...frustreret

Åh, er så træt og tung i hovedet i dag. Burde have redigeret guideartikel om gåture, som tog magten fra mig i går og muterede til tre tætskrevne sider om grimme villaveje på Amager, byplanlægning gennem tiderne, Absalon til hest og Carlsbergs elefanter.

Det resulterede i, at jeg blev vækket (Fair nok, klokken 12.00, men jeg var også først i seng klokken fem i morges) af redaktøren fra iBYEN.dk, som sagde, at det altså var nede på Politikens Forlag, de udgav Turen Går Til...

Vi havde en lang og ret usammenhængende snak mens jeg vågnede, bla. om den artikel, jeg har på sitet i dag: http://ibyen.dk/restauranter/article218603.ece
Den handler om at restauranterne tørrer os til nytår, og at vi labber det i os. Og hvorfor. Læs eventuelt selv.

Om gåturene, så var det dagens opgave at skære ned på fedtet, som redaktøren sagde, i bedste nytårsfortsæt-stil. Men Magistrenes Arbejdsløshedskasse ville det anderledes. I postkassen lå der et lille brev, hvor de beder om informationer om hvorfor jeg sagde mit job op (Det har jeg givet dem), og hvorfor jeg var fraværende fra arbejde i hele november (Jeg arbejdede der ikke), og om jeg i det hele taget gider at arbejde (Ja).

Jeg vil så nødig gøre noget galt med den slags ting, så jeg kimer dem altid ned, hvergang de sender mig noget, så jeg kan læse det hele højt for en medarbejder derinde, der derefter kan svare noget i retning af "Ja, du kan læse indad. Send det nu tilbage til os igen." (Deres slogan er "A-kassen for højtuddannede").

Jeg ringede og fik denen gang fat i en sindig jyde, som roligt forklarede mig alt det, jeg allerede godt vidste om, at jeg ikke må skrive freelance medmindre nogen beder mig om det og lover mig penge, og at jeg har tre ugers karantæne fra dagpengene, fordi jeg sev sagde op. Og så tilføjede han lidt nyt omkring HVOR mange detaljer de skal bruge for at være tilstrækkeligt overbeviste om, at jeg faktisk vil have et arbejde og ikke bare elsker at have en minimal indkomst og leve på velfærdssamfundets regning.

Forstå mig ret: Jeg er saligt glad for, at jeg har mulighed for at få arbejdsløshedsstøtte, og de gode folk hos MA-kassen er generelt venlige når man panikker over de besynderlige regler, og er der en ting det ikke er, så er det deres skyld, at det er sådan.

Men får simpelthen allergi af mistænkeliggørelsen. Af at blive indirekte udskreget som nasser. Der er noget helt, helt i vejen med det banner, der vejer over arbejdsløshedsydelsens principper. Jeg laver kraftedeme ikke andet end at søge og kvalificere mig og hente erfaring så jeg kan få et job, og så må jeg ikke engang opsøge en redaktion med et tilbud om at skrive en artikel, for så er det selvstændig virksomhed, og det støtter Staten ikke.

Staten støtter kun visse former for initiativ. De typer, hvor du står med hatten i hånden: Jobsøgning, jobs med supplerende dagpenge, jobtræning - initiativer, som alle hensætter dig i tiggerens rolle, hvor alle beslutninger vedrørende din videre skæbne er overladt til andre. Selvstændig virksomhed, som er et initiativ hvor med et andet fortegn, hvor du har magt til at ændre din stilling - den går ikke. Det er mistænkeligt. Så enten er du tigger og affinder dig med det, eller også er du en snyder.

Jeg ved, at det er, som det er, fordi der er snydere, som ville udnytte muligheden for en ekstra indkomst. Men det kan sagtens lade sig gøre at skabe et smidigere system, hvor det er decideret snyd, og ikke initiativ, der bliver straffet. Alle de konsulenter, jeg har talt med hos MA-kassen siger, at reglerne er forældede og ikke passer til den verden, vi lever i nu, med de moderne arbejdsformer og -forhold. Men der er ikke politisk vilje eller ressourcer til at lave en gennemgribende ændring, blandt andet pga. EU-regler for støtte-området, som blokerer for en dansk reform.

Det er så ultra frustrerende. Men mine Politiken-jobs, plus hvad jeg ellers har, har heldigvis en form, jeg kan få lov at arbejde i: De giver mig opgaven, så det er okay. Men skulle jeg have lyst til at skrive for nye steder, må jeg ikke selv henvende mig med et artikelforslag. Det er selvstændig virksomhed, og det er fy-fy. Meget elegant ordning.

Brok, brok. Der er jo desværre ikke andet at sige, end at det er et dumt system, og at jeg bare må se at finde noget fast, eller få nok freelance, til at jeg kan råbe "Røv" og smutte. Det gør mig i al fald drøn-motiveret til at søge job. Og det er måske også meningen med det.

Se nu: Havde det ikke været for brevet fra MA-kassen, så havde jeg skrevet en munter og fiffig lille tekst om hvad jeg lavede indtil klokken 05.00 i morges, og den havde involveret smukke mennesker, grimme toiletter, to guldøl for éns pris og et usædvanligt kvalifiveret og interessant svar på spørgsmålet: "Hvad betyder fortællingen for samfundet?".

I stedet fik I regelrytteri og raserianfald. - Endnu en grund til, at jeg skal have et arbejde i det nye år. For så sender MA-kassen mig kun breve om, hvor meget de værdsætter at jeg har job.

Kryds fingre.

...lige på vippen til jul

Sidder lillejuleaften og prøver at tage mig sammen til at strikke endnu en artikel sammen til Ibyen. Denne gang om nytår og om alle de restauratører, som prøver at tage røven på os med deres 'eksklusive fester', og den bliver sikkert rigtig god, når jeg lige har fået samlet brikkerne...også inden i hovedet.

I morgen tager jeg og David til Tibirke, hvor vi skal fejre julen med hele mors familie i et det fælles sommerhus, hvor der er mere eller mindre plads til os. Julefreden kommer med garanti ikke til at sænke sig, men der kan ske andet godt. Og min gavebevidsthed er lige blevet vækket i dag, så jeg glæder mig vanvittigt til både at få og at give.

Nikolai og jeg havde gaveoverrækning over en frokostplatte, såmænd, på restaurantskibet VIVA i dag, og det var ret vellykket. Den fantastiske mand har begavet mig med, udover superflotte smykker, ultrablødt luksus-hjemme-velour-dragt fra Tekinoktay og den famøse og meget sjældne Den store Pastabog, to cd'er med hans favoritmusik og favoritsoundtracks.

Det er fantastisk musik, men fordi han er den han er, er der en del af det der mindre muntert og mere over i det rørende/gribende/downright sørgelige. Hvis ikke det er hård, avanceret metal. Resultatet er, at jeg skiftevis sidder og småheadbanger for mig selv over computeren mens jeg danner ubevidste billeder af dæmoner i hjernens bagkamre, og skiftevis snøfter mig igennem sætningerne mens tårene falder tungt ned i tastaturet.

Så når/hvis I tænker på mig i julen, så er det et billede af pige med hævede øjne, ondt i nakken, og artikel-deadline tirsdag kl.12 - men i smart, snehvidt, silkeblødt joggingtøj deluxe og med en guldkæde om halsen og to store armbånd, der skramler mod tastaturet, fordi jeg nægter at tage dem af. Altså en slags Jennifer Lopez post-Ben-Affleck-breakup, som kan stave til andet end "I'm real".

Nå, der var ligesom én ting, jeg gerne ville sige med denne post, og det var: Rigtig glædelig jul, allesammen. Jeg har ikke et superlækkert julelink til et happy X-mas card online med mig, der vinker manisk, men jeg har det her link til en julesang, som Justin Timberlake har lavet i 2006, og som jeg synes understreger, at manden har humor. Scroll halvvejs ned på siden som der er linket til og afspil videoen under afsnittet "Justin Timberlake wants to give his dick in a box". Prøv det. Seriously.

http://thesuperficial.com/2006/12/17-week/

Kærligste hilsner

Marie

... anti

Lige en kommentar til Ungdomshuset-balladen. Det her (video)klip fra et par måneder siden ved Faderhusets kirke i Rødovre siger lidt om, hvad det er for nogle kræfter, der er sat i spil af Autonome vs. Faderhus/Danske Samfund. Hvad ser I i dette klip? Jeg ser mennesker, som er på mega dybt vand, som er bange og rådvilde, hvilke går ud over andre mennesker. På begge sider:

http://politiken.dk/poltv/?ExtID=1198


Jeg synes det er er meget uhyggeligt klip. Og jeg synes, at Politiet burde være bedre til at tackle sådan nogle situationer. Lidt mindre panik og vold i afmagt kunne være en klar forbedring. Til dem, der siger, at der bare skal mere 'konsekvens' (læs: vold) ind i kampen, både imod og for Ungdomshuset, prøv at se her, hvordan den slags konsekvens tager sig ud: Der er sgu' ingen stolhed og machismo over det. De slår på 15-årige børn, der sidder ned på jorden. Tror ikke at ret mange af de her betjente gik hjem med en fed følelse af at have udvist konsekvens. Eller: Jeg håber det ikke.

...i tvivl

Der er to ting, jeg synes jeg bør skrive om efter denne weekend.

Den ene er ungdomshuset og det faktum, at jeg desværre må siges at have tabt al sympati - ikke grundlæggende forståelse, men sympati - med brugernes kamp for at få lov at få et gratis hus.

Det andet er noget, som involverer julefrokost og bryster.

Jeg tror vi tager begge dele, og first things first:

Jeg har hele tiden været på ungerens side. Jeg har været - og er - helt med på, at de er blevet fanget i en gråzone af konfliktsky politikere og deres egen anarkistiske ideologis ubehjælpelige og træge stejlhed.

Og jeg mener, at det især er politikerenes mangel på vilje til at indse, at de er de voksne og at en løsning på ungdomshusets forhold til brugernes fordel ville betyde mindre ballade og ikke mindst, et vigtigt og interessant kultursted. I stedet solgte de bare skidtet. Så troede de den prut var slået. Det var i 2001. Og nu brænder ikke bare gaderne på N-bro, men også politiets ressourcer på at få udbedret skaderne fra den lette løsning. Kraftedeme flot.

Brugsretten til huset, den skulle brugerne efter sigende have. Så man tænker, er det gyldig jura, så burde salget jo kunne kaldes tilbage, med kompensation til faderhuset og næser til de ansvarlige hos Kommunen. Men det afgjorde fogedretten så, at det ikke kunne. Dixi.

Og så er der sådan set ikke så meget at gøre juridisk. Jeg tror på det danske retssystem i høj nok grad til at mene, at sagen formentlig har fået en retfærdig behandling efter gældende jura, og at den eneste anden vej frem ville være at fifle med paragrafferne, som der jo var forslag om hos en gruppe i borgerrepræsentationen, eller at lægge et politisk pres på Faderhuset for at sælge. Men begge dele er i så høj grda på kant med basale borgerrettigheder, at det hurtigt begynder at stinke af et skred i de værdier, som for alvor betyder noget. Frihed, lighed og broderskab. Demokrati. Retsstat. Alt det, som Ungerens brugere vistnok synes, der er for lidt af i dagens Danmark.

Jeg synes så stadig, at det er den største synd og skam, at det er netop Faderhuset, en fundamentalitisk religiøs bevægelse, som har købt skidtet. At de har gjort det til en principsag på vejne af Gud og hvermand (efter eget udssagn har Ruth Evensen modtaget adskillige berve fra danskere, som beder dem stå fast). Enhver ejer, som var drevet af fornuft i stedet for fanatisme, ville på nuværende tidspunkt for længst have sagt fra og solgt huset til Fonden Jagtvej 69, og så var der et par tabte ansigter rundt om i kommunen, men relativ fred og ro. Ikke bare på grund af balladen, men også fordi en fornuftig ejer ville kunne se, at det var 'varme varer', han havde købt, og at dette køb ødelagde en ungdomskultur, som betyder meget for mange.

Men nu var det lige Faderhuset. Og ser man lidt neutralt på det, er det da interessant, at Ungdomshusets brugere nu er kommet op mod en modstander, som er ligeså hårde i filten og ligeså lidt indstillet på at spille efter andre regler end deres egne, som de selv er. Ruth Evensen udtalte til Politiken for et par uger siden, at hun faktisk havde stor forståelse for de unges indædte kamp. De brændte for deres sag, og hun sympatiserede langt mere med dem, sagde hun, end med de mange lunkne kristne rundt om i landet, som ikke tror for alvor.

