Åh, er så træt og tung i hovedet i dag. Burde have redigeret guideartikel om gåture, som tog magten fra mig i går og muterede til tre tætskrevne sider om grimme villaveje på Amager, byplanlægning gennem tiderne, Absalon til hest og Carlsbergs elefanter.
Det resulterede i, at jeg blev vækket (Fair nok, klokken 12.00, men jeg var også først i seng klokken fem i morges) af redaktøren fra iBYEN.dk, som sagde, at det altså var nede på Politikens Forlag, de udgav Turen Går Til...
Vi havde en lang og ret usammenhængende snak mens jeg vågnede, bla. om den artikel, jeg har på sitet i dag: http://ibyen.dk/restauranter/article218603.ece
Den handler om at restauranterne tørrer os til nytår, og at vi labber det i os. Og hvorfor. Læs eventuelt selv.
Om gåturene, så var det dagens opgave at skære ned på fedtet, som redaktøren sagde, i bedste nytårsfortsæt-stil. Men Magistrenes Arbejdsløshedskasse ville det anderledes. I postkassen lå der et lille brev, hvor de beder om informationer om hvorfor jeg sagde mit job op (Det har jeg givet dem), og hvorfor jeg var fraværende fra arbejde i hele november (Jeg arbejdede der ikke), og om jeg i det hele taget gider at arbejde (Ja).
Jeg vil så nødig gøre noget galt med den slags ting, så jeg kimer dem altid ned, hvergang de sender mig noget, så jeg kan læse det hele højt for en medarbejder derinde, der derefter kan svare noget i retning af "Ja, du kan læse indad. Send det nu tilbage til os igen." (Deres slogan er "A-kassen for højtuddannede").
Jeg ringede og fik denen gang fat i en sindig jyde, som roligt forklarede mig alt det, jeg allerede godt vidste om, at jeg ikke må skrive freelance medmindre nogen beder mig om det og lover mig penge, og at jeg har tre ugers karantæne fra dagpengene, fordi jeg sev sagde op. Og så tilføjede han lidt nyt omkring HVOR mange detaljer de skal bruge for at være tilstrækkeligt overbeviste om, at jeg faktisk vil have et arbejde og ikke bare elsker at have en minimal indkomst og leve på velfærdssamfundets regning.
Forstå mig ret: Jeg er saligt glad for, at jeg har mulighed for at få arbejdsløshedsstøtte, og de gode folk hos MA-kassen er generelt venlige når man panikker over de besynderlige regler, og er der en ting det ikke er, så er det deres skyld, at det er sådan.
Men får simpelthen allergi af mistænkeliggørelsen. Af at blive indirekte udskreget som nasser. Der er noget helt, helt i vejen med det banner, der vejer over arbejdsløshedsydelsens principper. Jeg laver kraftedeme ikke andet end at søge og kvalificere mig og hente erfaring så jeg kan få et job, og så må jeg ikke engang opsøge en redaktion med et tilbud om at skrive en artikel, for så er det selvstændig virksomhed, og det støtter Staten ikke.
Staten støtter kun visse former for initiativ. De typer, hvor du står med hatten i hånden: Jobsøgning, jobs med supplerende dagpenge, jobtræning - initiativer, som alle hensætter dig i tiggerens rolle, hvor alle beslutninger vedrørende din videre skæbne er overladt til andre. Selvstændig virksomhed, som er et initiativ hvor med et andet fortegn, hvor du har magt til at ændre din stilling - den går ikke. Det er mistænkeligt. Så enten er du tigger og affinder dig med det, eller også er du en snyder.
Jeg ved, at det er, som det er, fordi der er snydere, som ville udnytte muligheden for en ekstra indkomst. Men det kan sagtens lade sig gøre at skabe et smidigere system, hvor det er decideret snyd, og ikke initiativ, der bliver straffet. Alle de konsulenter, jeg har talt med hos MA-kassen siger, at reglerne er forældede og ikke passer til den verden, vi lever i nu, med de moderne arbejdsformer og -forhold. Men der er ikke politisk vilje eller ressourcer til at lave en gennemgribende ændring, blandt andet pga. EU-regler for støtte-området, som blokerer for en dansk reform.
Det er så ultra frustrerende. Men mine Politiken-jobs, plus hvad jeg ellers har, har heldigvis en form, jeg kan få lov at arbejde i: De giver mig opgaven, så det er okay. Men skulle jeg have lyst til at skrive for nye steder, må jeg ikke selv henvende mig med et artikelforslag. Det er selvstændig virksomhed, og det er fy-fy. Meget elegant ordning.
Brok, brok. Der er jo desværre ikke andet at sige, end at det er et dumt system, og at jeg bare må se at finde noget fast, eller få nok freelance, til at jeg kan råbe "Røv" og smutte. Det gør mig i al fald drøn-motiveret til at søge job. Og det er måske også meningen med det.
Se nu: Havde det ikke været for brevet fra MA-kassen, så havde jeg skrevet en munter og fiffig lille tekst om hvad jeg lavede indtil klokken 05.00 i morges, og den havde involveret smukke mennesker, grimme toiletter, to guldøl for éns pris og et usædvanligt kvalifiveret og interessant svar på spørgsmålet: "Hvad betyder fortællingen for samfundet?".
I stedet fik I regelrytteri og raserianfald. - Endnu en grund til, at jeg skal have et arbejde i det nye år. For så sender MA-kassen mig kun breve om, hvor meget de værdsætter at jeg har job.
Kryds fingre.
fredag, december 29, 2006
lørdag, december 23, 2006
...lige på vippen til jul
Sidder lillejuleaften og prøver at tage mig sammen til at strikke endnu en artikel sammen til Ibyen. Denne gang om nytår og om alle de restauratører, som prøver at tage røven på os med deres 'eksklusive fester', og den bliver sikkert rigtig god, når jeg lige har fået samlet brikkerne...også inden i hovedet.
