...beroligende

Her er et beroligende billede af udsigten fra Monte Argentario ud over Middelhavet i skumringen.















Her vender vi os mod syd, og ser ud over de fredelige, bløde, skovklædte bjerge, øen består af. Og strå.















Her ser vi den tredje vej, ind mod kysten, med udsigt over den lille dæmningsby Orbetello. Og desuden demonstrerer Nikolai hvordan en snigskytte ville have idéelle kår med en meget langtrækkende riffel og en stjernekiggert.

...lidt besværet af blogspot

Nå, efter godt femten forsøg med at uploade flere billeder har jeg måtte indse, at Blogspot muligvis har taget et par hints fra Microsoft hvad angår brugervenlighed og pålidelige services.
Eller også har bloggen fået et sentimentalt overload pga. de lidt for forgabte Italien-indlæg.

Uanset hvad, så holder vi lige en billedpause (Men I'll be damned om jeg gir' op på billeder af børn i mærkelige transportmidler - bare vent). Og heldigvis har jeg en lille billedløs historie fra mit liv at fortælle i dag. Hvilket held.

Here goes: Kender I den om den gamle dame, som kommer ind i en sex-legetøjsbutik? Hun er oldgammel, grå som en kirkemus, tyndhåret og klamrende sig til en rollator. Og det er meget godt, for hun ryster over hele kroppen. Hun krabber sig, rystende og bævende af alderdom, sig over til disken. "Det var alligevel pokkers", tænker ekspedienten. "Det er godt nok den ældste og mest rystene kvinde jeg nogensinde har set", men han er ikke den, der kaster dom, så han spørger: "Og hvad kan jeg hjælpe dem med, frue?"

"Je-je-je-jeggg vi-vi-vi-villl g-g-erne ha-ha-ha l-l-l-l-ovvv at-t-t-t s-ss-seeee p-p-p-ååå e-nnnn m-m-m-m-e-e-e-eget st-o-o-o-o-r m--m-m-otoriseret p-p-p-p-enisatrapppppp!", får den rare gamle dame fremstammet.

Ekspedienten tager en velvoksen model ned fra hylden. "Noget i den her retning?", sprøger han?

"N-n-n-æ-æ, n-noget st-st-st-ørre end d-d-den!", siger damen.

Ekspedienten finder næste størrelse, en gedigen sag, ned fra hylden. "Sådan en?", sprøger han.

"St-st-st-ørrrrre!" siger damen, og ryster så gummiringene på disken falder på gulvet.

"Frisk dame", tænker ekspedienten, og trækker ekspertstørrelsen, også kendt som "Mr. Broomstick" ned fra hylden. "Går den her an?"

"St-st-st-større!" kommanderer damen, og ekspedienten må på lageret for her at finde det største, længste, bredeste og mest usandsynlige apparat frem, den som de ikke tør have stående fremme i butikken af frygt for at en kunde skal købe den og vende tilbage med en klage, fordi de ikke vidste, at de skulle have stort kørekort til den.

"J-j-ja! Netop!" siger damen begejstret. "D-det er l-l-lige d-d-en! V-v-v-il d-d-e v-v-ære sød at k-k-kigge i b-b-brugsanv-v-visningen og s-s-se hvord-d-dan man s-s-s-slukker den!"

Hahahaha.

Den dame mødte jeg i dag.

No kidding.

Historien er: Jeg var i dag rundt med en journalist fra URBAN for at lave en shoppingguide til Vesterbros butikker. For at få den rette stemning syntes jeg, at vi var nødt til at gå lidt bort fra de smarte shops på Gammel Kongevej, og stikke hovedet ned i en af Istedgades frække kældre - og her valgte vi dog den mindst snuskede, nemlig Erotic Lifestyle i no.14.

Her er ingen svedende mænd med grå hud, som står og lurer på én over en kasette med tysk dyreporno, og et ret begrænset antal af plastikrøve og andet mere eller mindre grotesk udstyr til at peppe samlivet - eller måske rettere, singlelivet - op.

Her kan man faktisk gå ned og finde sødt og sexet undertøj, uden at føle, at man er blevet en lille smule herpesbærer bare af at gå gennem døren. Og jeg sværger, det var altså undertøj, vi skulel finde, og endda noget ganske tækkeligt noget af slagsen. Ikke en Irma-buks, bevares, men med bund i trusserne og bøjle i BH-en og det hele. Jeg sværger. Ama'r. I kan selv se i Urban på næste fredag.

Anyway. Da vi kommer ned i butikken, ser jeg, at ekspedienten netop er ved at fremvise en gigantisk dildo til en kunde. Man lægger mærke til det, fordi motoren netop er startet, og bæstet afgiver en snerren som en besværet puma. "Ups", siger ekspedienten, og forsøger at holde tingesten i ro, hvilket giver ham visse prolemer, dens størrelse og aggressive adfærd taget i betragtning.

Det interessante er her, at jeg på dette tidspunkt ikke bemærker, hvem kunden er. Det har fomentlig været en "edit"-funktion i min hjerne, som er trådt til, for at udviske det faktum, som ikke desto mindre går op for mig i al sin gruopvækkende klarhed, da vi stiller os i kø for at få lov at låne undertøjet med hjem.

Kunden, som i dette øjeblik fumler efter sine småpenge som enhver lille, krumrygget ældre dame i grå overfrakke og tyndt, musegråt hår ville gøre - er en lille, krumrygget ældre dame i grå overfrakke og med tyndt, musegråt hår. Og i mens der tydeligvis foregår en transaktion mellem ældre dame og ekspedient går det med stigende vantro op for mig, at sagens kerne er den mægtige motordildo, som ekspedienten forsøgte at kontrollere lige før, og som han nu lægger nydeligt ned i en pæn, lakeret pose.

"Skal de også have en glidecreme med?", spørger ekspedienten, og her er det, at min hjernes "Edit"-funktion igen tager over, og jeg kan derfor desværre ikke oplyse, hvad den ældre dame svarede på dette spørgsmål.

Jeg går også ud fra at I, kære læsere, har fået nok til at ødelægge jeres libido for en dags tid eller to nu. Undskyld.

Misforstå mig ikke: Jeg er all for at ældre - nej okay, lad os sige det som det er, gamle damer i musegrå frakker har et sexliv i behold, selvom det så er et enmands(-kvindes) foretagende, og "Sex And The City" og deres vibratorer er jo tilgængeligt på kabel for alle og enhver, så hvorfor skulle kvinder i alle aldre ikke slutte op i koret og påkræve sig retten til en "Rabbit" eller "Dolphin" eller andre erstatninger for de mænd, som bare ikke dukker op, eller for de fysiske reaktioner, som ikke dukker op selvom mændene gør - eller bare til added spice.