Det er en spændende sætning, synes jeg.

Ungdomshuset er en værdig modstander for Faderhusets korstog, med andre ord. Og det peger på, at kampen er en del af det, som driver pastor Evensen, der dermed langt fra er uskyldig i tingenes ophedede tilstand.

Jeg må dog så tilføje, at jeg ikke har meget respekt for folk, der starter krige som de lader andre kæmpe for sig. Måske er det ikke rimeligt, at samfundets ressourcer går til at rydde op efter de autonomes hærgen i går. Men lad os gå et led længere tilbage og spørge: Er det rimeligt, at Faderhuset kan sidde og bruge Københavns Politi som privat hær i en kamp, de selv har valgt?

Personligt tror jeg heller ikke, at Jesus mener, at denne kamp er den vigtigste at udkæmpe i hans navn. Men hvad ved jeg. Vend den anden kind til.

Men: Når alt dette er sagt, så er det i mine øjne ikke sådan, at nogen som helst i hele Danmark har ret til at hærge og ødelægge, fordi noget nægtes dem - retfærdigt udmålt efter gældende dansk lov, som er et af de mindst korrupte og mest demokratiske i verden, uanste hvordan man vender og drejer det. Det er ikke livet og friheden, der bliver taget fra dem. Det er et klubhus!

Jeg ved godt, at for brugerne er det et større spørgsmål, men det er det bare alligevel ikke, når man ser det i sammenligning med resten af verden. Den 16. december 2006 var der på BBC en nyhed om at mexikanske elitetropper havde trukket sig ud af en besat by i mexico, hvor venstreorienterede aktivister havde kæmpet i tre måneder i protest mod regeringen, mod tortur, frihedsbrøvelse og drab. Det er den slags, Ungdomshusets brugerne retorisk forsøger at få det til at handle om, men det gør det bare ikke.

Jeg støtter, at Ungdomshuset skal bevares. Men jeg synes nu, efter 16. december og alt det lort, de nye hellige krigere lover at sende nedover "fucking facist Danmark", at den politiske kultur, der lever i og omkring huset, er umoden, destruktiv, egoistisk, skræmmende og ikke til at respektere. Jeg er taknemmelig for, at jeg lever i det samfund, jeg gør, og ikke i et, hvor Ungdomshusets brugere og deres etik og retfærdighedskriterier sætter dagsordenen.

Og nu: Undskyld. Jeg ved, hvorfor I er kommet så langt som dette i teksten. Hvis I de stadig er her. Men jeg må lige lad eop igen efter dette rant. Så får i julebryst-historien en anden dag.

- m

...overfladisk

Jeg surfede lige rundt på en masse forskellige blogs og MySpace-profiler her den sidste time. For folk jeg kender, folk som kender folk jeg kender, og folk som kender helt vildt mange tjekkede mennesker, jeg ikke kender og som ikke ville tale til mig om jeg så tilbød dem Marilyn Monroes trusser af chokolade. De sidste mest på MySpace - 'din direkte vej til mindreværd på nettet'.

Eller eller. For det var ikke MySpace, som havde held med at trykke på mine knapper - her off-knappen. Det var blogs'ene. Årsag:

En blog er en ærlig sag. Her siger du noget, om dig, om din navle, om andre, om verden, om ondskab og godhed, om ret og vrang, eller bare om Paris Hilton. Derfor, fordi der (som regel) er noget indhold bag, noget på hjerte, kan det også gøre et indtryk. Eller få dig til at føle dig dum og elendig. Mere om det om lidt.

MySpace, derimod, er noget af det mest fesne og selvforherligende lort, og det går mig på nerverne. Hele halløjet er bygget op som den mest overfladiske og selvfede klub, hvor jeg personligt ved med mig selv at jeg ikke ville kunne komme hurtigt nok ud fra.

Så de altid så skide groovy tracks, de evindelige pandehår-og-goofy-briller-lækre billeder fra vilde fester, jeg ikke har været til og alle de mennesker, som har Anika Lori og Jay-Z som MySpace-buddies, går mig ganske vist på nerverne - men de giver mig ikke mindre selvværd.

Den slags posing har jeg oplevet for mange gange til at den kan narre mig længere. 10% er løgn, 40% overdrivelse, 20% ønsketænkning, 15% mindreværd, og 15% true enough.

Nogle har selvfølgelig et højere 'true enough'-tal, og de er bare heldige, og tilhører sikkert 'taler ikke for trusser'-segmentet. Eller også er de bare meget tjekkede på den gode måde. Dem kan man jo kun beundre. Og det kan man næsten klare uden at blive misundelig. Når man har gået i både gymnasiet i Nordsjælland og på Københavns Universitet med alt hvad det indebærer af opblæste narhoveder m/k, får man Teflon på sjælen overfor den slags. Lokalirriterende ja, vigtigt for mig nej.

Det nederen er de der blogs. For hvor er der mange, der har intressesante og relevante blogs om politik, samfund, u-lande, og kunst og kultur på den tunge måde. Det afspejler nok, at de har personligheder, overskud og intelligens til ikke bare at reflektere over disse problemstillinger, men også formidle dem.

Og jeg - jeg skriver om min tandlæge.

Vil I høre mere? Okay, hvad er der gået gennem mit hovede i dag: I dag har jeg skrevet en guide til alternative juleaftensfester for ibyen.dk, i hvilken forbindelse jeg ringede til flere hjælpeorganisationer, som meddelte, at de ikke havde brug for frivillige hjælpere til julen. Det fik mig til at tænke, at det var da dejligt og at måske var medmenneskelighed ikke helt så fremtidsløst, som CEPOS vil have os til at tro.

Så tog jeg ind til byen for at tale med en gut, der hedder Mikkel Bondo, og som via sine utallige arbejdspladser som bla. bartender kunne vide lidt om, hvor de fede nytårsfester er i år. Til næste ibyen.dk-guide. Fandt ham sms'ende på to telefoner på Joe and the Juice, og fik ham til at love at give mig besked hvis noget spændende nåede hans ører. Det fik mig til at tænke, at det er ironisk, at jeg ikke selv aner det, og skal forestille at være gå-i-byen-journalist. Men så tænkte jeg bagefter, at journalistik ikke gælder om at være happening. Det gælder om at vide, hvem der er happening. And not be afraid to ask. Så jeg har også haft en faglig reflektion i dag. Hva' ba.

Desuden interviewede jeg en sød klubejer på Nadsat i Hyskenstræde til guiden, og hendes (jule)lys i øjnene ved tanken om klubbens julefest - "Vi fejrer at det er overstået - det er årets bedste aften" - fik mig til at tænke, at jeg burde gå mere ud. Også juleaften.

Så har jeg købt et par simili-ørenringe og en gave til mit gudbarn, og der tænkte jeg mest på, at sidst jeg købte et par tøfler til hende, var hendes fødder for store allerede ved udpakningen. Børn i alderen 5-12 vokser altså helt ukontrollablet på et år. Hendes skuffede, tapre lille smil da hun alligevel takkede for de svanedunsbesatte men ubrugelige skønheder med et "Det gør ikke noget, Marie", var ikke til at bære. Så jeg gik i en anden retning i år. Mod noget one-size.

Senere tænkte jeg lidt over en artikel, jeg skal skrive for Wonderland. Den er 'næste kapitel' efter den, jeg skrev om samtidskunstens status pt., og den skal handle om, hvem der har magten i dansk kunst. Det fik mig til at tænke over to ting:

-Hvem har magten i dansk kunst?
-Og: At jeg var stolt af den første artikel, og glædede mig til at skrive den næste.
En positiv tanke, altså, men ikke særligt uselvisk eller samfundskritisk.

Så har jeg spist tre clementiner og en speltbolle, som jeg fandt overraskende velsmagende. Jeg troede ellers, at spelt var lig med brød af Rockwool og hørfrø. Udemærket gået, mystiske kornsort.

Jeg mindes at have tænkt over, at der sad en tigger på Strøget med et skilt hvor der bare stod "JEG ER SULTEN", og at det var en ulamindeligt konsekvent og troværdig udmelding. Jeg gav ham ingen penge.

Nu vil jeg spise igen, og maden står lige ud i køleskabet. En rest - en underart af Stroganoff-familien, som jeg spiste mig til mavepine i i går.

Det får mig til at tænke på, at det er en paradoksal sætningsklemme, jeg har lavet omkring afsnittet om den sultne tigger - begge handler om min egen direkte vej til mad. Men også at jeg ikke vil ændre det, for nogle gange kan tilfældigheder give i nogle udemærkede og tankevækkende resultater. Som jeg vist nu har ødelagt spontaniteten af ved at skære ret meget ud i pap. Sorry, folks.

Senere i aften tror jeg, at jeg skal se 'Sex and The City'-julekalender på TV3 og skrive en jobansøgning til endnu et magasin. Jeg tænker nok ikke på noget mens jeg gør de ting. Jeg sover nok ikke før klokken 2-3 stykker, for det kan jeg som regel ikke. Når jeg ligger i sengen, er der en vis chance for at jeg taler om noget interessant med Nikolai, for det måske den bedste tid, jeg har hver dag. Alt er relativt, men der kommer som regel noget spændende op, når man er under dynen.

Pun intended, I guess.

Jeg læste avisen i morges. Jeg har også set nyheder. Også TV2 Njus. Men begge dele efterlod mig mest af alt med en længsel efter den verden, jeg beskrev ovenfor. En lille, selektiv verden, med mig som midtpunkt og med ret få tråde udadtil i øjeblikket.

I'm so sorry. But that's what you get in here. Cause that's what I have in here.

...i stolen

Min mor har et par ordsprog, som hun ynder. Et af dem er 'Lykke er smerte, der holder op'.

Det er genialt. Det fungerer både i det det store, eksistensielle perspektiv, og helt ned på det plan, hvor hovedpinen langsomt forsvinder efter en dags tømmermandshelvede.

Men i fredags gik det op for mig, at lykke også kan være smerte, som aldrig indfinder sig. Fredag klokken 11 var jeg i bedre humør end nogen Ho-ho-hoende julemand foran Illum. Det var jeg, fordi at jeg fredag klokken 10 havde en aftale med min tandlæge.

Min tandlæge er et dejligt menneske. Hun hedder Rie, hun har gået i folkeskole med min far, hun er et tillidsvækkende og behageligt menneske, som har kølige, stabile hænder og er i stand til at føre en virkelig reflekteret halvandenvejs-konversation med én mens hun kompetent flytter rundt på en seks-syv forskellige spidse metalgenstande i ens mundhule.

Rie er helt sikkert en af årsagerne til, at jeg aldrig har haft decideret tandlægeskræk. Den anden årsag er Lene Køppen, tidligere All England-mester i damesingle i badminton og Verdensmester i Mixed Double i 1977.

Da Lene Køppen lagde ketcheren fra sig som 30-årig, samlede hun i stedet eksamensbeviset fra tandlægeskolen op. Og til det store held for eleverne på Vedbæk Skole, valgte hun at søge stillingen som skoletandlæge, da Tandlæge-Kirsten, en dame som var lidt mere af den gamle skole tandplejemæssigt og noget hårdhændet, som jeg husker det fra de helt unge år, gik på pension.

Tandlæge-Kirsten var ikke en sadist som sådan, men hun var håndværker, ikke pædagog, og når vi taler 6-årige børn og boremaskiner i munden, så er lidt omsorg altså et mindst ligeså essentielt redskab som en vattampon. Men med Tandlæge-Kirsten var der ikke tid til fingerspitzgefühl. Det var take it or leave it-tandpleje, hvor man skulle lide for sit lille gummidyr og mini-tuben fra Colgate. Det var ligesom en del af det med tandlægen. Den gamle skole, som sagt.

Ind steppede Lene, og så var det slut med tårer. Let og elegant regerede hun de hvide træskos land, så tandlægebesøg blev en afslappende og kærlig afveksling i skoledagen. Man var i gode hænder. Man fik rene tænder. Og hvis man spurgte pænt, så fik man stadig et lille gummidyr som udmærkelse for vel overstået tandtjek, selv når man havde nået den alder, hvor Lene måtte se venligt bort fra at få kittelærmet tilsmudset af en fedtet mix af Rimmel Foundation og Clerasil-dækstift. Jo, tandklinikken på Vedbæk Skole var en tryg og velkommen havn i teenageårenes tumult.