I morgen tager jeg og David til Tibirke, hvor vi skal fejre julen med hele mors familie i et det fælles sommerhus, hvor der er mere eller mindre plads til os. Julefreden kommer med garanti ikke til at sænke sig, men der kan ske andet godt. Og min gavebevidsthed er lige blevet vækket i dag, så jeg glæder mig vanvittigt til både at få og at give.
Nikolai og jeg havde gaveoverrækning over en frokostplatte, såmænd, på restaurantskibet VIVA i dag, og det var ret vellykket. Den fantastiske mand har begavet mig med, udover superflotte smykker, ultrablødt luksus-hjemme-velour-dragt fra Tekinoktay og den famøse og meget sjældne Den store Pastabog, to cd'er med hans favoritmusik og favoritsoundtracks.
Det er fantastisk musik, men fordi han er den han er, er der en del af det der mindre muntert og mere over i det rørende/gribende/downright sørgelige. Hvis ikke det er hård, avanceret metal. Resultatet er, at jeg skiftevis sidder og småheadbanger for mig selv over computeren mens jeg danner ubevidste billeder af dæmoner i hjernens bagkamre, og skiftevis snøfter mig igennem sætningerne mens tårene falder tungt ned i tastaturet.
Så når/hvis I tænker på mig i julen, så er det et billede af pige med hævede øjne, ondt i nakken, og artikel-deadline tirsdag kl.12 - men i smart, snehvidt, silkeblødt joggingtøj deluxe og med en guldkæde om halsen og to store armbånd, der skramler mod tastaturet, fordi jeg nægter at tage dem af. Altså en slags Jennifer Lopez post-Ben-Affleck-breakup, som kan stave til andet end "I'm real".
Nå, der var ligesom én ting, jeg gerne ville sige med denne post, og det var: Rigtig glædelig jul, allesammen. Jeg har ikke et superlækkert julelink til et happy X-mas card online med mig, der vinker manisk, men jeg har det her link til en julesang, som Justin Timberlake har lavet i 2006, og som jeg synes understreger, at manden har humor. Scroll halvvejs ned på siden som der er linket til og afspil videoen under afsnittet "Justin Timberlake wants to give his dick in a box". Prøv det. Seriously.
http://thesuperficial.com/2006/12/17-week/
Kærligste hilsner
Marie
I morgen tager jeg og David til Tibirke, hvor vi skal fejre julen med hele mors familie i et det fælles sommerhus, hvor der er mere eller mindre plads til os. Julefreden kommer med garanti ikke til at sænke sig, men der kan ske andet godt. Og min gavebevidsthed er lige blevet vækket i dag, så jeg glæder mig vanvittigt til både at få og at give.
Nikolai og jeg havde gaveoverrækning over en frokostplatte, såmænd, på restaurantskibet VIVA i dag, og det var ret vellykket. Den fantastiske mand har begavet mig med, udover superflotte smykker, ultrablødt luksus-hjemme-velour-dragt fra Tekinoktay og den famøse og meget sjældne Den store Pastabog, to cd'er med hans favoritmusik og favoritsoundtracks.
Det er fantastisk musik, men fordi han er den han er, er der en del af det der mindre muntert og mere over i det rørende/gribende/downright sørgelige. Hvis ikke det er hård, avanceret metal. Resultatet er, at jeg skiftevis sidder og småheadbanger for mig selv over computeren mens jeg danner ubevidste billeder af dæmoner i hjernens bagkamre, og skiftevis snøfter mig igennem sætningerne mens tårene falder tungt ned i tastaturet.
Så når/hvis I tænker på mig i julen, så er det et billede af pige med hævede øjne, ondt i nakken, og artikel-deadline tirsdag kl.12 - men i smart, snehvidt, silkeblødt joggingtøj deluxe og med en guldkæde om halsen og to store armbånd, der skramler mod tastaturet, fordi jeg nægter at tage dem af. Altså en slags Jennifer Lopez post-Ben-Affleck-breakup, som kan stave til andet end "I'm real".
Nå, der var ligesom én ting, jeg gerne ville sige med denne post, og det var: Rigtig glædelig jul, allesammen. Jeg har ikke et superlækkert julelink til et happy X-mas card online med mig, der vinker manisk, men jeg har det her link til en julesang, som Justin Timberlake har lavet i 2006, og som jeg synes understreger, at manden har humor. Scroll halvvejs ned på siden som der er linket til og afspil videoen under afsnittet "Justin Timberlake wants to give his dick in a box". Prøv det. Seriously.
http://thesuperficial.com/2006/12/17-week/
Kærligste hilsner
Marie
tirsdag, december 19, 2006
... anti
Lige en kommentar til Ungdomshuset-balladen. Det her (video)klip fra et par måneder siden ved Faderhusets kirke i Rødovre siger lidt om, hvad det er for nogle kræfter, der er sat i spil af Autonome vs. Faderhus/Danske Samfund. Hvad ser I i dette klip? Jeg ser mennesker, som er på mega dybt vand, som er bange og rådvilde, hvilke går ud over andre mennesker. På begge sider:
http://politiken.dk/poltv/?ExtID=1198
Jeg synes det er er meget uhyggeligt klip. Og jeg synes, at Politiet burde være bedre til at tackle sådan nogle situationer. Lidt mindre panik og vold i afmagt kunne være en klar forbedring. Til dem, der siger, at der bare skal mere 'konsekvens' (læs: vold) ind i kampen, både imod og for Ungdomshuset, prøv at se her, hvordan den slags konsekvens tager sig ud: Der er sgu' ingen stolhed og machismo over det. De slår på 15-årige børn, der sidder ned på jorden. Tror ikke at ret mange af de her betjente gik hjem med en fed følelse af at have udvist konsekvens. Eller: Jeg håber det ikke.