Principielt, i al fald. For som med så meget andet, så var praksis lige en tand for tæt på, når man så pludselig står i køen bag det frie seksuelle initiativ. Sådan lidt som at man kan være totalt pro-Ungdomshuset på sikker afstand af "Antisexistisk punkrockfestival", men at man ville blokere sin gadedør med sin egen krop, før man lod dem flytte ind i ens eget fredelige gårdmiljø. Og med "man" mener jeg "jeg".

Mest af alt tror jeg, at jeg var lamslået - over hele konceptet "stor dildo - ældre dame". Det virkede altså farligt! Jeg mener, hun kunne gå i stykker! Og så var der det med vittigheden, som jeg ikke kunne få ud af hovedet, og som ikke gjorde situationen mindre grotesk. Jeg stod midt i en prolog til en plat vittighed, og kun jeg kunne se det ske. Det var praktisk talt historie, som blev skrevet rundt om mig. En lavkomisk én med en jammerlig pointe, men alligevel.

Nå. Hvis man skal konkludere noget: Jeg kan ikke sige mig fri for i dag at have opdaget, at jeg åbenbart har en automatisk ungdomsfacistisk seksualmoral som kan springe til livs, men hey - jeg er ung. Jeg har aldrig skullet forholde mig til sex mellem gamle mennesker i praksis. Det er ukendt land for mig, og derfor ikke et område på hvilket, jeg kan forventes at optræde særligt erfarent eller empatisk.

Det skal nok komme en dag, for vi skal jo alle den vej. Men lige nu er er alt mit kendskab til seksuelt samkvem illustreret af billeder så ferske som en en Fantareklame. Hvis altså Fanta var lidt mere saftig (Og her tænkes ikke på frugtindhold). Og ikke havde Disney-figurer og Samoanere som frontfigurer.

Okay.

Jeg tror vi nu er nået til et punkt, hvor alle bare ønsker at se nogle beroligende billeder af Italienske landskaber, ledsaget af setimental tekst. Så jeg lukker lige så stille ned for denne mærkelig fortælling. Bare glem den fandtes. Den gamle dame gik aldrig ned i butikken. Og eskpedienten sgade aldrig "Glidecreme". Og Fantareklamer har ikke noget at gøre med et normalt sexliv. Det er bare en drøm....en ond drøm.

...tilbage med billeder

Det er lidt sent, I know. Men vi tager lige de sidste, bedste Italien-billeder med i et par posts.
Denne post har fx. Crucifix-tema. For en af de sidste dage af ferien kørte vi over dæmningen fra fastlandet og ud på øen Monte Argentario, der ligger som en lille forpost ud for Maremma-kysten.

Her går intet mindre end tre dæmninger ud til øen, som basalt set er et bjerg, hvortil små fiskerbyer og fort-konstruktioner klynger sig hele vejen rundt. Midten af øen er derfor højt hævet over vandet, og giver en helt fantastisk udsigt ind over kyststrækningen og, den anden vej, ud over havet.

Men udover at give udsigt, havde bjergtoppen også en feature mere: Et stort kors med neonlys i, opført mens Mussolini var Duce, af Monte Argentarios munkekloster til ære for Ducen, Paven og kongen - hvilket jo lyder som en ganske flot forsamling, og klart som gode folk at satse på at opføre kors til ære for.

I dag ved vi mere om hvad der skete - paver har vi endnu, men det er knap så vigtigt som det var, Duce'er er ikke decideret i kridthuset (Men folk som Berlusconi udnytter alligevel mulighederne), mens det italienske kongehus er om muligt mere ubetydeligt end det nogensinde har været. Og det har aldrig været særligt betydningsfuldt.

Alt i alt er korsholderne fallen from grace.

Så er det altid noget, at korset i sig selv vel må siges at være stærkere som symbol end den laket, hvorpå disse navne stod. Det holder vel stadig at satse på Kristus, selvom også han er trængt, siges det.

Der var i al fald en følelse af noget meget stort og oprindeligt, der på den helt mennesketomme bjergtop. I skumringen, omgivet af suset fra vinden i korsets metalskelet, og hele bugten og de skovklædte øers skråninger lagt ud foran os.

Og så menneskets små aftryk, som de små pindekors i hegnet omkring korsets fod. Små tegn på liv, tro, minder og tanker. Vi lavede osgå et lille kors, grebet af stemningen, og Nikolai ridsede vores forbogstaver i en sten. Det virkede som det rette at gøre. Og så lyttede vi til aftenen, og kørte først ned, da mørket havde lagt sig over bugten og byerne blev til lysende orange smykkeskrin et sted neden under os.

...klar i halvegen med en disclaimer

Mens vi venter på flere billeder af Toscansk landidyl, børn i mærkelige køretøjer, pingvin og WC samt fotos af mig med et næb og en beruset hund, så vil jeg gerne have lov til at komme med en vigtig udtalelse.

Kan I huske den post, som hed "..udenfor kontrol", og som handlede om, hvilket tragisk scenario, de purunge famous-for-nothing-celebs er udtryk for? Og hvor ulækker og rædselsfuld, vores rovdrift på dem er? Og hvor dybt ironisk og trist, det forekommer, at de selv synes at jagte det hele med en billion kilometer i timen iført vintage-stiletter, Red-Bull-Og-Vodka-Brandert, ingen trusser og alt for store solbriller?

Det hele står ved magt. Men jeg vil gerne have lov at tilføje en nuance til mine holdninger.

Hvis man læser hele indlægget fra tidligere, vil man forstå, at jeg ikke mener, at disse piger/drenge/knælere er uskyldige ofre per se.

En 8-årig dreng uden stemmeret, som sidder i en luftgynge-gondol, og som dør fordi to jagerfly in hot pursuit, et fra Nordkorea og et fra USA, fræser igennem forlystelsesparken skydende med missiler efter hinanden, hvorfor de rammer luftgyngen og den styrter brændende til jorden under vægten af flyene, er et uskyldigt offer.

En flok unge, cokesniffende exhibitionister, som ikke forstår at passe på sig selv, er ikke.

Men det er stadig noget ækelt noget at snage som sindssyge i deres privatliv og få dem til at græde på åben gade. Og så tage billeder af det.

Undtagen - og her kommer det: Hvis den cokesniffende, uansvarlige exhibitionist er Lindsay Lohan.

Hvorfor? Svaret følger i både kort og lang version, for dem, som har bedre ting at tage sig til end at læse celebrity-gossip på min blog.