Dette er Lene:
http://ha5.free.fr/danemark_772.jpg

Da dagen kom, hvor jeg ikke længere kunne trække på skoletandplejens tjenester, var jeg så godt vant med Lenes professionelle venlighed, at jeg troede, at det kun kunne gå nedad bakke. Jeg vidste jo udmærket, at tandlægebesøg ikke burde være noget, man så frem til, men at der ude i den virkelige verden fandtes tandlæger, som kun ønskede at se blodet sprøjte mellem deres gummiklædte fingre. At Lene Køppens klinik var et helle, som på magisk vis havde været os forundt i de unge år.

Så kom Rie. Og trygheden vendte tilbage. Jeg havde aldrig behøvet at frygte.

Ikke at det er 100% smertefrit at ligge i stolen hos hende på Strandboulevarden. Især ikke når man som jeg er en tandlægernes arbejdsopgave-tag-selv-bord: Jeg er for doven og træt morgen og aften til at børste længe, og jeg bryder mig ikke om tandpasta, og har derfor fået lavet mindst en fem-otte huller gennem tiden, plus at jeg har fået trukket alle fire visdomstænder ud - og da de var ude, besluttede min krop at producere fire tænder mere samme steder, tænder, som Rie ikke kan forklare, hvorfor kom eller hvad de skulle bruges til - men ud skulle de! Tre af dem i al fald, og for dem, der aldrig har fået trukket en tand ud, så kan jeg skrive under på, at JA - det gør nas. I et par dage efter, hvis den endda skal opereres ud.

De ting sker også på Ries klinik. Men i det mindste er der ingen der nyder ens lidelser. Og de er hurtigt ovre. Man får ros for sit mod, og en kærlig hilsen med til mor og far. Når man altså har betalt de horrible regninger, men hey - tilgengæld slipper man måske for en dag at vågne op og sige godmorgen til sit gebis i et glas på natbordet.

Nå. Fredag var jeg nervøs. For uagtet alle de rosende ord om Ries blide hænder, så vidste jeg, at jeg havde ditchet mine aftaler med hende i over to år, at min fjerde og sidste ekstra-tand, som var en kær baby sidst, nu havde vokset sig til en lang kindtand, og at der var en mistænkelig smerte i nærheden af en tand i undermunden, som havde en endnu mere mistænkelig sort plet lige midt i.

Worst case scenario var således både boring og udtrækning. Og af frygt for denne kombi havde jeg trukket denne aftale så længe jeg kunne retfærdiggøre det, mens tænder blev længre, sorte pletter større og smerter værre. Med andre ord: Der var lagt i ovnen til både skældud og smertehelvede.

"Jeg har et hul i en af tænderne", sagde jeg brødebetynget til Rie, da jeg var blevet placeret i stolen.

"Hvordan kan du vide det? Gab op", smilede hun, mens hun stak et spejl og noget spidst ind i gabet på mig.

"Oggi er er eng ort et å anden", svarede jeg, og pegede ind i min mund i det, der måtte være den generelle retning af miseren. "'Er-ede."

Jeg var helt, helt sikker på, at Rie ville sige "Ja, det kan jeg godt se, det er tydeligt for enhver at der er stort, ækelt hul i den tand!" og begynde at skælde ud og bore lige med det samme. I stedet sagde hun: "Nu kigger vi lige på nogle røngtenbilleder", og proppede fotoudstyret ind i min mund.

Og tænk jer: Det var ikke et hul! Det er en lille kløft i tanden, en fissur, som det hedder med et ret geologisk udtryk, der får mig til at være lidt stolt af mine tænder på en bjergkædeagtige måde. Det er helt naturligt og en del af tandens personlige frihed til at udvikle sig som individ i en verden af andre hvide klumper. Det mørke er bare lidt misfarvning. Og smerten er nogle blottede tandhalse, men det har jeg set i en reklame, at Iben Hjejle også har, så det gør mig bare mere happening.

Og så rensede Rie mine tænder med spidse metalting og fluorlak, mens hun argumenterede reflekteret og engageret for aktiv dødshjælp og beklikkede danskernes berøringsangst med dette emne, og jeg stirrede beundrende op på hende og sagde "Ah" og "Ej" og skyllede efter i en plastikkop.

Og så hostede jeg op med 500 kroner, og gik ned på gaden og ud i juletravlheden som den gladeste og mest overraskede pige i København den eftermiddag. Nul huller. Lykke er smerte, der ikke dukker op.

...lidt doven

Ja, det tager sin tid i øjeblikket, at få sat sig til tasterne. Heldigvis vil jeg mene, at det kan ses som et tegn på, at jeg har en slags liv.

Fyldt af julefester, galleriåbninger, restaurantbesøg og morsomme sociale sammenkomster. Ret meget som 24 afsnit af 'Sex and the City', bare med knap så dyrt tøj og meget smukkere mænd.

Det er sådan, det er.

...lidt.

Eller, det er faktisk kun sådan fra kl. 22-24 hver aften, og så er det inde i fjensynet. Der sender de nemlig 'SATC'-julekalender - 4 afsnit pr. aften - på TV3 hele december, og lige dér er det ret meget som et afsnit af 'Sex and the City'.

Ellers er det mere som et afsnit af 'Julegaveindkøb, jobsøgning og the City'. Kender i den? Den handler om en pige i 20'erne, og hendes forsøg på at nå det hele her i tilværelsen og forhåbentlig have det sjovt, mens hun prøver. Den er knap så glamourøs som SATC, men den har mere held i kærlighed. Det er lidt en mix af 'Young Ones' og 'The Devil Wears Prada'. Med en snert af 'Before Sunrise'.

Jeg kan faktisk godt lide den. Hovedpersonen er lidt utroværdig i persontegningen, men der er en god dialog og nogle meget overraskende drejninger af plottet. Og så er bipersonerne skønne - her er to af dem, kæresten og fætteren:

Jeg kan lave en lille præsentation af persongalleriet en dag, men nu skal jeg lige ind og se et afsnit mere. Det er det, hvor hovedpersonen har tømmermænd mens hun hænger vasketøj op, bærer aviser ned, og spiser de chokolader, hun fik i pakkekalender i morges. Det er en knaldfed episode.

...en søgende sjæl

Disclaimer: Den her post er bygget løseligt over virkelige hændelser. Der kan drages visse paraleller til bloggerens virkelighed, men der er også tale om en kunstnerisk overdrivelse i forståelsens navn. I virkeligheden er der ingen skurke, ingen helte, ingen som har Ulla Therkelsen-hår. Med andre ord: Det er ikke så galt som det lyder.

Her er en quiz:

Du har gået så småt og drømt om det her i et stykke tid. Luret lidt på afstand, og måske fantaseret i dit stille sind om, hvordan livet ville være, hvis du havde det. Naturligvis meget sjovere, mere meningfyldt og generelt bare en tilværelse, som ville passe dig meget bedre, end den du vågner op til hver morgen lige pt.

Så en dag - ud af det blå - kommer åbningen. Du bliver bemærket. Positivt. Muligheden byder sig, og I har en aftale. En date. Den første og afgørende. Pludselig drejer alt sig om, at sætte sejlene til for at nå i mål. Ikke bare storsejlet, men spoileren, foggen og alle de stykker stof, som ligger og lugter lidt jorslået i din mentale båd.

Og ikke bare dem. Du føler også et voldsomt behov for at geare op og forny dit selv med nyt look, nyt hår, ny energi og en ekstra vindende personlighed, så du kan vælte rummet med din tilstedeværelse fra første skidt ind i denne nye drømmetilværelse, som du nu kan se vinke lokkende et sted ude i horisonten.

Du glæder dig som et lille barn til juleaften, men er samtidig et sandt rod af modstridende følelser. Alle mulighederne for, at det går grueligt galt, afspiller sig selv med fuld scenografi og følelsesporno i dit indre Kongelige Teater. Med et cast fra helvede: I rollen som din cool ses Rene "Bridget Jones" Zellweger, Paris Hilton har en birolle som dine intelektuelle talegaver, og din charme og selvtillid personificeres af John Candy, tilbage fra graven for denne pragtrolle. Og dit lækre hår spilles af Ulla Therkelsen.

Scenografien består af de trekanter, der var for spidse til "Woyceck". Din stylist er Ace Ventura, Pet Detective. Og musikken er et mariachi-band som fortolker juleklassikere. Og Rammstein på en dag med tømmermænd.

Imens det hele går galt i din fantasi, nærmer dagen sig for daten. Og når den oprinder, gribes du af en sær form for zen-agtig ro. Der er ingen vej ud. Nu må det briste eller bære, og hvis det første er tilfældet, så får vi jo alle en chance til, når vi bliver reinkarneret en dag. (Det ville så være et plus, hvis man kunne få en tur i Angelina Jolies sko til den tid, men så skal der vist gang i en øget opmærksomhed overfor ikke at træde på myrer...)

Det går godt. Ganske godt, i al fald. Du får skubbet Renee, Paris, afdøde John og Ulla af banen, og er mest af alt dig selv på en lidt overgearet, men ikke utroværdig måde. Det ender med en "Vi snakkes helt sikker ved", og du går hjem med en lettet følelse i kroppen, fuld af forventning om mere.

Lige indtil at du opdager, at helvedet først starter NU.

For det er the waiting game, du har indladt dig på. Det, hvor det går op for dig, at "snakkes ved"er the ledeste våben i verden, da det efterlader dig som et stadigt mere rystende vrag, hvis tankevirksomhed langsomt indsnævres til kun at dreje sig om to ord: Hvornår og Hvad.

Din trofaste mobiltelefon bliver pludselig din værste fjende. Det lille tavse apperat ligger som en stdaig påmindelse om det limbo, du har sat dig selv i, og larmer med sin lydløshed. Og uanset hvor intenst du forsøger at bruge Jedi Mindtricks på den, lader den sig ikke påvirke til at give sig en meter, før den har set dig blævre rundt som den gummi-alien, som er inde i en Astronaut-is.

Der går et par søvnløse nætter, og et par dage, hvor du har haft repremiere på det forhadte teaterstykke med Rene i en triumferende hovedrolle, nu komplet med skuffelse. Du er på nuværende tidpunkt isoleret i en boble af nervøsitet, og dine omgivelsers forsøg på at indgyde dig mod og optimisme preller mere og mere af.
Den tro, du trods alt har på, at projektet nok skal lykkes, er under konstant beskydning af din indre frygt for at skuffes endnu mere. Men alligevel - drømmen lever, og du ved jo, at det her er hvad du vil - at I klikkede, og at der er fremtid i det. Hvis bare den forbandede telefon ville ringe...

...og så ringer den. Ding dingeling. Du tager den. Stemmen er rigtig, ordene er..ikke. Og med ét er det overstået. Det var fedt at møde dig, men...I skal ikke ses igen. Det er ikke dig, det er bare...Men du må endelig ringe, ikke?

Så er der skuffelse ta'-selv-bord. Den rigtig dybe, lede, nedrige udgave. Og så på en fredag. Alle andre synes det er en dejlig juletid, åbenbart, mens du bliver mere og mere kynisk for hver snaps, der ryger ind.

Milennium Weltschmertz sætter ind. Det er alligevel lige meget det hele: Endnu en brandert, endnu en sværm af luftkys med spritstank, endnu en endnu en nat hvor ingen andre fatter, at deres liv højst er status quo, når de vågner i morgen - aldrig bedre, aldrig mere meningsfyldt.

For der er ingen mening med skidtet, kun timerne, de på hinanden altid følgende timer, tikkende afsted og ædende hver forspildt mulighed. Og dechj er i - hik! - virkeligsjeden den schtørste barmshjertighed, er dechj ikke? Atsc der sjbliver en ende på dechj en dagsj, halleluchja - hik!

Jeg er virkeligt god til den her diciplin. Hvis jeg bare kunne holde fast i den her følelse - og promille - kunne jeg blive Danmarks første kvindelige skribent for Rolling Stone.

Alle de søde med optimsimen taler om, at der er en eller anden hest, man skal op på, men den står og ser rimeligt uoverskuelig høj ud, den lede krikke. Du stikker alligevel foden i stigbøjlen, og går på nettet efter nye muligheder. Du prøver at sende følere ud efter en ny date, men det føles bare ikke på samme måde rigtigt. Men det kommer jo altid en ny chance, siger de gamle i gårde...

Spørgsmålet er:

Taler vi om:

a) Kærlighed

b) Jobsøgning

c) Adoption, eventuelt af hjemløs hund

...