http://politiken.dk/poltv/?ExtID=1198
Jeg synes det er er meget uhyggeligt klip. Og jeg synes, at Politiet burde være bedre til at tackle sådan nogle situationer. Lidt mindre panik og vold i afmagt kunne være en klar forbedring. Til dem, der siger, at der bare skal mere 'konsekvens' (læs: vold) ind i kampen, både imod og for Ungdomshuset, prøv at se her, hvordan den slags konsekvens tager sig ud: Der er sgu' ingen stolhed og machismo over det. De slår på 15-årige børn, der sidder ned på jorden. Tror ikke at ret mange af de her betjente gik hjem med en fed følelse af at have udvist konsekvens. Eller: Jeg håber det ikke.
søndag, december 17, 2006
...i tvivl
Der er to ting, jeg synes jeg bør skrive om efter denne weekend.
Den ene er ungdomshuset og det faktum, at jeg desværre må siges at have tabt al sympati - ikke grundlæggende forståelse, men sympati - med brugernes kamp for at få lov at få et gratis hus.
Det andet er noget, som involverer julefrokost og bryster.
Jeg tror vi tager begge dele, og first things first:
Jeg har hele tiden været på ungerens side. Jeg har været - og er - helt med på, at de er blevet fanget i en gråzone af konfliktsky politikere og deres egen anarkistiske ideologis ubehjælpelige og træge stejlhed.
Og jeg mener, at det især er politikerenes mangel på vilje til at indse, at de er de voksne og at en løsning på ungdomshusets forhold til brugernes fordel ville betyde mindre ballade og ikke mindst, et vigtigt og interessant kultursted. I stedet solgte de bare skidtet. Så troede de den prut var slået. Det var i 2001. Og nu brænder ikke bare gaderne på N-bro, men også politiets ressourcer på at få udbedret skaderne fra den lette løsning. Kraftedeme flot.
Brugsretten til huset, den skulle brugerne efter sigende have. Så man tænker, er det gyldig jura, så burde salget jo kunne kaldes tilbage, med kompensation til faderhuset og næser til de ansvarlige hos Kommunen. Men det afgjorde fogedretten så, at det ikke kunne. Dixi.
Og så er der sådan set ikke så meget at gøre juridisk. Jeg tror på det danske retssystem i høj nok grad til at mene, at sagen formentlig har fået en retfærdig behandling efter gældende jura, og at den eneste anden vej frem ville være at fifle med paragrafferne, som der jo var forslag om hos en gruppe i borgerrepræsentationen, eller at lægge et politisk pres på Faderhuset for at sælge. Men begge dele er i så høj grda på kant med basale borgerrettigheder, at det hurtigt begynder at stinke af et skred i de værdier, som for alvor betyder noget. Frihed, lighed og broderskab. Demokrati. Retsstat. Alt det, som Ungerens brugere vistnok synes, der er for lidt af i dagens Danmark.
Jeg synes så stadig, at det er den største synd og skam, at det er netop Faderhuset, en fundamentalitisk religiøs bevægelse, som har købt skidtet. At de har gjort det til en principsag på vejne af Gud og hvermand (efter eget udssagn har Ruth Evensen modtaget adskillige berve fra danskere, som beder dem stå fast). Enhver ejer, som var drevet af fornuft i stedet for fanatisme, ville på nuværende tidspunkt for længst have sagt fra og solgt huset til Fonden Jagtvej 69, og så var der et par tabte ansigter rundt om i kommunen, men relativ fred og ro. Ikke bare på grund af balladen, men også fordi en fornuftig ejer ville kunne se, at det var 'varme varer', han havde købt, og at dette køb ødelagde en ungdomskultur, som betyder meget for mange.
Men nu var det lige Faderhuset. Og ser man lidt neutralt på det, er det da interessant, at Ungdomshusets brugere nu er kommet op mod en modstander, som er ligeså hårde i filten og ligeså lidt indstillet på at spille efter andre regler end deres egne, som de selv er. Ruth Evensen udtalte til Politiken for et par uger siden, at hun faktisk havde stor forståelse for de unges indædte kamp. De brændte for deres sag, og hun sympatiserede langt mere med dem, sagde hun, end med de mange lunkne kristne rundt om i landet, som ikke tror for alvor.
Det er en spændende sætning, synes jeg.
Ungdomshuset er en værdig modstander for Faderhusets korstog, med andre ord. Og det peger på, at kampen er en del af det, som driver pastor Evensen, der dermed langt fra er uskyldig i tingenes ophedede tilstand.
Jeg må dog så tilføje, at jeg ikke har meget respekt for folk, der starter krige som de lader andre kæmpe for sig. Måske er det ikke rimeligt, at samfundets ressourcer går til at rydde op efter de autonomes hærgen i går. Men lad os gå et led længere tilbage og spørge: Er det rimeligt, at Faderhuset kan sidde og bruge Københavns Politi som privat hær i en kamp, de selv har valgt?
Personligt tror jeg heller ikke, at Jesus mener, at denne kamp er den vigtigste at udkæmpe i hans navn. Men hvad ved jeg. Vend den anden kind til.
Men: Når alt dette er sagt, så er det i mine øjne ikke sådan, at nogen som helst i hele Danmark har ret til at hærge og ødelægge, fordi noget nægtes dem - retfærdigt udmålt efter gældende dansk lov, som er et af de mindst korrupte og mest demokratiske i verden, uanste hvordan man vender og drejer det. Det er ikke livet og friheden, der bliver taget fra dem. Det er et klubhus!