Kort: Hun er rædselsfuldt irriterende, snotforkælet, hun beder selv om det, og hun fortjener ikke bedre. Og hun er blank som et brædt. Huskede jeg at sige, at hun er irriterende? Det er hun.

Brug for flere grunde, eller måske lidt baggrund? Læs videre:

Lang: Da vi tog til Italien købte jeg et britisk Elle-blad med nævnte pige på forsiden. Det indeholdt også et interview med hende, og jeg var meget opsat på at læse, hvordan den lille Lohan tacklede sin mærkelig situation og alle de mennesker, som ville have en bid af hende, ikke bogstaveligt talt.

Interviewet var sjovt skrevet, på den fede måde som mange af de store dameblade gør det på: Journalisten skriver en sides penge med en meget personlig introduktion til personen og dennes baggrund, plus lidt detaljer om interviewets forløb etc., og derefter går interviewet i gang. Her er det spørgsmål-svar, og ikke så meget journalisme imellem.

Jeg kan ret godt lide denne form, selvom den er meget Lego-klodsagtig journalistisk set. Den kommer måske ikke vildt i dybden i sleve interviewet, men den foregiver heller ikke at være mere end den er, og den lægger intreviewpersonens bidrag åbenlyst - what they are is what you get. Hvis de siger noget klogt og indholdsrigt, er det til at se med egne øjne, og hvis de er Paris Hilton, så tough shit.

Eller hvis de er Lindsay Lohan.

Journalisten startede i denne artikel med at fortælle om, hvordan han havde brugt måneder på at få Lindsay til at holde sin aftale med ham. Hun havde aflyst eller var udeblevet gang på gang. Endelig mødes de, og hun klør på med at råflirte fra første færd. Fint nok, barnlig og umoden er ligesom den røde tråd her.

Og den følger vi. For interviewet viste ret tydeligt hvad Lindsays hovede er fyldt af:

- At det er ledt at ingen snakkede om, at Ashley Simpsons næse er blevet opereret, når alle taler om, at Lindsays bryster har skiftet størrelse markant gang på gang, og at hun var ligeglad med at Paris Hilton - som hun er uvenner med pt. - var på en natklub, og derfor bare gik ind og blev konfronteret med The Wrath of The Heiress.

(Dette er i mine øjne vigtigt på linje med ting du overhører i kantinen på Gl. Hellerup Gymnasium i spisefrikvarteret. Og det faktum, at det sættes på tryk og på en eller anden måde bliver dagsordensættende, er nærmst utilgiveligt irriterende. Men det er jo ikke decideret hendes skyld at dette ligegyldige vrøvl er trykt i flere hundrede tusind blade nu, men journalistens. Ikke desto mindre ..)

- At hun nyder opmærksomheden fra paparazzi og sladder journalister, at hun kan blive bekymret, når der ikke er paparazzier i hælene på hende og når der ikke skrives om hende i sladderspalterne, for "..don't they care anymore?", og at hun selv fodrer dem med historier om nye kærester - ofte fiktive, fordi "..If they fuck with me, I'll fuck with them".

(Dette viser i mine øjne at Lindsay Lohan har en helt unik tilgang til det at hævne sig på folk: Som jeg ser det, så går det ikke hårdt ud over paparazzierne, at hun får et rygte som en hore fra Hollywood/Helvede. Det går kun udover hende selv. Og gør paparazzierne rigere. Så ligningen er rettere: "..if they fuck with me, I'll fuck myself more up, and make them rich". Hvilket ikke giver plus på bundlinjen, i al flad ikke hos Lohan. Tumpe. Eller teenager.)

- At hun arbejder utroligt hårdt, og at hun ikke kan tolerere starletter, som sætter sig ved siden af hende (Eller Kirsten Dunst) til en fest, lader sig fotografere af paparazzierne, og derpå gør karriere med eget tv-show og andre vinder-jobs.

(I mine øjne er det måske årets bedste eksempel på et tudefjæs, taget i betragtning, at en af de seneste Lindsay Lohan-nyheder på sladdersiderne var da instruktøren og holdet bag hendes næste film, "Georgia Rule", offentliggjorde et brev hvor de stillede hende til ansvar for adskillige aflyste optagelser grundet hendes fravær, som skyldtes tømmermænd. Og med hensyn til det med starletterne, så tror jeg hun skal være meget stille og meget glad for, at nogle gad fotografere hende i nærheden af de rigtige mennesker (Læs: Paris Hilton) på det rigtige tidspunkt for et par år tilbage, da hun stadig bare var en barne"stjerne" fra Disneys stald og stadig kunne være endt som Macauley Culkin.)

- At hun forlanger total troskab fra en partner, men selv vil have lov til at have sex med hvem hun vil, mens forholdet varer, og at hendes tidligere kæreste Jared Leto var "..paranoid.." fordi han ikke ville have hende på besøg hvis hun havde 14 paparazzier med.

(Dette viser i mine øjne, at hun bare er umoden, urimelig og irriterende)

Så indtræffer en seance i interviewet, hvor Lindsay får hentet en kosmetolog ind på restauranten, hvor interviewet foregår, for at lægge en spray-tan på hende til denne aftens celeb-party. Aftalen var oprindelig på hendes hotel, men den har hun således også fucket, for at vende tlbage til begyndelsen.

På trods af to personlige assistenter og en mor, der rejser rundet med hende som manager, formår hun altså at administere sin kalender med samme punktlighed som en hashblæst efterskoleelev kører sine aftaler med forældre, fransk-stile og tandlæger. Så umoden, at det isner i tænderne - på mig, altså. Men jeg har også ditchet min tandlæge i 1½ år...

Nå.

For at vende tilbage til spaytan-damen. Der er ingen stikkontakt på toilettet på restauranten, så Lindsays smarte plan B går i vasken. Men no worries, det betyder blot, at spraydamen må sætte sig pænt og vente mens Lindsay spiser sin artiskok og gør interviewet færdig. Hun er sikkert timelønnet, så problemet er ikke hendes. Og heller ikke Lindsays., åbenbart.

(For-Kæ-Let! For-Hel-Ve-De!)

På dette tidpunkt af interviewet var jeg så irriteret på hende, at jeg kun ønskede at læse om noget, der gik hende dårligt.

Se, sådan virker disse mekanismer. Pludselig er jeg blevet del af haderne, uden anden grund end at en pige i USA er nogenlunde gennemsnitligt åndssvag af forkælede teenagere at være.

Men måske viser det bare, at forkælede teenagere er himmelråbende irriterende, forsinker verdens gang og skulle pines i kældre, og jo mere man zoomer ind på dem, jo mere åbenlyst bliver det.