Vi mangler billeder her på bloggen. Så her er tre billeder af folk og fæ, som ikke bryder sig om at min bror Thomas fotograferede dem en weekend i oktober.




Mor












Fenja











Fætter Johan











Tjummi er den fødte paparazzo. Hvis nogen kører ind i en vejspærring i en tunnel i den nærmeste fremtid, så ved I hvem, der er skyldig.

...på TV

Jeg har fået fjernsyn. Ikke som i "Jeg har fået fladskærm" eller "Jeg har fået 36 tommers surround sound hjemme CinemaxX, så jeg aldirg behøver at bevæge mig udenfor en dør igen", men som i "Jeg har nu et fjernsyn i mit hjem".

Det lyder måske ikke som det helt store drøn for alle jer multimedie-storforbrugere derude, men siden mit konfirmationsgave-televisionsapperat eksploderede for 8 år siden, har jeg ikke følt trangen til at anskaffe mig et nyt.

Det var tid til en pause, forstod jeg, da gnisterne stod ud fra billedrøret efter jeg for femtende gange havde tabt tingesten på gulvet på dens tur mellem "under-sengen" til "bekvemt udsigtspunkt fra sengen".

Som I kan høre var det ikke noget nært forhold, jeg havde til det. Jeg har nemlig, med fare for at lyde irriterende hellig, faktisk aldrig været den helt store fjensynsseer. Bevares, jeg var da lige så glad som enhver anden unge for at se Fjernsyn for Dig - dog især når B&U fraveg deres pietistiske trip med at hente "poetiske" (Læs: Uforståelige, dræbende kedelige og grimme som arvesynden) animationsfilm fra Østeuropas uhørt mange tegnefilmsstudier, og sendte lidt ublu amerikansk kvalitetsunderholdning med sømmet i bund som fx. "Fragglerne".

Og jeg så skam "Beverly Hills" sålænge det lå i Prime Time på TV2, og "X-Files" havde en stor plads i mit hjerte, indtil der gik evige vejrballoner og Alien/Government Conspiracy i den.

Men så heller ikke meget mere. Nyheder, programmer af særlig interesse, film. Men ingen hjertenære forhold til soaps, eller noget overforbrug som overspringshandling eller bare tidsfordriv.

På dette tidspunkt, da fjernsynet sprang, kom det kun frem for at vise serien "Saint Tropez", som jeg havde en stadig uafklaret svaghed for. Andre i samme båd må gerne skrive til mig, vi er ikke mange, men måske kan vi få denne pragtserie tilbage på skærmene, evnt. lagt på et tidspunkt før Ole Lukøje har stemplet ud.

Nå, regn af gnister, intet TV - mere tid til læsning, tegning, konverseren, søvn, kommen ved og nogle gange også noget husligt arbejde. Men ikke voldsomt meget mere af det sidste, må jeg indrømme.

Det har, modsat hvad mange tror, ikke været 8 hårde år.

Sammenregnet forstår jeg, at jeg er gået glip af "Sex And The City", "Vild Med Dans", to genudsendelser af "Matador", 6 gange Big Brother, mundaflæsning med Clement Kjærsgård og afsløringen af "Klamme-Rudi" Frederiksen, hele Danmarks chatkonsulent, på åben skærm. Alt i alt har jeg levet udemærket.

Ikke at have tv har faktisk udviklet sig til at være en del af min identitet, som jeg har været ganske gald for - for ikke at sige lidt selvfed med. Når man som jeg ikke har frygteligt mange politiske korrektheder og overskudsagtige livsstilsvaner at diske op med, såsætter man pris på at have dette ene kort i ærmet.

Og det er et virkeligt godt kort. For der er overraskende få, som har det. Alle har TV. Alle ser TV. Og stort set alle, i al fald dem som ivrigt deltager i Se Mit Fede Liv-konkurrencen, føler, at de ser for meget.

Du kan spille det, når alle andre om bordet til den "hyggelige" brunch med venners venner har fået blæret løs om deres surdej, som lever på 5.generation, om deres Christianiacykel, som bare er genial til at transportere både Asta-Emilie og de økologiske selleri fra kolonihaven, og om deres næste triathlon, som bare er skide sjov at træne op til, sammen med Claus Meyer og Beate Bille, som også løber i Sparta.

Man har selv prøvet at byde ind på namedroppingen med, at man var i Tivoli i år og virkelig fik valuta for turpasset, ikke mindst da man efter tre ture i Dæmonen i rap var ved at brække nudlerne fra Wagamama op, for lissom at holde det asiatiske tema i forlystelsesprakens baghave. Men det var åbenbart ikke lige de rette navne at droppe, selvom Wagamama endda er noget fra London, tror jeg. Samtalen vender hurtigt tilbage til Meyer's Deli og noget electronica i en kold hal. Og imponaden kører igen.

Men så: På et tidspunkt løber folk tør for emner, selv når det gælder dem selv, og ender med at tale om noget, nogen har set i TV. Nogen spørger dig, om du også har set det. Og så siger man "Nej, jeg har ikke TV".

Der bliver som regel helt stille et øjeblik. Der tænkes taktisk. Den eneste vej ud er at skifte emne, men det sker ikke. Og så er der en i selskabet der siger: "Jeg ser faktisk nærmest heller ikke noget TV overhovedet - stort set kun DR2".

Og alle andre kaster sig ud i kapløbet for at være den første, som nikker samstemmende.

Så ved du, at du har dem. Hils i kolonihaven, motherfucker.

---

Det gode ved "intet-TV" kortet er, at det er så nemt et kort. Du behøver ikke at yde for det. Du skal bare ikke have et TV.

Så det var faktisk med stor ængstelighed, at jeg lod mig overtale af Nikolai til at overtage mine bedsteforældres aflagte B&O-drønnert. Tungen på vægtskålen var, at vi ser en del film, og at den eneste filmfremviser her i hjemmet i sagens natur er min bærbare.

Det er ikke idéelt. Den har for det første en lille skærm, men mest af alt har DVD-drevet en bug, som gør, at filmen ca. hvert 7. minut gør et three-take hak, så billedet og den dertilhørende lyd lige laver det fede scratch MC Einar style: "You can take our lives - but you can never ta-ta-ta-ta-take our freedom." Word up.

Så da Mormor og Morfar anskaffede sig det nyeste, fladeste vidunder fra Morfars gamle venner i Struer, tog jeg imod tilbuddet om at lægge hus til deres gamle model. Som, i parantes bemærket, er et højst 2 år gammelt dødlækkert B&O, som jeg muligvis ville kunne få råd til når hele min pension en dag bliver udbetalt. Måske.

Thomas og jeg hentede skrumlet ved højlys dag på adressen i Ordrup, og jeg vil bestemt ikke klandre alle de rare mennesker, som så ud til at være én tankebredde fra at trykke 112 på moblien ved synet af os, der iført lange sorte frakker kom trillende ned af Viktoriagade med et dyrt B&O på hjul sat VHS'en og DVD'en i armene.

Vi fik slæbt TV'et op i min stue, og der stod det så uberørt i 14 dage, mens jeg ignorerede dets tilstedeværelse i bar panik over at have tv igen. Det lykkedes mig at se tværs igennem et obsidian-sort meterhøjt skrummel, som stod mere eller mindre midt på gulvet i samfulde to uger, før jeg tog mig sammen og satte stikket i. Så stor var min usikkerhed overfor dette
fremmedlegme i min intimsfære.

Men så tog det fart. En lørdag aften lod jeg mig friste af det ene program, vi danskere er genetisk disponerede til ikke at kunne modstå - "Matador". Der er en grund til, at de genudsender den igen og igen...

Det var en succes. Jeg fik ingen umiddelbare mén, og dagen efter gik jeg amok i det utal af kanaler, jeg pludslig havde fået adgang til for første gang i mit liv. Jeg har aldrig levet i et hus med kabel. At kunne zappe mellem Discovery og TV3 er så eksotisk og overdådigt for mig som negerslaver der fodrer én med bålstegte marshmallows.

Tre dage efter fik jeg dog straffen at føle: Jeg forsøgte at være lidt selvfed til en fødselsdag med fremmede mennesker, fordi jeg havde skrevet en artikel i et kunstblad som lå fremme (- på toilettet.). Men jeg ødelagde effekten derefter ved at indrømme mit korte, men intense forhold til sladdersites. Og fik hele den selvfede bredside lige i hovedet igen. Der kunne jeg godt have brugt min "Intet-TV" kort til at ryste ud af ærmet, men jeg var med ét forsvarsløs. Jeg havde samvittigheden fuld af "Nynne" og "Robinson Eliten", og det var pletter, der ikke sådan kunne vaskes af. Jeg måtte tage mine prygl, og da det var ovre, følte jeg mig omtrent så selvfed som en Date-deodorant.

-----

Nå, men TV-et er nok kommet for at blive. Også her i huset. Også selvom Jeg hidtil kun har set programmer med en underholdningsværdi som et gennemsnitligt Anders And -blad. Uden Carl Backs-historie i.

At se hvordan denne perlerække af underholdningstilbud langsomt stjæler time efter time af mit liv igen efter 8 års seperation, fik mig til at tænke lidt over menneskers tv-mønstre. Jeg er nemlig ikke særligt nervøs for, at mit forbrug skal tage overhånd. Når først begejstringen over kabel-tvs muligheder har lagt sig (ca. 10 år efter alle andre fik armene ned), så tror jeg, at tossekassen finder sin plads at samle støv fra igen.

Så er jeg tilbage ved næste-selvfed igen.

...fra det Blå

I dag er mit "Brev fra det Blå" blevet bragt i Berlingeren, med et overvældende antal billeder af Abdul, min gamle kung fu-træner og hovedpersonen i artiklen.

Det ser vældig godt ud, og jeg overvejer at købe reklameplads på et stillads et centralt sted i midtbyen, så jeg kan få artiklen blæst op på et megabanner. Noget skal man jo bruge sin børneopsparing til.

Hvis det projekt ikke lykkes, vil jeg anbefale at man eventuelt ser skidtet i avisen. Men jeg ved imidlertid, at det er en absolut minoritet blandt mine venner, der vælger at sige et rungende "Ja tak", når Berlingerens abonnementsalgsafdeling ringer op midt i tomatsuppen tirsdag aften, og derfor får kun ganske få direkte adgang til Berlingske Rejseliv i dag.

Og de af jer, som kunne finde på at samle en avis op i løssalg, undgår formentlig også LørdagsBerlingeren af frygt for de rygproblemer, Bil- og Boligsektionerne kan udløse. Og på grund af Claes Kastholm.

Derfor lægger jeg mit "Brev fra det Blå" op her, så man kan læse en uforpligtende rejseartikel uden at blive belemret med besværlige emner som aviser ellers kunne finde på at tage fat i såsom politik, social nød, kommunal udligning og udsigtsløs udenrigspolitik. Lige her gælder det bare eventyr i De Hvide Elefanters land. Så tager vi problemerne en anden dag - det lover jeg.

Enjoy, I hope ;o)

-------------------------------

I krigernes verden

Kender I duften af tigerbalsam? Af kamfer, kanel og menthol, skarp og sød på samme tid. Duften af det lille mirakelmiddel, som lindrer en øm nakke og giver varme i kolde muskler.

Det er en duft, som jeg husker fra en nat, hvor den blandede sig med røgen fra thailandske cigaretter og den sødligt-rådne em af fiskesovs og overmoden frugt. Hvor den hang i luften omkring en thaiboxing-arena, det eneste skarpt oplyste samlingspunkt på det livlige, dunkle natmarked i den lille provinsby to timers kørsel nord for Bangkok.

Den nat stod jeg på tæer ved rødt ringhjørne sammen med min kæreste. Vores øjne var fæstnet samme sted som hvert eneste blik fra de mange thaier omkring os: På Abdul, vores ven fra Danmark, som sad ved ringens hjørnestolpe, med armene hvilende i tovene, mens hans træner gned hans skulderparti med den skarpe kamferbalsam, inden klokken lød for hans første thaiboxing-kamp.

I mørket omkring arenaen kunne jeg kun lige fornemme, hvor stor mængden af forventningsfulde mennesker havde vokset sig, mens de indledende kampe havde kørt.

For Abdul var et trækplaster. Som den eneste ikke-thai i turneringen skilte han sig virkelig ud: Høj, lys og med en krop, som tydeligt viste resultaterne af de sidste måneders intensive træning i en boxing-gym i Bangkoks forstæder.