Jeg ved godt, at for brugerne er det et større spørgsmål, men det er det bare alligevel ikke, når man ser det i sammenligning med resten af verden. Den 16. december 2006 var der på BBC en nyhed om at mexikanske elitetropper havde trukket sig ud af en besat by i mexico, hvor venstreorienterede aktivister havde kæmpet i tre måneder i protest mod regeringen, mod tortur, frihedsbrøvelse og drab. Det er den slags, Ungdomshusets brugerne retorisk forsøger at få det til at handle om, men det gør det bare ikke.
Jeg støtter, at Ungdomshuset skal bevares. Men jeg synes nu, efter 16. december og alt det lort, de nye hellige krigere lover at sende nedover "fucking facist Danmark", at den politiske kultur, der lever i og omkring huset, er umoden, destruktiv, egoistisk, skræmmende og ikke til at respektere. Jeg er taknemmelig for, at jeg lever i det samfund, jeg gør, og ikke i et, hvor Ungdomshusets brugere og deres etik og retfærdighedskriterier sætter dagsordenen.
Og nu: Undskyld. Jeg ved, hvorfor I er kommet så langt som dette i teksten. Hvis I de stadig er her. Men jeg må lige lad eop igen efter dette rant. Så får i julebryst-historien en anden dag.
- m
Den ene er ungdomshuset og det faktum, at jeg desværre må siges at have tabt al sympati - ikke grundlæggende forståelse, men sympati - med brugernes kamp for at få lov at få et gratis hus.
Det andet er noget, som involverer julefrokost og bryster.
Jeg tror vi tager begge dele, og first things first:
Jeg har hele tiden været på ungerens side. Jeg har været - og er - helt med på, at de er blevet fanget i en gråzone af konfliktsky politikere og deres egen anarkistiske ideologis ubehjælpelige og træge stejlhed.
Og jeg mener, at det især er politikerenes mangel på vilje til at indse, at de er de voksne og at en løsning på ungdomshusets forhold til brugernes fordel ville betyde mindre ballade og ikke mindst, et vigtigt og interessant kultursted. I stedet solgte de bare skidtet. Så troede de den prut var slået. Det var i 2001. Og nu brænder ikke bare gaderne på N-bro, men også politiets ressourcer på at få udbedret skaderne fra den lette løsning. Kraftedeme flot.
Brugsretten til huset, den skulle brugerne efter sigende have. Så man tænker, er det gyldig jura, så burde salget jo kunne kaldes tilbage, med kompensation til faderhuset og næser til de ansvarlige hos Kommunen. Men det afgjorde fogedretten så, at det ikke kunne. Dixi.
Og så er der sådan set ikke så meget at gøre juridisk. Jeg tror på det danske retssystem i høj nok grad til at mene, at sagen formentlig har fået en retfærdig behandling efter gældende jura, og at den eneste anden vej frem ville være at fifle med paragrafferne, som der jo var forslag om hos en gruppe i borgerrepræsentationen, eller at lægge et politisk pres på Faderhuset for at sælge. Men begge dele er i så høj grda på kant med basale borgerrettigheder, at det hurtigt begynder at stinke af et skred i de værdier, som for alvor betyder noget. Frihed, lighed og broderskab. Demokrati. Retsstat. Alt det, som Ungerens brugere vistnok synes, der er for lidt af i dagens Danmark.
Jeg synes så stadig, at det er den største synd og skam, at det er netop Faderhuset, en fundamentalitisk religiøs bevægelse, som har købt skidtet. At de har gjort det til en principsag på vejne af Gud og hvermand (efter eget udssagn har Ruth Evensen modtaget adskillige berve fra danskere, som beder dem stå fast). Enhver ejer, som var drevet af fornuft i stedet for fanatisme, ville på nuværende tidspunkt for længst have sagt fra og solgt huset til Fonden Jagtvej 69, og så var der et par tabte ansigter rundt om i kommunen, men relativ fred og ro. Ikke bare på grund af balladen, men også fordi en fornuftig ejer ville kunne se, at det var 'varme varer', han havde købt, og at dette køb ødelagde en ungdomskultur, som betyder meget for mange.
Men nu var det lige Faderhuset. Og ser man lidt neutralt på det, er det da interessant, at Ungdomshusets brugere nu er kommet op mod en modstander, som er ligeså hårde i filten og ligeså lidt indstillet på at spille efter andre regler end deres egne, som de selv er. Ruth Evensen udtalte til Politiken for et par uger siden, at hun faktisk havde stor forståelse for de unges indædte kamp. De brændte for deres sag, og hun sympatiserede langt mere med dem, sagde hun, end med de mange lunkne kristne rundt om i landet, som ikke tror for alvor.
Det er en spændende sætning, synes jeg.
Ungdomshuset er en værdig modstander for Faderhusets korstog, med andre ord. Og det peger på, at kampen er en del af det, som driver pastor Evensen, der dermed langt fra er uskyldig i tingenes ophedede tilstand.
Jeg må dog så tilføje, at jeg ikke har meget respekt for folk, der starter krige som de lader andre kæmpe for sig. Måske er det ikke rimeligt, at samfundets ressourcer går til at rydde op efter de autonomes hærgen i går. Men lad os gå et led længere tilbage og spørge: Er det rimeligt, at Faderhuset kan sidde og bruge Københavns Politi som privat hær i en kamp, de selv har valgt?
Personligt tror jeg heller ikke, at Jesus mener, at denne kamp er den vigtigste at udkæmpe i hans navn. Men hvad ved jeg. Vend den anden kind til.
Men: Når alt dette er sagt, så er det i mine øjne ikke sådan, at nogen som helst i hele Danmark har ret til at hærge og ødelægge, fordi noget nægtes dem - retfærdigt udmålt efter gældende dansk lov, som er et af de mindst korrupte og mest demokratiske i verden, uanste hvordan man vender og drejer det. Det er ikke livet og friheden, der bliver taget fra dem. Det er et klubhus!