Måske er det endda konklusionen på hadet mod disse piger.

Men, anyway, det er ikke sidste ord fra Lindsay. For jeg fik virkelig mit onde, hadske ønske opfyldt med dette sidste citat, en kerte af ignorance i en en mørk verden af viden og baggrundforståelse:

Lindsay Lohan fortæller at hun har fået en lighter med et Andy Warhol -citat, som "..means so much to me."

Hun kan ikke helt huske ordlyden, men det er noget med "..everybody will eventually have their fifteen minutes of fame".

Og det, siger Lindsay, er så rigtig for hende: "It means: These days are not coming back, let's enjoy ourselves, you know? "

....

Lyt så her, lille dumme Lindsay Lohan: Det er ikke et carpe diem-citat.

Det er et citat, som handler om, at i vores postmoderne/massemedie/whatever-kultur kan hvemsomhelst få femten minutters berømmelse, uden at kunne noget, uden at blive til noget, og uden at nogen husker dem bagefter.

Det er et citat, der handler om tomheden i den berømmelse, du lever i og af.

Og ja, du kan vel til dels godt tolke det sådan som du gør, for festen er også en del af det. Men tomheden er pointen.

Og den person, som forærede dig den lighter, har givet dig den som en gigantisk fornærmelse. For du er personificeringen af Warhols citat: Du er en hvemsomhelst, som er liegglad med, om berømmelsen er kort, eller hvad den er der for - bare den er der.

Hvis ikke du strammer op, læser en bog, opfører dig ordentligt, og spiser dine artikokker op, så er jeg bange for, at det vil gå dig ilde.

Ja, det var det. Jeg synes stadig det hele er trist, og at verden sikkert ville være et bedre sted, hvis ikke vi allesammen hatede Lindsay Lohan og de andre talentløse teenagere på globalt mobningsplan.

Men sålænge hun er så røvirriterende og selv elsker den negative opmærksomhed så højt, så synes jeg ikek at vi skal spilde mere energi på at være fair overfor hende.

Så jeg starter: Jordbærhjelm!

I bedste mening,

marie

...post 4

På Medici-fortet i Sienas østlige del trivedes kærligheden i aftenlyset. Ældre ægtepar gik tur, langsomt, med korte skridt, hånd i hånd. En herre sad i sin kørestol, mens hans kone havde placeret sig på bænken foran ham. De holdt hinandens hænder, og hun lo højt af noget, han lige havde sagt, smilende og med de varmeste øjne hvilende på sin kære.

Kastanjetræerne havde stadig sommersaft i bladene, men efteråret var begyndt af svede deres kanter. Især i det gyldent-røde lys kunne man se, at årstiderne snart ville skifte igen, som de må have gjort det så mange gange før i de ældre pars liv sammen.

År efter år, forår, sommer, efterår, vinter, forår - huden rynkes, hænderne bliver knoglede, håret hvidt, benene trætte, skridtene kortere. Men hænderne hviler aldrig ene. Smilet er altid kun et ord fra at bryde frem. Og i øjnene vækkes altid lys, når de finder den, der er allermest dyrebar i hele verden. Forår, sommer efterår, vinter, forår. År efter år. For evigt.

Fortsættes, men først i morgen. Godnat så længe.

- m

...post 3

Ja, jeg ved at jeg lovede børn i mærkelige køretøjer, og jeg skylder også en pingvin på vej ned i et WC, men I skal lige ha' lidt mere Siena først.

Siena er faktisk bevaret stor set som den var i middeladeren, hvilket bandt andet skyldes, at Sienas indbyggere, med guidebogens ord, er "stokkonservative". Dette karaktertræk, som ellers vanligt fører meget trælsomt og besværligt med sig, har her resulteret i, at byen, trods sin status som Toscanas næststørste turistattraktion , er usædvanligt smuk og stemningsfuld, med et minimum af turistfælder og souvenirhelveder. Selv deres McDonalds var blevet rettet ind til højre og havde fået et stilrent japansk (?) look med lakeret træ i rød og sort.

Derfor ser den således ud når man kigger udover den fra klokketårnet. Det må være verdens smukkeste tage.











...og der er heller ikke sket meget i oplandet. Det er også meget vellykket. Desuden ser himlen også ganske ubrørt ud, set fra den indre gård i rådhuset:
















Den megen konservatisme giver sig dog også udtryk i normale ting, såsom at Siena'ernerne stadig bærer nag til Firenze efter en rask krig mellem bystaterne engang i 1400-tallet, hvor Firenze fik det sidste ord og lagde sig klar i position til at blive the place to see and be seen i renæssancen, der jo som bekendt skulle vise sig at blive perioden over alle perioder i Italien siden antikkens Rom.

I øvrigt blev arkitekten Martin Nyrop inspireret af det nydelige rådhus her da han skulle bygge det, vi har i København. Det ved de fleste, som har været i Italien, men jeg siger det alligevel, for det er da meget sjovt at se, hvor meget det kan gøre for en bygning ikke at have Industriens Hus på venstre flanke og Ripley' s Believe It Or Not på højre. Og så har jeg ikke sagt et ord om busterminaler. Fortsættes.

...på Italien-post 2

Ok, nu prøver vi et spændende rumligt og visuelt eksperiment. Scenen er Siena, en af verdens mest seriøse konkurrenter til titlen "Større By Mest Sandsynlig Til At Se Ud Præcis Som Den Gjorde Da Den Opnåede Sin Plads I Middelalderens Verdenshistorie".

Først ser vi Nikolai med Sienas rådhus' klokketårn bag sig. Vi er på jorden.

Dernæst ser vi NED på det sted, hvor Nikolai sad på sidste billede. Vi er nu oppe i klokketårnet.

Og NU vender vi tilbage til jorden, hvor jeg sidder på den café, der ligger længst ude til venstre på forrige billede:
...og lige om lidt får jeg en cappucino.

Efter dette hæsblæsende og virkelighedsforvridende spejlkabinet af en billedserie, håber jeg at I stadig hænger på. Næste post vil indeholde fotos af børn i besynderlige transportmidler.

...hende som tog billeder i Italien

Her følger en lille billedserie omkring Toscana set gennem to tilfældige turisters øjne. Jeg blir' ved, til blogspot nægter at tage flere. Så kommer der nok en ny post bagefter. Meget forvirrende bliver det nok...


Første billede viser den lille klippelandsby Sorano, som lå nær ved det sted, hvor vi boede. Det sydvestlige Toscana er kendt for disse specielle vokser-frem-af-klippen-byer, der er bygget ind i tuf-klippen (en stensort) - deraf det italienske navn città tufa.