Hans ansigt var ren koncentreret intensitet, og tigerbalsamen fik hans muskler til at glinse i det hårde projektørlys. Og så havde han hår på ben og brystkasse, i kontrast til de thailandske kæmperes glatte lemmer. Ikke så mærkeligt, at en ung kvinde henført råbte sine råflirtende ”I looooove you”’s til ham fra den anden ringside.

At tage sin første thaiboxing-kamp i Thailand svarer til at spille sin første tennisturnening på Centre Court: De største forventninger, de bedste modtandere og de hårdeste slag. Min kæreste og jeg følte os som sat ind i en film fra Hollywoods hårde halvfjerdsere: Mørket, spændingen, larmen, og alle de fremmede skikke og regler var kulissen - og Abdul var outsideren, der kommer ind fra kulden, fanger alles øjne og går i ringen mod alle odds. Rocky Balboa fra København NV.

Modstanderen var en thai med en bred, solid krop og et ansigt, som fortalte, at han havde prøvet det før. Over 50 kampe havde han under bæltet. Men det vidste ingen af os nu, hvor de to kæmpere rejste sig fra skamlerne, stadig med blikket rettet mod gulvet, som om den anden først eksisterede, når gong’en lød.

"Blabla bla, Abdul, Denmark, bla bla" lød det i mine ører højtalerene. De sidste væddemål blev råbt igennem larmen, og så gik startsignalet. Men det fik ikke kæmperne til at eksploderede i spark og slag. I stedet greb de hver ringsidens tov, og begyndte langsomt, med slæbende skridt og sænkede hoveder, at vandre ringen rundt.

Dette var Ram Muay, en rituel dans til ære for kæmperens træner, for sporten, og for de højere magter. Hver kæmper har sine egne trin. Som muslim sluttede Abdul sin Ram Muay med at lægge sig på knæ og trykke pande og håndflader mod gulvet. Ved siden af ham gjorde thaien næsten den samme bevægelse. Hvad de bad deres guder om, vidste de kun selv.

Nu ringede klokken til første omgang. Publikum spang råbende til livs, og Abdul lagde ud med et højtflyvende spark, som modstanderen undveg.

Første omgang ser kæmperne normalt bare hinanden lidt an, men Abdus næste træk var at knalde modstanderen et slag lige i ansigtet, så der spang et blåt øje frem på stedet!

Thaien så overvældet ud - men så rystede han hovedet, nikkede og stirrede lige på Abdul med et blik, der sagde: "Okay, kammerat - så det er sådan, vi leger..." Og så kastede de to mænd sig over hinanden i et par omgange slag og spark, som endte i de ubehagelige "krammere", hvor kæmperne holder hinanden fast og hamrer deres knæ op i siden på modstanderen.

Arenaen kogte rødt, og jeg så mig selv skrige med resten af publikum af mine lungers fulde kraft, helt forsvundet i kampen, spændingen og larmen.

Pludselig sad slaget der! Et knockoutslag, helt nede fra den thailandske kæmpers muskuløse ryg og op til Abduls kæbe, skråt og grusomt perfekt. Abduls krop, som for et sekund siden var selve indbegrebet af kraft og liv, gik ud - som en robot, der får trukket stikket. Blikket forsvandt fra øjnene og efterlod to stykker blankt, mørkt glas. Han faldt bagover i rebene, og dommeren begyndte at tælle højt i den lammede tavshed, der for et øjeblik lå over hele ringen.

Dommeren nåede til fem før, Abduls overlevelsesinstinkt fik ham på benene igen. Men det var kun en tom skal, der stod, og modstanderen sendte ham ned igen med tre-fire slag - og denne gang vurderede dommeren, at det var forbi.

Thaien blev kåret som vinder, men jublen udeblev. Alle ville have haft mere, selv modstanderen, som skævede respektfuldt til Abdul, mens kampdommeren hævede hans arm i sejr.

Nu gik det hurtigt. Abdul kom ned og var dybt skuffet, og vi forstod det. Det virkede så forkert, at det, som hele arenaen havde ventet på, var overstået så hurtigt. Vi satte os ind i trænerens bil med en groggy, nedslået og stadig tigerbalsam-osende Abdul. Planen var, at vi skulle ud og drikke os fulde i whiskey, men nu var det bare hjem og hvile hovedet.

Jeg lænede mig tilbage i sædet og så det nattemørke landskab fare forbi bilruden. På den ene side var det så ærgeligt, at det hele var slut nærmest før det var begyndt, og at aftenens store helt endte i gulvet.

Vi følte med Abdul og forstod hans skuffelse, men på den anden side sprudlede vi indvendig af lykke over den oplevelse, vi havde haft. For som min kæreste sagde, da vi endelig lå i vores senge: "Jamen, han er min helt nu - han vandt kampen, da han trådte op i den ring. At turde det, det er den store sejr."

Vi havde været tæt på noget, der var helt anderledes, end hvad vi selv kender til, både fysisk og mentalt. Vi fik lov at kigge ind i krigerenes verden, hvor det at kæmpe er en del af selve livet – fordi at det gør livet mere værd. Det var en verden, som jeg ikke vidste fandtes.

De krige, vi kender til i dag, er uden helte: De kæmpes af stakler, ulykkelige og mennesker uden valg. Men ægte krigere kæmper fra hjertet. For mig var det opdagelsen af en ny verden, som findes blandt alle de andre universer, vores menneskelighed består af.
Duften af den verden, det er duften af tigerbalsam.

..travl igen

Jeg har pludselig fået lidt at se til, efter at jeg har tudet netværket ørene fulde af at jeg havde masser af tid.

Så i dag sidder jeg og skriver til op over begge ører om korte nyheder indenfor det clairvoyante område samt "fænomener", dvs. UFO'er og uhyrer og den slags, til et nyt magasin som min veninde og gamle kollega fra Mediefabrikken Charlotte er blevet redaktør for.

Hun har dog langt, langt mere travlt end jeg, da det er første nummer, og forventningerne er store i det mystiske miljø, siges det. Tror faktisk, hun har haft travlt i mange måneder nu. Ønsker hende held og lykke og god kosmisk energi med det.

Nå, men jeg arbejder altså. Og defor kan jeg ikke lige skrive blog nu i dag, selvom jeg har lyst, men i stedet vil jeg henvise til andre kilder, hvor man kan læse noget med mig.

Fx. optræder jeg i URBAN på fredag - ikke som skribent - men som shopping-guide, bla. til den Erotica-shop jeg nævnte et par poster tilbage. Det handelr basalt set om hvor på Vesterbro jeg lægger mine surt optjente sparepenge og får stykker af tøj og mad til gengæld, men måske vil I synes det er sjovt læse på vej til hverdagen i bussen kl. lort fredag morgen, hvem ved.

Lørdag den 18. kan man også med fordel købe selveste Berlingske Tidende, hvis man vil se mere Marie på tryk, og denne gang har jeg selv ført pennen: En artikel - eller "rejsebrev" - om dengang jeg så min tidligere kung-fu træner Abdul debutere som thaibokser i Thailand.

Artiklen har fået tredjepræmien i Berlingskes rejsebrevskonkurrence "Brev fra det Blå", som jeg skrev troligt til da jeg var lille, og aldrig så megte som hørte fra. Så holdt jeg en fornærmet pause på 15 år, prøvede igen - og vandt en rejse til New York. Som nok byttes til en to-mands tur et sted i Europa, på et tiltrængt tidspunkt. For to.

Så den bliver trykt i Berlingeren den dag, i Rejsesektionen. De andre vindere trykkes også hver lørdag i øjeblikket, og det er værd at læse for at sætte gang i drømmene og minde alle om, at der er en stor verden derude, som vi sagtens kan nå, og sagtens kan forsvinde i for en tid.

Jeg vil faktisk også blive meget glad, hvis nogle læser det.

Kys, m

...klapper

Både Nikolai og bror Davids kæreste, Marie-Louise, er indenfor de seneste par måneder blevet introduceret til vores familiesvaghed: Jagt. Og nærmere bestemt, til funktionen "klapper".

Klapperne er de ubevæbnede personager, som tramper gennem skoven på en jagt, således at vildtet skræmmes ud af tykningerne og ud hvor jægerne kan komme på skudhold af dem.

Klapper er det, man er, indtil man får et jagttegn.

Det vil sige, at det er det, alle nye gæster bliver udsat for, når de tages med på jagt. De pakkes ind i varmt og vandtæt tøj, og kastes ud på dybt vand, eller rettere, i dyb skov - og så må man se vad der sker: Om de kommer tilbage, fulde af had, afsky og grannåle overalt, eller - og det er heldigvis normalen, om end det er ret ulogisk at det forholder sig sådan - begejsterede, oplivede og friske på en tur mer'.

Det er også denne funktion, alle børn i jægerfamilier har. Og derfor også jeg. Og opvæksten som klapper skrev jeg engange en artikel om, som Dansk Jagtforenings blad, Jæger, overraskende nok valgte at bringe dengangt i 2001, tror jeg. Jeg havde troet at artikeln var alt for interne, men det at de valgte at bringe den, viser nok, at vi er mange klappere herude omkring i landet - mange, som har delt trætheden, stoltheden og skipperlabskovsen.

Til ære (og på opfordring) for Nikolai og Marie-Louise, vores nyeste klappere, bringer jeg her artiklen, copyright Jæger, sæføli. Jeg håber, at den vil nå klappere mange steder og lade dem føle fælleskabet i at kende til klapperlivet.

"Vi, der valgte klappervejen

Vejen fra småklapper til jæger med egen post er lang og brolagt med grannåle. Og selv en dedikeret driver kan have brug for at kærligt klap i ny og næ.


Af Marie Carsten Pedersen


Da jeg var to år gammel blev jeg placeret på min fars ryg, i en rygsæk af den slags man bærer små børn rundt i så de vender den modsatte vej af bærerens færdselsretning, og hvor deres korte ben stitter ud af af to huller bagpå. Der var jagt på gården nær Lejre, og denne gang skulle jeg ikke blive hjemme på køkkengulvet, hvor min mor og de andre travle damer snublede over mig mens de brasede og regerede for at få jagtfrokosten klar.

Min betænksomme mor stoppede mine ører fulde af gule skumpropper og trak bøllehatten godt til omkring mit hovedet, så jeg var klar da min far, jeg og jagtselskabet traskede afsted i den kolde efterårsmorgen. Fem såter senere vendte vi tilbage, hvorefter jeg stolt proklamerede for alverden –stadig fra mit høje sæde- at ”VI har skudt to fasaner.”

Min far kan stadig få våde øjne når han fortæller den historie. Der kan jeg stå nok så voksen med mit eget jagttegn og cirka fem gang så høj som dengang jeg kunne proppes ned i en rygsæk, og alligevel kan jeg se, hvordan jeg i hans øjne forvandler mig til en buttet unge i en lille oilskinjakke, og med en grøn bøllehat som kæmper en ihærdig kamp med de uglede brune krøller om at dække for udsynet. Det er hårdt for selvstændigheden.

Ikke desto mindre ønskede jeg mig utallige gange tilbage til min position som ubevæbnet bagpost på min fars ryg, da jeg først var blevet for stor til det privilegie. Først da begyndte nemlig livet som klapper –hårdt men ubarmhjertigt.

Stakkels Bambi
For en otte-årig tøs som boede i et lyserødt værelse og samlede på brevpapir og plastikponyer, var det ikke præcis lykken at hoppe i et par uklædelige overtræksbukser, blive snøret ind i uldne tørklæder af sin mor, og slide sig gennem revl og krat i efterårskulden, eventuelt med sin ulykkelige lillebror på slæb.

Men der var ikke tale om at give op, ikke hvis man ikke ville miste ansigt overfor de mange fætre og kusiner som kæmpede sig afsted andre steder i klapperkæden. Så jeg holdt ud, ikke mindst fordi min far med stor pædagogisk sans bestak os småklappere med chokolade mellem såterne.

Senere, omkring tiårsalderen, kom der andre kræfter ind i billedet. På det tidspunkt blev det sejt at fortælle om jagt i skolen.

Det gav status at være den eneste i klassen som havde en hund der lystrede, det var fedt at ens far havde et gevær, og det var et hit hver gang man fortalte om opbrækning og ækle indvolde. For en pige som jeg, der endnu ikke helt havde fået fat i hvorfor det pludselig ikke længere var smart at samle på plastic-ponyer, var det et es i ærmet at kunne fortælle at man havde skudt med salonriffel hele sommerferien.