Jeg ved godt, at for brugerne er det et større spørgsmål, men det er det bare alligevel ikke, når man ser det i sammenligning med resten af verden. Den 16. december 2006 var der på BBC en nyhed om at mexikanske elitetropper havde trukket sig ud af en besat by i mexico, hvor venstreorienterede aktivister havde kæmpet i tre måneder i protest mod regeringen, mod tortur, frihedsbrøvelse og drab. Det er den slags, Ungdomshusets brugerne retorisk forsøger at få det til at handle om, men det gør det bare ikke.
Jeg støtter, at Ungdomshuset skal bevares. Men jeg synes nu, efter 16. december og alt det lort, de nye hellige krigere lover at sende nedover "fucking facist Danmark", at den politiske kultur, der lever i og omkring huset, er umoden, destruktiv, egoistisk, skræmmende og ikke til at respektere. Jeg er taknemmelig for, at jeg lever i det samfund, jeg gør, og ikke i et, hvor Ungdomshusets brugere og deres etik og retfærdighedskriterier sætter dagsordenen.
Og nu: Undskyld. Jeg ved, hvorfor I er kommet så langt som dette i teksten. Hvis I de stadig er her. Men jeg må lige lad eop igen efter dette rant. Så får i julebryst-historien en anden dag.
- m
tirsdag, december 12, 2006
...overfladisk
Jeg surfede lige rundt på en masse forskellige blogs og MySpace-profiler her den sidste time. For folk jeg kender, folk som kender folk jeg kender, og folk som kender helt vildt mange tjekkede mennesker, jeg ikke kender og som ikke ville tale til mig om jeg så tilbød dem Marilyn Monroes trusser af chokolade. De sidste mest på MySpace - 'din direkte vej til mindreværd på nettet'.
Eller eller. For det var ikke MySpace, som havde held med at trykke på mine knapper - her off-knappen. Det var blogs'ene. Årsag:
En blog er en ærlig sag. Her siger du noget, om dig, om din navle, om andre, om verden, om ondskab og godhed, om ret og vrang, eller bare om Paris Hilton. Derfor, fordi der (som regel) er noget indhold bag, noget på hjerte, kan det også gøre et indtryk. Eller få dig til at føle dig dum og elendig. Mere om det om lidt.
MySpace, derimod, er noget af det mest fesne og selvforherligende lort, og det går mig på nerverne. Hele halløjet er bygget op som den mest overfladiske og selvfede klub, hvor jeg personligt ved med mig selv at jeg ikke ville kunne komme hurtigt nok ud fra.
Så de altid så skide groovy tracks, de evindelige pandehår-og-goofy-briller-lækre billeder fra vilde fester, jeg ikke har været til og alle de mennesker, som har Anika Lori og Jay-Z som MySpace-buddies, går mig ganske vist på nerverne - men de giver mig ikke mindre selvværd.
Den slags posing har jeg oplevet for mange gange til at den kan narre mig længere. 10% er løgn, 40% overdrivelse, 20% ønsketænkning, 15% mindreværd, og 15% true enough.
Nogle har selvfølgelig et højere 'true enough'-tal, og de er bare heldige, og tilhører sikkert 'taler ikke for trusser'-segmentet. Eller også er de bare meget tjekkede på den gode måde. Dem kan man jo kun beundre. Og det kan man næsten klare uden at blive misundelig. Når man har gået i både gymnasiet i Nordsjælland og på Københavns Universitet med alt hvad det indebærer af opblæste narhoveder m/k, får man Teflon på sjælen overfor den slags. Lokalirriterende ja, vigtigt for mig nej.
Det nederen er de der blogs. For hvor er der mange, der har intressesante og relevante blogs om politik, samfund, u-lande, og kunst og kultur på den tunge måde. Det afspejler nok, at de har personligheder, overskud og intelligens til ikke bare at reflektere over disse problemstillinger, men også formidle dem.
Og jeg - jeg skriver om min tandlæge.
Vil I høre mere? Okay, hvad er der gået gennem mit hovede i dag: I dag har jeg skrevet en guide til alternative juleaftensfester for ibyen.dk, i hvilken forbindelse jeg ringede til flere hjælpeorganisationer, som meddelte, at de ikke havde brug for frivillige hjælpere til julen. Det fik mig til at tænke, at det var da dejligt og at måske var medmenneskelighed ikke helt så fremtidsløst, som CEPOS vil have os til at tro.
Så tog jeg ind til byen for at tale med en gut, der hedder Mikkel Bondo, og som via sine utallige arbejdspladser som bla. bartender kunne vide lidt om, hvor de fede nytårsfester er i år. Til næste ibyen.dk-guide. Fandt ham sms'ende på to telefoner på Joe and the Juice, og fik ham til at love at give mig besked hvis noget spændende nåede hans ører. Det fik mig til at tænke, at det er ironisk, at jeg ikke selv aner det, og skal forestille at være gå-i-byen-journalist. Men så tænkte jeg bagefter, at journalistik ikke gælder om at være happening. Det gælder om at vide, hvem der er happening. And not be afraid to ask. Så jeg har også haft en faglig reflektion i dag. Hva' ba.
Desuden interviewede jeg en sød klubejer på Nadsat i Hyskenstræde til guiden, og hendes (jule)lys i øjnene ved tanken om klubbens julefest - "Vi fejrer at det er overstået - det er årets bedste aften" - fik mig til at tænke, at jeg burde gå mere ud. Også juleaften.
Så har jeg købt et par simili-ørenringe og en gave til mit gudbarn, og der tænkte jeg mest på, at sidst jeg købte et par tøfler til hende, var hendes fødder for store allerede ved udpakningen. Børn i alderen 5-12 vokser altså helt ukontrollablet på et år. Hendes skuffede, tapre lille smil da hun alligevel takkede for de svanedunsbesatte men ubrugelige skønheder med et "Det gør ikke noget, Marie", var ikke til at bære. Så jeg gik i en anden retning i år. Mod noget one-size.