Så ved I dét. De er pæne, tufa-byerne. Sådan i stilen Ronja-Røverdatter-møder-Lorenzo-Medici.

På vejen til Sorano passerer man Saturnia, som er en meget lille landsby, bygget omkring en meget lille borg på toppen af en klippe som alle andre meget små landsbyer i Toscana, men som udmærker sig ved at have en varm kilde ved klippens fod.

Man har snarrådigt udhugget terrasser i klippen, således at man behageligt kan bade sit legme i det rare varme vand på alle tider af året - hvilket mange gør. På billedet man ser hvordan. Det er ganske dejligt at bobbe i sit eget lille kar midt i et vandfald her, hvis man kan abstrahere fra tanken om de gode vækstbetingelser for svamp og andre hudsygdomme fra italienske fødder.

Det kunne jeg ikke helt. Så vi fulgte den varme flod væk fra de muligvis inficerede badeterrasser, og fandt hurtigt komplet øde og u-svampet idyl, så snart vi havde passeret det første lille strømfald. Det var så smukt og særligt, at det skal ses, ej siges. Se selv:



















Jge forsøgte lige at uploade et billede af vores pingvin-tøjdyr, som er ved at hoppe i en wc-kumme, men blogger tog det ikke. Så nu må jeg allerede skifte til nyt indlæg.

Hæng på.

...tilbage - igen

Tirsdag klokken ca. 10.30 så jeg Peterskirken.

Det er var ikke så heldigt.

Var tingene gået efter planen, hvade jeg nemlig set terminalen i Roma Ciampino, som er en lufthavn og ikke et bolshe med jordbær/flødesmag og en dum reklame.

Men grundet en kombination af italiensk skiltning, eller rettere mangel på samme, og generel uvidenhed fra min og Nikolais side omkring Roms omfartsvejes systematik - eller mangel på samme, så var vi altså kørt så meget forkert på daværende tidspunkt, at den berømte kuppel tårnede op en kilometers penge væk, i al sin vælde, som et vartegn over den internationale turismes evige Sisyfos-kamp med lokal byplanlægning.

"Jeg ANER ikke hvor vi er", stønnede Nikolai, gav det store vejkort et afmægtigt dask, og kastede sig tilbage i shotgun-sædet som billedet på total opgivenhed. Jeg trak vejret dybt ind, knugede rattet, og forsøgte at navigere vores lille Fiat Panda nogenlunde sikkert gennem endnu en dødsfælde af et romersk vejkryds, mens jeg i mit stille sind bandede over, at man ikke var konverteret til katolicismen mens tid var.

Så kunne der være en vis chance for, at en desperat bøn sendt i retning af den mægtige bekuplede højborg forude, ville resultere i en brevdue (Olivengren i næbbet valgfri) sendt fra Himlen til at vejlede os ud af det romerske trafikhelvede, hvor vi nu efter mit bedste skøn måtte have nået femte kreds at dømme efter mængden af (fart)syndere.

Jeg vidste, at jeg alligevel skulle have tændt et vokslys i den kirke i Siena, hvor den Hellige Skt. Catherinas hovede er on display. Jeg ville gerne, men lysene kostede 50 eurocent, og jeg havde kun 2 - så af skræk for det Hellige Hovedes Hævn donerede jeg blot småpengene, og gik derfra pinligt berørt.
Men jeg skulle have gjort det alligevel, om ikke andet for at vise min gode vilje.

Nu måtte vi i stedet køre på lykke og fromme, sved og tårer, og tilsidst flytte vores protestantisk-agnostiske popo'er ind på nærmeste tilgængelige tankstation og bede om hjælp. Dette skete endda to gange, før det lykkedes os at havne på den rette ringvej. Men SÅ var det også en Panda med fuld skrue, som ræsede mod afgangshallen. For første gang i hele ugens løb følte jeg ikke, at italienerne gav mig baghjul.

For det er ikke en skrøne af den smålumre charter-racistiske slags, det med italienernes kørsel:
De kører altså fuldkomment vanvittigt. Ama'r!

Vi boede jo på det her vidunderlige sted, en lille såkaldt Agriturismo i Toscanas sydvestlige del, Maremma-regionen. Med i pakken var en lille bil, omtalte Fiat Panda, som bragte os rundt i landskabet hverdag, af små, snoede bjergveje til maleriske byer og storslåede udsigter og steder langs vejen, hvor man kunne tisse.

I det store hele fungerede det upåklageligt, det her panda-arrangement. Men krævede sin kvinde at vænne sig til, at blive overhalet konstant, udenom og indenom, i hårnålesving og smalle passager, i tunneller, på bjergveje totalt uden udsyn, over dobbelte optrukne linjer og i bælgravende mørke.

Vi kørte dog efter den devise, jeg gennem min korte, men lærerige tid som bilist, har erkendt som værende den mest brugbare opskrift på at få dig levende igennem trafikken hvor som helst. Den hedder "Stille og roligt - så kan I dytte så meget I vil, jeg skal levende herfra".

Jaja, jeg bliver tvangspensioneret som 35-årig med den holdning, jeg ved det - men endnu en gang virkede det: Vi nåede vore mål hver gang, og vi er her endnu. Hellere besseagtig end trafikoffer.

Det var en dejlig, dejlig ferie. Der var varme kilder, en bitter tvist Danmark vs. Italien om pasta med tun, der var små gader og store bjerge, der var megen sol, der var skizofrene hunde, som skiftevis tilbad Nikolai og bed ham i ansigtet, der var øde natur, stærk kaffe og Sienas rådhusplads set meget, meget, MEGET ovenfra, og der var størst af alt kærlighed til at klistre det hele sammen.

Og når jeg kommer til min egen computer, vil jeg skrive lidt mere - og om andet end bilkørsel - fordi der kan jeg supplere med billeder taget med mit splinternye fødselsdags-kamera (Tak, oh tak, mor og far og mormor og morfar). Og så bliver det meget sjovere.

Ses, m

...rigtig skræmt af Dagens Politiske Mord

Måske har I allerede selv læst eller hørt om det: Mordet på den russiske journalist Anna Politkovskaja. Ellers se her:

http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-5045862.html

Det får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig. Hun blev henrettet i en elevator, dennemodige kvinde, som i mange år har levet sit liv i højrisikozonen på grund af sin kritiske tilgang til Putins Rusland. Hun har fortalt verden om Ruslands fremfærd i Tjetjenien, om officielt sanktionerede brud på menneskerettigehderne, om den magtfuldkommenhed, Moskva og Putin besidder, og om de uretfærdigheder og den disrespekt for menenskeliv, som Putins politik præges af.