Men også dét holdt op med at være tjekket. Læbestifthylstre overhalede patronhylstre som statussymbol, oilskin blev én gang for alle dømt kikset af en jury med neonfarvede dunjakker, og rådyrets indvolde var der ikke rigtigt nogen der gad høre om længere.

Tværtimod blev jagt skrevet ind i den sorte bog over ting, som teeagepiger hader og afskyer, på linie med deres små søskende og deres forældres musiksmag (og øl -men det tør de ikke sige).

Jeg måtte gå stille med jagten i de år, hvis ikke jeg ville til at forsvare, at min familie var skånselsløse dræbere der år efter år plaffede løs på Bambis mor, overfor et mangehovedet uhyre af ti uvidende men stærkt indignerede 13-årige veninder.

Uro i klapperkæden
Mine omgivelsers mangel på accept smittede af på min egen holdning til jagt i disse år. Min jævnaldrende kusine og jeg fandt på fikse undskyldninger for kun at tage de første såter og så hoppe fra ved frokosttid.

Mens de andre sled videre i kulden varmede vi fusserne hjemme i vores farmors stuer og pillede grannålene ud af håret, så vi i hvertfald så smarte ud, når vi efterfølgende modtog vores fætres og brødres hån.

Men der gik ikke mange år på den måde, så kunne vi ikke bære skammen længere. Jeg følte efterhånden at jeg hørte til i klapperkæden, og jeg meldte mig atter under fanerne –men i smartere tøj, for om ikke andet havde teenagetiden resulteret i, at jeg havde kastet min mors påklædningstyranni fra mine skuldre. Det er bare noget, man som pige skal igennem - en kold, men nødvendig process.

Vi børn blev også lidt mere klapperbevidste på dette tidspunkt.

Vi havde efterhånden regnet ud, at vi ikke kun blev udkommanderet til klapning fordi vores fædre elskede at se os lide, men at de gamle gutter faktisk havde brug for os for at få vildtparaden til at se ud af noget.

Internt mellem fætre og kusiner ulmede oprørsstemningen, og klapperledere som vi fandt inkompetente til at styre vores guldrandede indsats, fik ikke et ben til jorden når vores junta samledes efter jagten for at bagtale de gamle i gårde.

Men som det så tit sker i græsrodbevægelser, så opstod der spild i rækkerne. Først gik en kusine over til fjenden, så en fætter – det vil sige, de tog jagttegn.

Kampen for klapperrettigheder blev dysset ned efterhånden som vores teenageoprør fandt andre mærkesager, og jeg begyndte ligeså stille selv at få dårlig samvittighed over at jeg endnu ikke var krøbet på skolebænken for at bestå den forjættede jagtprøve.

Som sagt så gjort: Jeg tog min lillebror ved hånden, og sammen deltog vi i forberende kursus og gik på flugtskydebane med stor fornøjelse, for endelig at bestå jagtprøven med lodder og trisser.

Klappersagen lever!
Den ulykkelige, snotnæsede lillebroder, jeg trak gennem krattet i mine unge år, har i dag udviklet sig til en ung mand, som står for med stor succes . Han har dog langt fra glemt sin fortid i klapperkæden, og han har udviklet sloganet “Har du været rar ved en klapper i dag?”.

Jeg mener der burde produceres klistermærker til bilens bagrude med disse ord. For klapperhvervet kan i sandhed være lidt af en bét, når man tramper afsted gennem vildnisset i timer, og bagefter selv skal trædes psykisk under fode af korpulente, bevæbnede herrer med grønne knickers og knæsokker.

I den sjove ende af klapperdiskriminationen ligger den gode gamle schlager om, at hvis man skyder en hund, bør man have frataget jagtegnet, men hvis man skyder en klapper, tager man bare opvasken.

Mere bittert er det, når driverne ikke får et ord til tak ved den afsluttende parole, eller at informationerne under jagten er så ringe, at ingen ved hvor de skal hen, hvorefter man får på puklen for dårligt arbejde.

Fordi mine fætre, kusiner og jeg var børn af jægerne selv, har vi aldrig været en anonym drivergruppe, som bed slagene i os.

Vi har været med før, under og efter, og vi har brokket os som små djævle, når vi ikke følte at vores indsats blev værdsat. Det er sværere for en jagtherre at ignorere en klappers utilfredshed når han skal høre på den fra bagsædet af bilen hele vejen fra Mariager og hjem til København efter jagten.

Jeg skal gerne indrømme, at en del brokkeri bunder i at jeg har været været forkælet, egoistisk, selvoptaget, misundelig og generelt i dårlig form. Men for pokker – de krat, som selv de granvoksne hundeførere kommer forpustede ud af i dag, dem kæmpede vi os igennem endnu før vi selv måtte kravle ned af klappervognen! Klappere arbejder hårdt og med stor glæde for den større sag, og jeg håber virkelig, at jægere rundt om i landet husker på at påskønne det arbejde, som klapperkæden udfører.

Jeg holder uendelig meget af at være klapper, og på trods af at jeg som før nævnt har erhvervet mig min egen “license to kill”, vader jeg ofte troligt afsted i klapperkæden i stedet for at udnytte min ret en magelig post.

Mange jægere holder af at gå igennem selv, og for de der aldrig gør det, vil jeg bruge lejligheden til at anbefale lidt markarbejde af denne slags. Man behøver slet ikke lommelærke eller kulstænger til at holde varmen på, hvis man tager to såter gennem rødgranerne."


Finito. Om lidt kommer der lidt billeder fra sidste weekends jagt hos min Farmor på Solhøj i Hem Skov ved Mariager.

...hende som postede de lovede billeder af..

Italienske børn i mærkelige køretøjer.

...beroligende

Her er et beroligende billede af udsigten fra Monte Argentario ud over Middelhavet i skumringen.















Her vender vi os mod syd, og ser ud over de fredelige, bløde, skovklædte bjerge, øen består af. Og strå.















Her ser vi den tredje vej, ind mod kysten, med udsigt over den lille dæmningsby Orbetello. Og desuden demonstrerer Nikolai hvordan en snigskytte ville have idéelle kår med en meget langtrækkende riffel og en stjernekiggert.

...lidt besværet af blogspot

Nå, efter godt femten forsøg med at uploade flere billeder har jeg måtte indse, at Blogspot muligvis har taget et par hints fra Microsoft hvad angår brugervenlighed og pålidelige services.
Eller også har bloggen fået et sentimentalt overload pga. de lidt for forgabte Italien-indlæg.

Uanset hvad, så holder vi lige en billedpause (Men I'll be damned om jeg gir' op på billeder af børn i mærkelige transportmidler - bare vent). Og heldigvis har jeg en lille billedløs historie fra mit liv at fortælle i dag. Hvilket held.

Here goes: Kender I den om den gamle dame, som kommer ind i en sex-legetøjsbutik? Hun er oldgammel, grå som en kirkemus, tyndhåret og klamrende sig til en rollator. Og det er meget godt, for hun ryster over hele kroppen. Hun krabber sig, rystende og bævende af alderdom, sig over til disken. "Det var alligevel pokkers", tænker ekspedienten. "Det er godt nok den ældste og mest rystene kvinde jeg nogensinde har set", men han er ikke den, der kaster dom, så han spørger: "Og hvad kan jeg hjælpe dem med, frue?"

"Je-je-je-jeggg vi-vi-vi-villl g-g-erne ha-ha-ha l-l-l-l-ovvv at-t-t-t s-ss-seeee p-p-p-ååå e-nnnn m-m-m-m-e-e-e-eget st-o-o-o-o-r m--m-m-otoriseret p-p-p-p-enisatrapppppp!", får den rare gamle dame fremstammet.

Ekspedienten tager en velvoksen model ned fra hylden. "Noget i den her retning?", sprøger han?

"N-n-n-æ-æ, n-noget st-st-st-ørre end d-d-den!", siger damen.

Ekspedienten finder næste størrelse, en gedigen sag, ned fra hylden. "Sådan en?", sprøger han.

"St-st-st-ørrrrre!" siger damen, og ryster så gummiringene på disken falder på gulvet.

"Frisk dame", tænker ekspedienten, og trækker ekspertstørrelsen, også kendt som "Mr. Broomstick" ned fra hylden. "Går den her an?"

"St-st-st-større!" kommanderer damen, og ekspedienten må på lageret for her at finde det største, længste, bredeste og mest usandsynlige apparat frem, den som de ikke tør have stående fremme i butikken af frygt for at en kunde skal købe den og vende tilbage med en klage, fordi de ikke vidste, at de skulle have stort kørekort til den.

"J-j-ja! Netop!" siger damen begejstret. "D-det er l-l-lige d-d-en! V-v-v-il d-d-e v-v-ære sød at k-k-kigge i b-b-brugsanv-v-visningen og s-s-se hvord-d-dan man s-s-s-slukker den!"

Hahahaha.

Den dame mødte jeg i dag.

No kidding.

Historien er: Jeg var i dag rundt med en journalist fra URBAN for at lave en shoppingguide til Vesterbros butikker. For at få den rette stemning syntes jeg, at vi var nødt til at gå lidt bort fra de smarte shops på Gammel Kongevej, og stikke hovedet ned i en af Istedgades frække kældre - og her valgte vi dog den mindst snuskede, nemlig Erotic Lifestyle i no.14.

Her er ingen svedende mænd med grå hud, som står og lurer på én over en kasette med tysk dyreporno, og et ret begrænset antal af plastikrøve og andet mere eller mindre grotesk udstyr til at peppe samlivet - eller måske rettere, singlelivet - op.

Her kan man faktisk gå ned og finde sødt og sexet undertøj, uden at føle, at man er blevet en lille smule herpesbærer bare af at gå gennem døren. Og jeg sværger, det var altså undertøj, vi skulel finde, og endda noget ganske tækkeligt noget af slagsen. Ikke en Irma-buks, bevares, men med bund i trusserne og bøjle i BH-en og det hele. Jeg sværger. Ama'r. I kan selv se i Urban på næste fredag.

Anyway. Da vi kommer ned i butikken, ser jeg, at ekspedienten netop er ved at fremvise en gigantisk dildo til en kunde. Man lægger mærke til det, fordi motoren netop er startet, og bæstet afgiver en snerren som en besværet puma. "Ups", siger ekspedienten, og forsøger at holde tingesten i ro, hvilket giver ham visse prolemer, dens størrelse og aggressive adfærd taget i betragtning.

Det interessante er her, at jeg på dette tidspunkt ikke bemærker, hvem kunden er. Det har fomentlig været en "edit"-funktion i min hjerne, som er trådt til, for at udviske det faktum, som ikke desto mindre går op for mig i al sin gruopvækkende klarhed, da vi stiller os i kø for at få lov at låne undertøjet med hjem.

Kunden, som i dette øjeblik fumler efter sine småpenge som enhver lille, krumrygget ældre dame i grå overfrakke og tyndt, musegråt hår ville gøre - er en lille, krumrygget ældre dame i grå overfrakke og med tyndt, musegråt hår. Og i mens der tydeligvis foregår en transaktion mellem ældre dame og ekspedient går det med stigende vantro op for mig, at sagens kerne er den mægtige motordildo, som ekspedienten forsøgte at kontrollere lige før, og som han nu lægger nydeligt ned i en pæn, lakeret pose.

"Skal de også have en glidecreme med?", spørger ekspedienten, og her er det, at min hjernes "Edit"-funktion igen tager over, og jeg kan derfor desværre ikke oplyse, hvad den ældre dame svarede på dette spørgsmål.

Jeg går også ud fra at I, kære læsere, har fået nok til at ødelægge jeres libido for en dags tid eller to nu. Undskyld.

Misforstå mig ikke: Jeg er all for at ældre - nej okay, lad os sige det som det er, gamle damer i musegrå frakker har et sexliv i behold, selvom det så er et enmands(-kvindes) foretagende, og "Sex And The City" og deres vibratorer er jo tilgængeligt på kabel for alle og enhver, så hvorfor skulle kvinder i alle aldre ikke slutte op i koret og påkræve sig retten til en "Rabbit" eller "Dolphin" eller andre erstatninger for de mænd, som bare ikke dukker op, eller for de fysiske reaktioner, som ikke dukker op selvom mændene gør - eller bare til added spice.

Principielt, i al fald. For som med så meget andet, så var praksis lige en tand for tæt på, når man så pludselig står i køen bag det frie seksuelle initiativ. Sådan lidt som at man kan være totalt pro-Ungdomshuset på sikker afstand af "Antisexistisk punkrockfestival", men at man ville blokere sin gadedør med sin egen krop, før man lod dem flytte ind i ens eget fredelige gårdmiljø. Og med "man" mener jeg "jeg".