Senere tænkte jeg lidt over en artikel, jeg skal skrive for Wonderland. Den er 'næste kapitel' efter den, jeg skrev om samtidskunstens status pt., og den skal handle om, hvem der har magten i dansk kunst. Det fik mig til at tænke over to ting:
-Hvem har magten i dansk kunst?
-Og: At jeg var stolt af den første artikel, og glædede mig til at skrive den næste.
En positiv tanke, altså, men ikke særligt uselvisk eller samfundskritisk.
Så har jeg spist tre clementiner og en speltbolle, som jeg fandt overraskende velsmagende. Jeg troede ellers, at spelt var lig med brød af Rockwool og hørfrø. Udemærket gået, mystiske kornsort.
Jeg mindes at have tænkt over, at der sad en tigger på Strøget med et skilt hvor der bare stod "JEG ER SULTEN", og at det var en ulamindeligt konsekvent og troværdig udmelding. Jeg gav ham ingen penge.
Nu vil jeg spise igen, og maden står lige ud i køleskabet. En rest - en underart af Stroganoff-familien, som jeg spiste mig til mavepine i i går.
Det får mig til at tænke på, at det er en paradoksal sætningsklemme, jeg har lavet omkring afsnittet om den sultne tigger - begge handler om min egen direkte vej til mad. Men også at jeg ikke vil ændre det, for nogle gange kan tilfældigheder give i nogle udemærkede og tankevækkende resultater. Som jeg vist nu har ødelagt spontaniteten af ved at skære ret meget ud i pap. Sorry, folks.
Senere i aften tror jeg, at jeg skal se 'Sex and The City'-julekalender på TV3 og skrive en jobansøgning til endnu et magasin. Jeg tænker nok ikke på noget mens jeg gør de ting. Jeg sover nok ikke før klokken 2-3 stykker, for det kan jeg som regel ikke. Når jeg ligger i sengen, er der en vis chance for at jeg taler om noget interessant med Nikolai, for det måske den bedste tid, jeg har hver dag. Alt er relativt, men der kommer som regel noget spændende op, når man er under dynen.
Pun intended, I guess.
Jeg læste avisen i morges. Jeg har også set nyheder. Også TV2 Njus. Men begge dele efterlod mig mest af alt med en længsel efter den verden, jeg beskrev ovenfor. En lille, selektiv verden, med mig som midtpunkt og med ret få tråde udadtil i øjeblikket.
I'm so sorry. But that's what you get in here. Cause that's what I have in here.
Eller eller. For det var ikke MySpace, som havde held med at trykke på mine knapper - her off-knappen. Det var blogs'ene. Årsag:
En blog er en ærlig sag. Her siger du noget, om dig, om din navle, om andre, om verden, om ondskab og godhed, om ret og vrang, eller bare om Paris Hilton. Derfor, fordi der (som regel) er noget indhold bag, noget på hjerte, kan det også gøre et indtryk. Eller få dig til at føle dig dum og elendig. Mere om det om lidt.
MySpace, derimod, er noget af det mest fesne og selvforherligende lort, og det går mig på nerverne. Hele halløjet er bygget op som den mest overfladiske og selvfede klub, hvor jeg personligt ved med mig selv at jeg ikke ville kunne komme hurtigt nok ud fra.
Så de altid så skide groovy tracks, de evindelige pandehår-og-goofy-briller-lækre billeder fra vilde fester, jeg ikke har været til og alle de mennesker, som har Anika Lori og Jay-Z som MySpace-buddies, går mig ganske vist på nerverne - men de giver mig ikke mindre selvværd.
Den slags posing har jeg oplevet for mange gange til at den kan narre mig længere. 10% er løgn, 40% overdrivelse, 20% ønsketænkning, 15% mindreværd, og 15% true enough.
Nogle har selvfølgelig et højere 'true enough'-tal, og de er bare heldige, og tilhører sikkert 'taler ikke for trusser'-segmentet. Eller også er de bare meget tjekkede på den gode måde. Dem kan man jo kun beundre. Og det kan man næsten klare uden at blive misundelig. Når man har gået i både gymnasiet i Nordsjælland og på Københavns Universitet med alt hvad det indebærer af opblæste narhoveder m/k, får man Teflon på sjælen overfor den slags. Lokalirriterende ja, vigtigt for mig nej.
Det nederen er de der blogs. For hvor er der mange, der har intressesante og relevante blogs om politik, samfund, u-lande, og kunst og kultur på den tunge måde. Det afspejler nok, at de har personligheder, overskud og intelligens til ikke bare at reflektere over disse problemstillinger, men også formidle dem.
Og jeg - jeg skriver om min tandlæge.
Vil I høre mere? Okay, hvad er der gået gennem mit hovede i dag: I dag har jeg skrevet en guide til alternative juleaftensfester for ibyen.dk, i hvilken forbindelse jeg ringede til flere hjælpeorganisationer, som meddelte, at de ikke havde brug for frivillige hjælpere til julen. Det fik mig til at tænke, at det var da dejligt og at måske var medmenneskelighed ikke helt så fremtidsløst, som CEPOS vil have os til at tro.
Så tog jeg ind til byen for at tale med en gut, der hedder Mikkel Bondo, og som via sine utallige arbejdspladser som bla. bartender kunne vide lidt om, hvor de fede nytårsfester er i år. Til næste ibyen.dk-guide. Fandt ham sms'ende på to telefoner på Joe and the Juice, og fik ham til at love at give mig besked hvis noget spændende nåede hans ører. Det fik mig til at tænke, at det er ironisk, at jeg ikke selv aner det, og skal forestille at være gå-i-byen-journalist. Men så tænkte jeg bagefter, at journalistik ikke gælder om at være happening. Det gælder om at vide, hvem der er happening. And not be afraid to ask. Så jeg har også haft en faglig reflektion i dag. Hva' ba.