Nu nåede uretfærdighederne til hendes egen gadedør. Hvad en dødelig gift i en kop thé ombord på et fly ikke formåede for et par år siden, klarede en pistol. To skud, et i maven, et i hovedet. Den kritiske stemme slukkedes.

Vi kan ikke alle være helte og sætte livet på spil, men når et menneske vælger denne vej, så er det så meget detso mere al ære værd, og bør være en inspiration for andre til at være modige ligeså. Men - når hun så også betaler den højeste pris - er det så meget desto mere en tragedie.

Husk Anna Politkovskaja og mordet på hende. Og stil de spørgsmål - til dig selv og de andre, måske endda til dem, der bestemmer - som hun døde for.

- m

...27 og én dag

Det lykkedes mig at genenmføre min fødselsdag ganske uden livkrise eller - indsigt. Tilgengæld fik jeg meget mad, og helt fantastiske gaver - og de sødeste lykønskninger, tusind tak, ikke mindst til de kærlige gutter, som har skrevet deres her på bloggen!

Især til de, som ikke er i landet, og som jeg så gerne ville have set (I ved hvem I er): Jeg har bestemt, at der skal synges karaoke i anledning af min føs'da (Det bliver så lørdag, da jeg har taget den festival-prægede tilgang og valgt at strække fornøjelserne over et par dage) . Og ved den anledning lover jeg at gøre alt i min magt for at der synges både "Africa" og "Kringsatt av fjender" - sidste dog muligvis i Kim Larsen version.

Cheers,

M

PS. SERVICEMEDDELELSE: Fra tirsdag bliver der efter al sandsynlighed ikke blogget en uge frem. For én af fødselsdagsgaverne var en tur til Toscana med den glade giver...

*jublejublejublejublejuble*

Min jubel kan ej udtrykkes nok. Så skal der ses på maleriske bakkedrag, poseres forelsket på slidte, men smukke ruiner og ædes så meget pasta, at vi kommer hjem som klumper af durum-dej. Kys falder forhåbenlig også et par af. Vi tjekker lige Firenze for Da Vinci-mysterier, og finder ud af, om Siena har et "Pandaens kvarter", og om Pandahesten er en favorit til det årlige by-ræs Il Palio. Jeg tror også, jeg vil tegne lidt, og så er det en vingård, vi skal bo på. Alt i alt kan det vist kun blive den af de bedste uge 41'ere i mit liv so far.

...27

Det er min fødselsdag. Det er det hvert år den femte oktober, som regel en frisk efterårsdag som denne, og egentlig på mange måder meget ens fra gang til gang. En behagelig og højt værdsat følelse af at være verdens centrum, som kun de seneste par år er blevet lidt blandet op med et prik af nervøsitet over den støtte skriden fremad mod de 30...og alt det, der kommer efter, og som er så gammelt at man slet ikek tør tænke på det.

I dag tegner dog godt: Endnu er der ikke så meget som et lille traume omkring den aldersmæssige situation på vej. Men klokken er heller ikke mere end halv fire...

Og det, manglen på traume, sætter mig (igen) i en situation, hvor jeg er bagud for ræset: For det er så moderne (Har jeg set i URBAN) at skrive blogs, hvor fødselsdage giver anledning til lange Bridget Jones-agtige overvejelser om det at fylde år: Hvor er jeg, er det godt nok, hvem er jeg, er jeg god nok, hvem havde jeg håbet på at være og hvor er mine øreringe?

Jeg kan bare ikke være med dér lige nu. Min fødselsdag har i dag endnu ikke givet anledning til ret meget andet end gode fornemmelser og mæthed. Ingen eksistensiel krise (klarede jeg søndag), ingen panik før lukketid mht. mand og børn (Føler jeg ikke er helt berettiget endnu), ingen desperation over karriere eller mangel på samme (Har jeg dagligt, så intet ny der).

Dette er, hvad der er sket so far:

I morges vågnede jeg op i Nikolais arme - og begyndte ret hurtigt at rumstere voldsomt, så han skulle vågne og opdage, at det var NU der skulle varmes kakao og rosinboller.

Nok havde jeg selv købt ind til fødselsdagsmorgenmad af den gamle skole (Vi har ikke tid til brunch her i huset), men fand'me om jeg ville lave det selv også.

Nikolai tog et hint, og der var både kakao og gaver - "Pingvinmarchen"-dvd (Don't ask) og biletter til fantastiske Keanes koncert i november i KB Hallen.

Derefter er dagen gået med at gå til lægen, sende arbejds-emails, se nogle tv-programmer igennem for min chef (Hav ondt af mig nu, chancen forsvinder i næste sætning) - og spise lækreste frokost med Mor og Thomas på Sticks 'n' Sushis nye restaurant i Hellerup.

Jeg har fået et par lykønskninger og et par gaver mere, som jeg er blevet rigtigt glad for. Og i aften skal vi spise på en god restaurant. Og måske se en film. Jeg forudser ikke, at jeg får nogle selverkendelses-indsigter af dén grund. Og hvis jeg gør, så for Guds skyld ikke midt i maden!

Så: Ingen krise eller kloge overvejelser i sigte umiddelbart. Meget utrendy blog, vi kører her. Jeg må simpelthen bare håbe, at I vil bære over med et ganske tilfredst fødselsdagsbarn...

kærligst, m

...uden kontrol

Jeg har fået en ny interesse - eller rettere, en ny rød tråd når jeg tidsfordrivs-Googler og kigger på min hemmelige last, TV2 Gossip.

Interessen er går på et problem, men den er desværre også part af problemet - lidt som hvis man er sygt besat af at oplyse om, hvor latterligt det er, at så mange mennesker lytter efter hvad Carl Mar Møller siger, og det så betyder, at endnu flere mennesker tænker "Hm, hvad er det nu lige han siger, det må jeg da undersøge..".

Problemet er et af internetbloggernes store claims to fame: Den mærkelige flok af unge, kvindelige Famous-for-Nothing-figurer fra USA, ledt an af frontløberen Paris Hilton og gjort mangetallige ved hjælp af ganske let talentfulde skuespillerinder og reality-stjerner med blond hår, store solbriller, og et CV indeholdende flere branderter end biroller.

Lindsay Lohan, Mischa Barton, Tara Reid, Olsen-tvillingerne med de enorme hoveder og sidst men bestemt ikke mindst det måske mest grelle, sørgelige eksemplar af dem alle: Nicole Ritchie.