Mest af alt tror jeg, at jeg var lamslået - over hele konceptet "stor dildo - ældre dame". Det virkede altså farligt! Jeg mener, hun kunne gå i stykker! Og så var der det med vittigheden, som jeg ikke kunne få ud af hovedet, og som ikke gjorde situationen mindre grotesk. Jeg stod midt i en prolog til en plat vittighed, og kun jeg kunne se det ske. Det var praktisk talt historie, som blev skrevet rundt om mig. En lavkomisk én med en jammerlig pointe, men alligevel.

Nå. Hvis man skal konkludere noget: Jeg kan ikke sige mig fri for i dag at have opdaget, at jeg åbenbart har en automatisk ungdomsfacistisk seksualmoral som kan springe til livs, men hey - jeg er ung. Jeg har aldrig skullet forholde mig til sex mellem gamle mennesker i praksis. Det er ukendt land for mig, og derfor ikke et område på hvilket, jeg kan forventes at optræde særligt erfarent eller empatisk.

Det skal nok komme en dag, for vi skal jo alle den vej. Men lige nu er er alt mit kendskab til seksuelt samkvem illustreret af billeder så ferske som en en Fantareklame. Hvis altså Fanta var lidt mere saftig (Og her tænkes ikke på frugtindhold). Og ikke havde Disney-figurer og Samoanere som frontfigurer.

Okay.

Jeg tror vi nu er nået til et punkt, hvor alle bare ønsker at se nogle beroligende billeder af Italienske landskaber, ledsaget af setimental tekst. Så jeg lukker lige så stille ned for denne mærkelig fortælling. Bare glem den fandtes. Den gamle dame gik aldrig ned i butikken. Og eskpedienten sgade aldrig "Glidecreme". Og Fantareklamer har ikke noget at gøre med et normalt sexliv. Det er bare en drøm....en ond drøm.

...tilbage med billeder

Det er lidt sent, I know. Men vi tager lige de sidste, bedste Italien-billeder med i et par posts.
Denne post har fx. Crucifix-tema. For en af de sidste dage af ferien kørte vi over dæmningen fra fastlandet og ud på øen Monte Argentario, der ligger som en lille forpost ud for Maremma-kysten.

Her går intet mindre end tre dæmninger ud til øen, som basalt set er et bjerg, hvortil små fiskerbyer og fort-konstruktioner klynger sig hele vejen rundt. Midten af øen er derfor højt hævet over vandet, og giver en helt fantastisk udsigt ind over kyststrækningen og, den anden vej, ud over havet.

Men udover at give udsigt, havde bjergtoppen også en feature mere: Et stort kors med neonlys i, opført mens Mussolini var Duce, af Monte Argentarios munkekloster til ære for Ducen, Paven og kongen - hvilket jo lyder som en ganske flot forsamling, og klart som gode folk at satse på at opføre kors til ære for.

I dag ved vi mere om hvad der skete - paver har vi endnu, men det er knap så vigtigt som det var, Duce'er er ikke decideret i kridthuset (Men folk som Berlusconi udnytter alligevel mulighederne), mens det italienske kongehus er om muligt mere ubetydeligt end det nogensinde har været. Og det har aldrig været særligt betydningsfuldt.

Alt i alt er korsholderne fallen from grace.

Så er det altid noget, at korset i sig selv vel må siges at være stærkere som symbol end den laket, hvorpå disse navne stod. Det holder vel stadig at satse på Kristus, selvom også han er trængt, siges det.

Der var i al fald en følelse af noget meget stort og oprindeligt, der på den helt mennesketomme bjergtop. I skumringen, omgivet af suset fra vinden i korsets metalskelet, og hele bugten og de skovklædte øers skråninger lagt ud foran os.

Og så menneskets små aftryk, som de små pindekors i hegnet omkring korsets fod. Små tegn på liv, tro, minder og tanker. Vi lavede osgå et lille kors, grebet af stemningen, og Nikolai ridsede vores forbogstaver i en sten. Det virkede som det rette at gøre. Og så lyttede vi til aftenen, og kørte først ned, da mørket havde lagt sig over bugten og byerne blev til lysende orange smykkeskrin et sted neden under os.

...klar i halvegen med en disclaimer

Mens vi venter på flere billeder af Toscansk landidyl, børn i mærkelige køretøjer, pingvin og WC samt fotos af mig med et næb og en beruset hund, så vil jeg gerne have lov til at komme med en vigtig udtalelse.

Kan I huske den post, som hed "..udenfor kontrol", og som handlede om, hvilket tragisk scenario, de purunge famous-for-nothing-celebs er udtryk for? Og hvor ulækker og rædselsfuld, vores rovdrift på dem er? Og hvor dybt ironisk og trist, det forekommer, at de selv synes at jagte det hele med en billion kilometer i timen iført vintage-stiletter, Red-Bull-Og-Vodka-Brandert, ingen trusser og alt for store solbriller?

Det hele står ved magt. Men jeg vil gerne have lov at tilføje en nuance til mine holdninger.

Hvis man læser hele indlægget fra tidligere, vil man forstå, at jeg ikke mener, at disse piger/drenge/knælere er uskyldige ofre per se.

En 8-årig dreng uden stemmeret, som sidder i en luftgynge-gondol, og som dør fordi to jagerfly in hot pursuit, et fra Nordkorea og et fra USA, fræser igennem forlystelsesparken skydende med missiler efter hinanden, hvorfor de rammer luftgyngen og den styrter brændende til jorden under vægten af flyene, er et uskyldigt offer.

En flok unge, cokesniffende exhibitionister, som ikke forstår at passe på sig selv, er ikke.

Men det er stadig noget ækelt noget at snage som sindssyge i deres privatliv og få dem til at græde på åben gade. Og så tage billeder af det.

Undtagen - og her kommer det: Hvis den cokesniffende, uansvarlige exhibitionist er Lindsay Lohan.

Hvorfor? Svaret følger i både kort og lang version, for dem, som har bedre ting at tage sig til end at læse celebrity-gossip på min blog.

Kort: Hun er rædselsfuldt irriterende, snotforkælet, hun beder selv om det, og hun fortjener ikke bedre. Og hun er blank som et brædt. Huskede jeg at sige, at hun er irriterende? Det er hun.

Brug for flere grunde, eller måske lidt baggrund? Læs videre:

Lang: Da vi tog til Italien købte jeg et britisk Elle-blad med nævnte pige på forsiden. Det indeholdt også et interview med hende, og jeg var meget opsat på at læse, hvordan den lille Lohan tacklede sin mærkelig situation og alle de mennesker, som ville have en bid af hende, ikke bogstaveligt talt.

Interviewet var sjovt skrevet, på den fede måde som mange af de store dameblade gør det på: Journalisten skriver en sides penge med en meget personlig introduktion til personen og dennes baggrund, plus lidt detaljer om interviewets forløb etc., og derefter går interviewet i gang. Her er det spørgsmål-svar, og ikke så meget journalisme imellem.

Jeg kan ret godt lide denne form, selvom den er meget Lego-klodsagtig journalistisk set. Den kommer måske ikke vildt i dybden i sleve interviewet, men den foregiver heller ikke at være mere end den er, og den lægger intreviewpersonens bidrag åbenlyst - what they are is what you get. Hvis de siger noget klogt og indholdsrigt, er det til at se med egne øjne, og hvis de er Paris Hilton, så tough shit.

Eller hvis de er Lindsay Lohan.

Journalisten startede i denne artikel med at fortælle om, hvordan han havde brugt måneder på at få Lindsay til at holde sin aftale med ham. Hun havde aflyst eller var udeblevet gang på gang. Endelig mødes de, og hun klør på med at råflirte fra første færd. Fint nok, barnlig og umoden er ligesom den røde tråd her.

Og den følger vi. For interviewet viste ret tydeligt hvad Lindsays hovede er fyldt af:

- At det er ledt at ingen snakkede om, at Ashley Simpsons næse er blevet opereret, når alle taler om, at Lindsays bryster har skiftet størrelse markant gang på gang, og at hun var ligeglad med at Paris Hilton - som hun er uvenner med pt. - var på en natklub, og derfor bare gik ind og blev konfronteret med The Wrath of The Heiress.

(Dette er i mine øjne vigtigt på linje med ting du overhører i kantinen på Gl. Hellerup Gymnasium i spisefrikvarteret. Og det faktum, at det sættes på tryk og på en eller anden måde bliver dagsordensættende, er nærmst utilgiveligt irriterende. Men det er jo ikke decideret hendes skyld at dette ligegyldige vrøvl er trykt i flere hundrede tusind blade nu, men journalistens. Ikke desto mindre ..)

- At hun nyder opmærksomheden fra paparazzi og sladder journalister, at hun kan blive bekymret, når der ikke er paparazzier i hælene på hende og når der ikke skrives om hende i sladderspalterne, for "..don't they care anymore?", og at hun selv fodrer dem med historier om nye kærester - ofte fiktive, fordi "..If they fuck with me, I'll fuck with them".

(Dette viser i mine øjne at Lindsay Lohan har en helt unik tilgang til det at hævne sig på folk: Som jeg ser det, så går det ikke hårdt ud over paparazzierne, at hun får et rygte som en hore fra Hollywood/Helvede. Det går kun udover hende selv. Og gør paparazzierne rigere. Så ligningen er rettere: "..if they fuck with me, I'll fuck myself more up, and make them rich". Hvilket ikke giver plus på bundlinjen, i al flad ikke hos Lohan. Tumpe. Eller teenager.)

- At hun arbejder utroligt hårdt, og at hun ikke kan tolerere starletter, som sætter sig ved siden af hende (Eller Kirsten Dunst) til en fest, lader sig fotografere af paparazzierne, og derpå gør karriere med eget tv-show og andre vinder-jobs.

(I mine øjne er det måske årets bedste eksempel på et tudefjæs, taget i betragtning, at en af de seneste Lindsay Lohan-nyheder på sladdersiderne var da instruktøren og holdet bag hendes næste film, "Georgia Rule", offentliggjorde et brev hvor de stillede hende til ansvar for adskillige aflyste optagelser grundet hendes fravær, som skyldtes tømmermænd. Og med hensyn til det med starletterne, så tror jeg hun skal være meget stille og meget glad for, at nogle gad fotografere hende i nærheden af de rigtige mennesker (Læs: Paris Hilton) på det rigtige tidspunkt for et par år tilbage, da hun stadig bare var en barne"stjerne" fra Disneys stald og stadig kunne være endt som Macauley Culkin.)

- At hun forlanger total troskab fra en partner, men selv vil have lov til at have sex med hvem hun vil, mens forholdet varer, og at hendes tidligere kæreste Jared Leto var "..paranoid.." fordi han ikke ville have hende på besøg hvis hun havde 14 paparazzier med.

(Dette viser i mine øjne, at hun bare er umoden, urimelig og irriterende)

Så indtræffer en seance i interviewet, hvor Lindsay får hentet en kosmetolog ind på restauranten, hvor interviewet foregår, for at lægge en spray-tan på hende til denne aftens celeb-party. Aftalen var oprindelig på hendes hotel, men den har hun således også fucket, for at vende tlbage til begyndelsen.

På trods af to personlige assistenter og en mor, der rejser rundet med hende som manager, formår hun altså at administere sin kalender med samme punktlighed som en hashblæst efterskoleelev kører sine aftaler med forældre, fransk-stile og tandlæger. Så umoden, at det isner i tænderne - på mig, altså. Men jeg har også ditchet min tandlæge i 1½ år...

Nå.

For at vende tilbage til spaytan-damen. Der er ingen stikkontakt på toilettet på restauranten, så Lindsays smarte plan B går i vasken. Men no worries, det betyder blot, at spraydamen må sætte sig pænt og vente mens Lindsay spiser sin artiskok og gør interviewet færdig. Hun er sikkert timelønnet, så problemet er ikke hendes. Og heller ikke Lindsays., åbenbart.

(For-Kæ-Let! For-Hel-Ve-De!)

På dette tidpunkt af interviewet var jeg så irriteret på hende, at jeg kun ønskede at læse om noget, der gik hende dårligt.

Se, sådan virker disse mekanismer. Pludselig er jeg blevet del af haderne, uden anden grund end at en pige i USA er nogenlunde gennemsnitligt åndssvag af forkælede teenagere at være.

Men måske viser det bare, at forkælede teenagere er himmelråbende irriterende, forsinker verdens gang og skulle pines i kældre, og jo mere man zoomer ind på dem, jo mere åbenlyst bliver det.