Desuden interviewede jeg en sød klubejer på Nadsat i Hyskenstræde til guiden, og hendes (jule)lys i øjnene ved tanken om klubbens julefest - "Vi fejrer at det er overstået - det er årets bedste aften" - fik mig til at tænke, at jeg burde gå mere ud. Også juleaften.
Så har jeg købt et par simili-ørenringe og en gave til mit gudbarn, og der tænkte jeg mest på, at sidst jeg købte et par tøfler til hende, var hendes fødder for store allerede ved udpakningen. Børn i alderen 5-12 vokser altså helt ukontrollablet på et år. Hendes skuffede, tapre lille smil da hun alligevel takkede for de svanedunsbesatte men ubrugelige skønheder med et "Det gør ikke noget, Marie", var ikke til at bære. Så jeg gik i en anden retning i år. Mod noget one-size.
Senere tænkte jeg lidt over en artikel, jeg skal skrive for Wonderland. Den er 'næste kapitel' efter den, jeg skrev om samtidskunstens status pt., og den skal handle om, hvem der har magten i dansk kunst. Det fik mig til at tænke over to ting:
-Hvem har magten i dansk kunst?
-Og: At jeg var stolt af den første artikel, og glædede mig til at skrive den næste.
En positiv tanke, altså, men ikke særligt uselvisk eller samfundskritisk.
Så har jeg spist tre clementiner og en speltbolle, som jeg fandt overraskende velsmagende. Jeg troede ellers, at spelt var lig med brød af Rockwool og hørfrø. Udemærket gået, mystiske kornsort.
Jeg mindes at have tænkt over, at der sad en tigger på Strøget med et skilt hvor der bare stod "JEG ER SULTEN", og at det var en ulamindeligt konsekvent og troværdig udmelding. Jeg gav ham ingen penge.
Nu vil jeg spise igen, og maden står lige ud i køleskabet. En rest - en underart af Stroganoff-familien, som jeg spiste mig til mavepine i i går.
Det får mig til at tænke på, at det er en paradoksal sætningsklemme, jeg har lavet omkring afsnittet om den sultne tigger - begge handler om min egen direkte vej til mad. Men også at jeg ikke vil ændre det, for nogle gange kan tilfældigheder give i nogle udemærkede og tankevækkende resultater. Som jeg vist nu har ødelagt spontaniteten af ved at skære ret meget ud i pap. Sorry, folks.
Senere i aften tror jeg, at jeg skal se 'Sex and The City'-julekalender på TV3 og skrive en jobansøgning til endnu et magasin. Jeg tænker nok ikke på noget mens jeg gør de ting. Jeg sover nok ikke før klokken 2-3 stykker, for det kan jeg som regel ikke. Når jeg ligger i sengen, er der en vis chance for at jeg taler om noget interessant med Nikolai, for det måske den bedste tid, jeg har hver dag. Alt er relativt, men der kommer som regel noget spændende op, når man er under dynen.
Pun intended, I guess.
Jeg læste avisen i morges. Jeg har også set nyheder. Også TV2 Njus. Men begge dele efterlod mig mest af alt med en længsel efter den verden, jeg beskrev ovenfor. En lille, selektiv verden, med mig som midtpunkt og med ret få tråde udadtil i øjeblikket.
I'm so sorry. But that's what you get in here. Cause that's what I have in here.
søndag, december 10, 2006
...i stolen
Min mor har et par ordsprog, som hun ynder. Et af dem er 'Lykke er smerte, der holder op'.
Det er genialt. Det fungerer både i det det store, eksistensielle perspektiv, og helt ned på det plan, hvor hovedpinen langsomt forsvinder efter en dags tømmermandshelvede.
Men i fredags gik det op for mig, at lykke også kan være smerte, som aldrig indfinder sig. Fredag klokken 11 var jeg i bedre humør end nogen Ho-ho-hoende julemand foran Illum. Det var jeg, fordi at jeg fredag klokken 10 havde en aftale med min tandlæge.
Min tandlæge er et dejligt menneske. Hun hedder Rie, hun har gået i folkeskole med min far, hun er et tillidsvækkende og behageligt menneske, som har kølige, stabile hænder og er i stand til at føre en virkelig reflekteret halvandenvejs-konversation med én mens hun kompetent flytter rundt på en seks-syv forskellige spidse metalgenstande i ens mundhule.
Rie er helt sikkert en af årsagerne til, at jeg aldrig har haft decideret tandlægeskræk. Den anden årsag er Lene Køppen, tidligere All England-mester i damesingle i badminton og Verdensmester i Mixed Double i 1977.
Da Lene Køppen lagde ketcheren fra sig som 30-årig, samlede hun i stedet eksamensbeviset fra tandlægeskolen op. Og til det store held for eleverne på Vedbæk Skole, valgte hun at søge stillingen som skoletandlæge, da Tandlæge-Kirsten, en dame som var lidt mere af den gamle skole tandplejemæssigt og noget hårdhændet, som jeg husker det fra de helt unge år, gik på pension.
Tandlæge-Kirsten var ikke en sadist som sådan, men hun var håndværker, ikke pædagog, og når vi taler 6-årige børn og boremaskiner i munden, så er lidt omsorg altså et mindst ligeså essentielt redskab som en vattampon. Men med Tandlæge-Kirsten var der ikke tid til fingerspitzgefühl. Det var take it or leave it-tandpleje, hvor man skulle lide for sit lille gummidyr og mini-tuben fra Colgate. Det var ligesom en del af det med tandlægen. Den gamle skole, som sagt.