Det som facinerer mig ved disse piger er ikke deres tøjstil (Som i øvrigt ikke har en dyt med deres egen stil at gøre, men som planlægges dygtigt og i mindste detalje af stylisten Rachel Zoë) deres kærlighedsliv, deres skandaler eller deres duftserier. Ikke rigtigt.

Det er derimod deres mystiske fællestræk, som peger på, at de er udtryk for den endnu sygeste og mest sado-masochistiske periode af celebrity-dyrkelse, hvor kultur endnu har set.

Fællestrækket er: De har ingen kontrol. De har slet, slet, slet ikke fat om begivenhederne i deres tilværelse.
De flyver i raketfart over Hollywood-stjernehimlen, men de har ingen styring på tingene, og de lader sig brænde op, villigt og ufrivilligt på samme tid.

I en syg idoldyrkelse af Old Hollywood-glamour, som de slet ikke har modenheden til, fucker de op gang på gang, og bliver ædt, stykke for stykke, af deres hadsk-kærlige publikum.

Hvor fa'en ved jeg det fra, kan man så med rette spørge. Og nej, det er jo heller ikke noget jeg ved som i: "Jeg ved at jeg bruger størrelse 40 i sko og at klokken er tre når den lille viser står på tre og den store på tolv...".

Det handler altsammen om fortolkning. Og det er fortolkningen af deres sære, sære, tilværelser, ført til mig via alle medier pt., som har skabt min facination.

Så hvad er det, jeg har tolket som denne totale mangel på kontrol. Ja, nu går der tekstanalyse i den:

Symbol 1: De taber deres tøj.

Det var det første, Paris blev berømt for: At gå til bal uden trusser. Ud og ind af New Yorks Yellow Cabs med frit udsyn til popo'en, og derunder. Sådan blev hun fast inventar i New York Times party-klumme. Og så kom realityserien "Simple Life". Og Nichole. Som beholder tøjet, men som taber sine bryster og resten af kroppen. Mere om det senere.

Tara Reid taber kjolestroppen ved enhver festlig lejlighed, og blotlægger grusomme operationsar omkring sin hårdt prøvede brystvorte. Og til filmfestival i Venedig forrige uge blæste Lindsay Lohans kønne grønne empirekjole op. Dette afslørede ikke, om hun var naturligt rødhåret - hun var nemlig glatbarberet.

Hvordan kan de her ting ske? Hvordan kan man møde verdenspressen uden trusser? Hvordan falder en bryst bare ud, når man står helt stille med et stort smil og lader sig fotografere?

Det er vel og mærke ikke noget der leveres med en Sharon Stone-attitude og fuld, fatal bevidsthed, men episoder, der gør hovedpersonerne lillepigepinlige og rødmende. De har slet, slet ikke tjek på hvordan det skete eller hvad de skal gøre med det. Og alligevel gik de hjemmefra med numsen bar.

Ufrivillig blottelse - for mig at se er det et af de mest skåret-ud-i-papppede symboler på kontroltab. Hvis det havde været en film, hvor de her ting var sket, havde jeg tænkt "Den er for tyk".
Altså ikke numsen - den er radmager. Mere om det senere.

Symbol 2: Alt om deres privatliv lækkes.

Igen: Paris. Efter "Simple Life" var Paris med i en anden filmproduktion af stor vigtighed for hendes karriere: "One night in Paris", en amatør-sexvideo, optaget og offentliggjort af hendes tildligere kæreste Richie Sambora, som dermed har sikret sig en varm plads i det særlige helvede, der findes for illoyale ex-kærester.

Jeg har set denne video - og konklusionen er, at meget rige mennesker, og meget slanke mennesker, også kan have et røvsygt sexliv.

Men det er ikke pointen. Pointen er at jeg har set Paris Hilton have sex. Og jeg ved, at Lindsay Lohans kæreste er gået fra hende, og at hun selv benægter det. Og jeg ved, hvor jeg kan finde listen over telefonnumre på Paris Hiltons mobil, som en hacker lagde online. Og jeg ved, at Nichole og Paris er uvenner, men måske har talt i telefon med hinanden fra hhv. en benzintank og en lufthavn.

Dette er informationer så intime, at ingen burde kende dem. Normale Hollywood-stjerner sørger også for, at ingen gør. En Julia Roberts har måske to-tre intime lækager af denne karakter gennem hele sin karriere. Disse piger har to-tre om ugen!

Pointen er: De giver alt fra sig, og hvis de ikke gør, så gør andre, der kender dem, omgås dem, hader dem eller elsker dem.

Fotograferne følger dem uhæmmet, og "journalister" rapporterer hver eneste ord, de siger.

Og jo tættere på deres sammenbrud, det hele kommer, jo flere huller i facaden, der vises, jo højere oppe i det røde interessefelt er vi, modtagerne. Mere om dette senere.

Symbol 3: De klæder sig som børn...jamen, det gør de!

Forsøget på at blive en Old Hollywood-stjerne viser sig på den mest bizarre måde i netop Rachel Zoë-stylingen, som Lindsay, Nicole og Mischa deler - og Keira Knigthly er også med på team Zoë.

Signatur-looket er de enorme solbriller, store som parodier på fortidens Jackie O-rammer, og groteske når de placeres på et lille, udmagret ansigt.

Resultatet bliver den lille pige, som har lånt mors fine solbriller - og det samme sker med resten af Zoë-stilen, en 70'er-retro linje med kaftan'er og lange kæder: Ud fra mors skab, det var det, hun gik med dengang hun var på toppen og vi så så meget op til hende - Uh, alt for stort, men på med det alligevel. For det udvisker også de kurver, som også den anorektiske livsførelse arbejder på at gøre kål på.

Sidst vi så dette, var i det androgyne drengepige-look fra 1920-erne: Lange kæder, hår ned i øjnene, formløse silouetter. En efterkrigsmode, som var progressiv og destruktiv på samme tid, og som overfladisk set var udtryk for en ny kønsopfattelse med noget maskulin kvinde-noget, men som i bund og grund fjernede kvinden fra voksenlivet og gjorde hende til den evige teenager - den præpurtære la garconne, en seksualitet uden kvindelige former - uden ansvar, avl og aldertegn.

Med lidt god vilje vil jeg mene, at det er det samme signal, Rachel Zoë klæder pigerne på med i dag. Og hun gør det uden tvivl stilsikkert og stilskabende. Hun er Chanel fra LA, la garconne with a tan.

Og det er, ligesom hos Coco, androgyniteten, verdensfjernheden, ansvarsløsheden, der er på spil - bare i en langt mere sexet fortolkning, som er udtryk for, at den store eskapisme i dag - det er Hollywood-glamour. Hvis du ikke vil være del af virkeligheden, svøb dig i filmens evigt unge stjernedrøm.