Måske er det endda konklusionen på hadet mod disse piger.

Men, anyway, det er ikke sidste ord fra Lindsay. For jeg fik virkelig mit onde, hadske ønske opfyldt med dette sidste citat, en kerte af ignorance i en en mørk verden af viden og baggrundforståelse:

Lindsay Lohan fortæller at hun har fået en lighter med et Andy Warhol -citat, som "..means so much to me."

Hun kan ikke helt huske ordlyden, men det er noget med "..everybody will eventually have their fifteen minutes of fame".

Og det, siger Lindsay, er så rigtig for hende: "It means: These days are not coming back, let's enjoy ourselves, you know? "

....

Lyt så her, lille dumme Lindsay Lohan: Det er ikke et carpe diem-citat.

Det er et citat, som handler om, at i vores postmoderne/massemedie/whatever-kultur kan hvemsomhelst få femten minutters berømmelse, uden at kunne noget, uden at blive til noget, og uden at nogen husker dem bagefter.

Det er et citat, der handler om tomheden i den berømmelse, du lever i og af.

Og ja, du kan vel til dels godt tolke det sådan som du gør, for festen er også en del af det. Men tomheden er pointen.

Og den person, som forærede dig den lighter, har givet dig den som en gigantisk fornærmelse. For du er personificeringen af Warhols citat: Du er en hvemsomhelst, som er liegglad med, om berømmelsen er kort, eller hvad den er der for - bare den er der.

Hvis ikke du strammer op, læser en bog, opfører dig ordentligt, og spiser dine artikokker op, så er jeg bange for, at det vil gå dig ilde.

Ja, det var det. Jeg synes stadig det hele er trist, og at verden sikkert ville være et bedre sted, hvis ikke vi allesammen hatede Lindsay Lohan og de andre talentløse teenagere på globalt mobningsplan.

Men sålænge hun er så røvirriterende og selv elsker den negative opmærksomhed så højt, så synes jeg ikek at vi skal spilde mere energi på at være fair overfor hende.

Så jeg starter: Jordbærhjelm!

I bedste mening,

marie

...post 4

På Medici-fortet i Sienas østlige del trivedes kærligheden i aftenlyset. Ældre ægtepar gik tur, langsomt, med korte skridt, hånd i hånd. En herre sad i sin kørestol, mens hans kone havde placeret sig på bænken foran ham. De holdt hinandens hænder, og hun lo højt af noget, han lige havde sagt, smilende og med de varmeste øjne hvilende på sin kære.

Kastanjetræerne havde stadig sommersaft i bladene, men efteråret var begyndt af svede deres kanter. Især i det gyldent-røde lys kunne man se, at årstiderne snart ville skifte igen, som de må have gjort det så mange gange før i de ældre pars liv sammen.

År efter år, forår, sommer, efterår, vinter, forår - huden rynkes, hænderne bliver knoglede, håret hvidt, benene trætte, skridtene kortere. Men hænderne hviler aldrig ene. Smilet er altid kun et ord fra at bryde frem. Og i øjnene vækkes altid lys, når de finder den, der er allermest dyrebar i hele verden. Forår, sommer efterår, vinter, forår. År efter år. For evigt.

Fortsættes, men først i morgen. Godnat så længe.

- m

...post 3

Ja, jeg ved at jeg lovede børn i mærkelige køretøjer, og jeg skylder også en pingvin på vej ned i et WC, men I skal lige ha' lidt mere Siena først.

Siena er faktisk bevaret stor set som den var i middeladeren, hvilket bandt andet skyldes, at Sienas indbyggere, med guidebogens ord, er "stokkonservative". Dette karaktertræk, som ellers vanligt fører meget trælsomt og besværligt med sig, har her resulteret i, at byen, trods sin status som Toscanas næststørste turistattraktion , er usædvanligt smuk og stemningsfuld, med et minimum af turistfælder og souvenirhelveder. Selv deres McDonalds var blevet rettet ind til højre og havde fået et stilrent japansk (?) look med lakeret træ i rød og sort.

Derfor ser den således ud når man kigger udover den fra klokketårnet. Det må være verdens smukkeste tage.











...og der er heller ikke sket meget i oplandet. Det er også meget vellykket. Desuden ser himlen også ganske ubrørt ud, set fra den indre gård i rådhuset:
















Den megen konservatisme giver sig dog også udtryk i normale ting, såsom at Siena'ernerne stadig bærer nag til Firenze efter en rask krig mellem bystaterne engang i 1400-tallet, hvor Firenze fik det sidste ord og lagde sig klar i position til at blive the place to see and be seen i renæssancen, der jo som bekendt skulle vise sig at blive perioden over alle perioder i Italien siden antikkens Rom.

I øvrigt blev arkitekten Martin Nyrop inspireret af det nydelige rådhus her da han skulle bygge det, vi har i København. Det ved de fleste, som har været i Italien, men jeg siger det alligevel, for det er da meget sjovt at se, hvor meget det kan gøre for en bygning ikke at have Industriens Hus på venstre flanke og Ripley' s Believe It Or Not på højre. Og så har jeg ikke sagt et ord om busterminaler. Fortsættes.

...på Italien-post 2

Ok, nu prøver vi et spændende rumligt og visuelt eksperiment. Scenen er Siena, en af verdens mest seriøse konkurrenter til titlen "Større By Mest Sandsynlig Til At Se Ud Præcis Som Den Gjorde Da Den Opnåede Sin Plads I Middelalderens Verdenshistorie".

Først ser vi Nikolai med Sienas rådhus' klokketårn bag sig. Vi er på jorden.

Dernæst ser vi NED på det sted, hvor Nikolai sad på sidste billede. Vi er nu oppe i klokketårnet.

Og NU vender vi tilbage til jorden, hvor jeg sidder på den café, der ligger længst ude til venstre på forrige billede:
...og lige om lidt får jeg en cappucino.

Efter dette hæsblæsende og virkelighedsforvridende spejlkabinet af en billedserie, håber jeg at I stadig hænger på. Næste post vil indeholde fotos af børn i besynderlige transportmidler.

...hende som tog billeder i Italien

Her følger en lille billedserie omkring Toscana set gennem to tilfældige turisters øjne. Jeg blir' ved, til blogspot nægter at tage flere. Så kommer der nok en ny post bagefter. Meget forvirrende bliver det nok...


Første billede viser den lille klippelandsby Sorano, som lå nær ved det sted, hvor vi boede. Det sydvestlige Toscana er kendt for disse specielle vokser-frem-af-klippen-byer, der er bygget ind i tuf-klippen (en stensort) - deraf det italienske navn città tufa.

Så ved I dét. De er pæne, tufa-byerne. Sådan i stilen Ronja-Røverdatter-møder-Lorenzo-Medici.

På vejen til Sorano passerer man Saturnia, som er en meget lille landsby, bygget omkring en meget lille borg på toppen af en klippe som alle andre meget små landsbyer i Toscana, men som udmærker sig ved at have en varm kilde ved klippens fod.

Man har snarrådigt udhugget terrasser i klippen, således at man behageligt kan bade sit legme i det rare varme vand på alle tider af året - hvilket mange gør. På billedet man ser hvordan. Det er ganske dejligt at bobbe i sit eget lille kar midt i et vandfald her, hvis man kan abstrahere fra tanken om de gode vækstbetingelser for svamp og andre hudsygdomme fra italienske fødder.

Det kunne jeg ikke helt. Så vi fulgte den varme flod væk fra de muligvis inficerede badeterrasser, og fandt hurtigt komplet øde og u-svampet idyl, så snart vi havde passeret det første lille strømfald. Det var så smukt og særligt, at det skal ses, ej siges. Se selv:



















Jge forsøgte lige at uploade et billede af vores pingvin-tøjdyr, som er ved at hoppe i en wc-kumme, men blogger tog det ikke. Så nu må jeg allerede skifte til nyt indlæg.

Hæng på.

...tilbage - igen

Tirsdag klokken ca. 10.30 så jeg Peterskirken.

Det er var ikke så heldigt.

Var tingene gået efter planen, hvade jeg nemlig set terminalen i Roma Ciampino, som er en lufthavn og ikke et bolshe med jordbær/flødesmag og en dum reklame.

Men grundet en kombination af italiensk skiltning, eller rettere mangel på samme, og generel uvidenhed fra min og Nikolais side omkring Roms omfartsvejes systematik - eller mangel på samme, så var vi altså kørt så meget forkert på daværende tidspunkt, at den berømte kuppel tårnede op en kilometers penge væk, i al sin vælde, som et vartegn over den internationale turismes evige Sisyfos-kamp med lokal byplanlægning.

"Jeg ANER ikke hvor vi er", stønnede Nikolai, gav det store vejkort et afmægtigt dask, og kastede sig tilbage i shotgun-sædet som billedet på total opgivenhed. Jeg trak vejret dybt ind, knugede rattet, og forsøgte at navigere vores lille Fiat Panda nogenlunde sikkert gennem endnu en dødsfælde af et romersk vejkryds, mens jeg i mit stille sind bandede over, at man ikke var konverteret til katolicismen mens tid var.

Så kunne der være en vis chance for, at en desperat bøn sendt i retning af den mægtige bekuplede højborg forude, ville resultere i en brevdue (Olivengren i næbbet valgfri) sendt fra Himlen til at vejlede os ud af det romerske trafikhelvede, hvor vi nu efter mit bedste skøn måtte have nået femte kreds at dømme efter mængden af (fart)syndere.

Jeg vidste, at jeg alligevel skulle have tændt et vokslys i den kirke i Siena, hvor den Hellige Skt. Catherinas hovede er on display. Jeg ville gerne, men lysene kostede 50 eurocent, og jeg havde kun 2 - så af skræk for det Hellige Hovedes Hævn donerede jeg blot småpengene, og gik derfra pinligt berørt.
Men jeg skulle have gjort det alligevel, om ikke andet for at vise min gode vilje.

Nu måtte vi i stedet køre på lykke og fromme, sved og tårer, og tilsidst flytte vores protestantisk-agnostiske popo'er ind på nærmeste tilgængelige tankstation og bede om hjælp. Dette skete endda to gange, før det lykkedes os at havne på den rette ringvej. Men SÅ var det også en Panda med fuld skrue, som ræsede mod afgangshallen. For første gang i hele ugens løb følte jeg ikke, at italienerne gav mig baghjul.

For det er ikke en skrøne af den smålumre charter-racistiske slags, det med italienernes kørsel:
De kører altså fuldkomment vanvittigt. Ama'r!

Vi boede jo på det her vidunderlige sted, en lille såkaldt Agriturismo i Toscanas sydvestlige del, Maremma-regionen. Med i pakken var en lille bil, omtalte Fiat Panda, som bragte os rundt i landskabet hverdag, af små, snoede bjergveje til maleriske byer og storslåede udsigter og steder langs vejen, hvor man kunne tisse.

I det store hele fungerede det upåklageligt, det her panda-arrangement. Men krævede sin kvinde at vænne sig til, at blive overhalet konstant, udenom og indenom, i hårnålesving og smalle passager, i tunneller, på bjergveje totalt uden udsyn, over dobbelte optrukne linjer og i bælgravende mørke.

Vi kørte dog efter den devise, jeg gennem min korte, men lærerige tid som bilist, har erkendt som værende den mest brugbare opskrift på at få dig levende igennem trafikken hvor som helst. Den hedder "Stille og roligt - så kan I dytte så meget I vil, jeg skal levende herfra".

Jaja, jeg bliver tvangspensioneret som 35-årig med den holdning, jeg ved det - men endnu en gang virkede det: Vi nåede vore mål hver gang, og vi er her endnu. Hellere besseagtig end trafikoffer.

Det var en dejlig, dejlig ferie. Der var varme kilder, en bitter tvist Danmark vs. Italien om pasta med tun, der var små gader og store bjerge, der var megen sol, der var skizofrene hunde, som skiftevis tilbad Nikolai og bed ham i ansigtet, der var øde natur, stærk kaffe og Sienas rådhusplads set meget, meget, MEGET ovenfra, og der var størst af alt kærlighed til at klistre det hele sammen.

Og når jeg kommer til min egen computer, vil jeg skrive lidt mere - og om andet end bilkørsel - fordi der kan jeg supplere med billeder taget med mit splinternye fødselsdags-kamera (Tak, oh tak, mor og far og mormor og morfar). Og så bliver det meget sjovere.

Ses, m