Og det gør Lindsay, Nichole og Paris så af al magt, for at hæve sig over virkelighedens verden med alderstegn, ansvar og nerderlag. Hvilket fører videre til:

Symbol 4: De sulter sig.

Nicole Ritchie er pt. verdens mest berømte anorektiker, Mischa Barton er en tændstik, og indtil for for nylig var den ellers så yppige frk. Lohan også på vippen til at ende som radmagert skelet.

Hun er nu svulmet lidt igen, måske efter at hun for nylig modtog lidt over over 100.000 underskrifter fra fans, der bad hende om at spise lidt mere - hvilket i sig selv er sygt. Mere om dette senere.

Alt hvad jeg ved om anoreksi er, at det er en sygdom, som handler om mangel på kontrol. Man vil stoppe udviklingen af sin krop, både seksuelt for al det ballade, der ligger der med voksenlivet etc., men også for at kontrollere dens breden sig ud over grænserne for det slanke kropsideal. Og så sulter man sig, indtil ens krop er ødelagt indefra.

Nogle dør af det. Et langsomt, pinefuldt selvmord, som har enorme psykiske og sociale konsekvenser, også hvis det ikek ender med døden i første omgang.

Hvis ikke dette er den mest fatale og uhyggelige konsekvens af, at unge
kvinder bliver trukket op på en piedestal for derefter at blive beskudt af en hel medieforbrugende verdens befolkning, så ved jeg snart ikke mine himmelblå.

Og det bringer mig tilbage til underskiftindsamlingen "Lindsay, spis en burger". For her kommer sidste og mest gruopvækkende del af problemet:

Symbol 6: Vi æder dem råt, med hud og hårextensions.

Hvad helvede blander de 1.00.000 underskrivende "fans" sig for - mon ikke de mest af alt gør det, fordi det er sjovt, at det gør ondt på stjernen? Hvordan ville enhver anden anorektisk pige på 20 år have det med en sådan folkeunderskriftsindsamling, som handlede om, at hun så hæslig ud? Skidt, mon ikke? Og mon ikke Lindsay følte lidt det samme, da hun modtog kassen med underskifter?

Jeg læste for nylig en "artikel" på TV2 Gossip: "Nicole brød grædende sammen", lød overskriften.

Historien var, at en fotograf havde knipset et paparazzibillede af den skelettynde Nicole Ritchie på stranden, og følt sig nødsaget til at råbe "Nicole, spis noget!" til hende. Pigen var derpå brudt ud i tårer og havde svaret "Jeg er syg!".

I TV2 Gossip-verdenen er dette et scoop.

Det er en fed, nedrig historie om at det gjorde rigtig ondt på Nichole, og at hun tabte endnu mere kontrol - hun græd, og hun indrømmede at hun var syg: En indrømmelse, pressen og internetbloggere har jagtet i månedsvis. I den verden er det den gode, skadefro nyhed. Barbiedukken vakler, hun fik råt for usødet - det har hun rigtig godt af. Hun kunne bare lade være at være så tynd og så rig og så meget på tv.

Men i virkeligheden, der hvor alle mennesker uanset indkomst kan føle smerte når man tramper på deres tæer, er det jo en frygtelig historie om en meget stakkels pige og en pisseled fotograf, der burde holde sin kæft.

Det gjorde min lillebror David mig opmærksom på, da jeg fortalte det til ham. ""Når nogen siger "Jeg er syg" og begynder at græde, så er det altså synd for dem", sagde kloge lille David.

Jeg blev helt rystet - jeg havde glemt, at Nichole Ritchie er en pige som jeg selv og ikke en plastic-Barbie trods tynde ben og stort hovede, og at det ikke er en sejr, når folk bryder sammen på åben gade - det er en tragedie. Uanset om de har været venner med Paris Hilton eller ej.

Og det er så den grumme, sidste pointe, som gør os, forbrugerne af disse piger og deres liv, måske endnu mere syge end Nichole - omend ikke så fatalt: Vi kan lide at se dem lide. Og vi hiver dem op, så de kan hives ned.

Det er udbud og efterspørgsel: Pigerne er blevet udnævnt til interessante af pressen, fordi de ikke har kunnet styre deres berømthed - uden trusser, ud på sexvideo, overdrevent vægttab - og jo mere de gør det, jo mere opmærksomhed får de.

Deres karrierer er så meget mindre vigtige. Eksempel: Lindsay signes til ny film=5 mill. klik på nettet. Lindsay taber trussen=200 mill. klik løber ind, plus rundsending af billedet, og en million debatforummer, der skriver hendes navn - mest hvor meget en "ho" hun er, men det er hendes navn, som nævnes. Og hun er pludsleig 200 millioner gange så kendt, som hun var før det vindpust i kjolen i Venedig.

På vejen dertil har hun kun mistet sin værdighed og fået nedbrudt sin intimsfære. Og det var bare denne uge.

Vi har selv trukket de stjerner op på himlen, kun for at pille dem ned igen - stykke for stykke. Og de kan ikke sige fra.

Jeg ser dem for mig som paradeballoner, som holdes svævende af de slag, et massepublikum langer ud efter dem når de nærmer sig jorden.
De har ingen styring på deres kurs og ingen kontrol over om de rammer noget spidst, men de har store, vidt åbne øjne, som intet ser, og fikserede smil, som altid kan tændes.

Eller...

Hundehvalpe som danser, indtil publikum bliver trætte af at klappe, og i stedet sparker til dem - og så prøver de at danse igen, for at gøre folk glade, men ingen gider kigge - ikke før de har tisset på gulvet. Og så kan de danse lidt igen..

Eller alle mulige andre tragiske metaforer.

Efter denne analyse er jeg nået frem til, at jeg må stoppe min googling af de unge Famous for Nothings. Jeg vil ikke have blod på hænderne. Og musen er et mordvåben, når det kommer til dem.

Et klik på Nicholes spiseforstyrrelse, er en pind til hendes ligkiste. Et på Lohans kærlighedsliv, er et skub fremad mod hendes overdosis. Ingen kan klare at være ene pige mod så stor en fjendtlig verden, uanset hvor mange små hunde og trofaste stylister, du har ved din side. De er dødsmærkede før tid.

Den eneste af dem, som jeg ikek er det mindste bekymret for om klarer sig helskindet gennem det hele, er Paris Hilton.
Forklaringen? Her vil jeg tillade mig at citere klassiskeren "Fagre Voksne Verden":

"One word: Plastics."

- marie