Ind steppede Lene, og så var det slut med tårer. Let og elegant regerede hun de hvide træskos land, så tandlægebesøg blev en afslappende og kærlig afveksling i skoledagen. Man var i gode hænder. Man fik rene tænder. Og hvis man spurgte pænt, så fik man stadig et lille gummidyr som udmærkelse for vel overstået tandtjek, selv når man havde nået den alder, hvor Lene måtte se venligt bort fra at få kittelærmet tilsmudset af en fedtet mix af Rimmel Foundation og Clerasil-dækstift. Jo, tandklinikken på Vedbæk Skole var en tryg og velkommen havn i teenageårenes tumult.
Dette er Lene:
http://ha5.free.fr/danemark_772.jpg
Da dagen kom, hvor jeg ikke længere kunne trække på skoletandplejens tjenester, var jeg så godt vant med Lenes professionelle venlighed, at jeg troede, at det kun kunne gå nedad bakke. Jeg vidste jo udmærket, at tandlægebesøg ikke burde være noget, man så frem til, men at der ude i den virkelige verden fandtes tandlæger, som kun ønskede at se blodet sprøjte mellem deres gummiklædte fingre. At Lene Køppens klinik var et helle, som på magisk vis havde været os forundt i de unge år.
Så kom Rie. Og trygheden vendte tilbage. Jeg havde aldrig behøvet at frygte.
Ikke at det er 100% smertefrit at ligge i stolen hos hende på Strandboulevarden. Især ikke når man som jeg er en tandlægernes arbejdsopgave-tag-selv-bord: Jeg er for doven og træt morgen og aften til at børste længe, og jeg bryder mig ikke om tandpasta, og har derfor fået lavet mindst en fem-otte huller gennem tiden, plus at jeg har fået trukket alle fire visdomstænder ud - og da de var ude, besluttede min krop at producere fire tænder mere samme steder, tænder, som Rie ikke kan forklare, hvorfor kom eller hvad de skulle bruges til - men ud skulle de! Tre af dem i al fald, og for dem, der aldrig har fået trukket en tand ud, så kan jeg skrive under på, at JA - det gør nas. I et par dage efter, hvis den endda skal opereres ud.
De ting sker også på Ries klinik. Men i det mindste er der ingen der nyder ens lidelser. Og de er hurtigt ovre. Man får ros for sit mod, og en kærlig hilsen med til mor og far. Når man altså har betalt de horrible regninger, men hey - tilgengæld slipper man måske for en dag at vågne op og sige godmorgen til sit gebis i et glas på natbordet.
Nå. Fredag var jeg nervøs. For uagtet alle de rosende ord om Ries blide hænder, så vidste jeg, at jeg havde ditchet mine aftaler med hende i over to år, at min fjerde og sidste ekstra-tand, som var en kær baby sidst, nu havde vokset sig til en lang kindtand, og at der var en mistænkelig smerte i nærheden af en tand i undermunden, som havde en endnu mere mistænkelig sort plet lige midt i.
Worst case scenario var således både boring og udtrækning. Og af frygt for denne kombi havde jeg trukket denne aftale så længe jeg kunne retfærdiggøre det, mens tænder blev længre, sorte pletter større og smerter værre. Med andre ord: Der var lagt i ovnen til både skældud og smertehelvede.
"Jeg har et hul i en af tænderne", sagde jeg brødebetynget til Rie, da jeg var blevet placeret i stolen.
"Hvordan kan du vide det? Gab op", smilede hun, mens hun stak et spejl og noget spidst ind i gabet på mig.
"Oggi er er eng ort et å anden", svarede jeg, og pegede ind i min mund i det, der måtte være den generelle retning af miseren. "'Er-ede."
Jeg var helt, helt sikker på, at Rie ville sige "Ja, det kan jeg godt se, det er tydeligt for enhver at der er stort, ækelt hul i den tand!" og begynde at skælde ud og bore lige med det samme. I stedet sagde hun: "Nu kigger vi lige på nogle røngtenbilleder", og proppede fotoudstyret ind i min mund.
Og tænk jer: Det var ikke et hul! Det er en lille kløft i tanden, en fissur, som det hedder med et ret geologisk udtryk, der får mig til at være lidt stolt af mine tænder på en bjergkædeagtige måde. Det er helt naturligt og en del af tandens personlige frihed til at udvikle sig som individ i en verden af andre hvide klumper. Det mørke er bare lidt misfarvning. Og smerten er nogle blottede tandhalse, men det har jeg set i en reklame, at Iben Hjejle også har, så det gør mig bare mere happening.
Og så rensede Rie mine tænder med spidse metalting og fluorlak, mens hun argumenterede reflekteret og engageret for aktiv dødshjælp og beklikkede danskernes berøringsangst med dette emne, og jeg stirrede beundrende op på hende og sagde "Ah" og "Ej" og skyllede efter i en plastikkop.
Og så hostede jeg op med 500 kroner, og gik ned på gaden og ud i juletravlheden som den gladeste og mest overraskede pige i København den eftermiddag. Nul huller. Lykke er smerte, der ikke dukker op.
Det er genialt. Det fungerer både i det det store, eksistensielle perspektiv, og helt ned på det plan, hvor hovedpinen langsomt forsvinder efter en dags tømmermandshelvede.
Men i fredags gik det op for mig, at lykke også kan være smerte, som aldrig indfinder sig. Fredag klokken 11 var jeg i bedre humør end nogen Ho-ho-hoende julemand foran Illum. Det var jeg, fordi at jeg fredag klokken 10 havde en aftale med min tandlæge.
Min tandlæge er et dejligt menneske. Hun hedder Rie, hun har gået i folkeskole med min far, hun er et tillidsvækkende og behageligt menneske, som har kølige, stabile hænder og er i stand til at føre en virkelig reflekteret halvandenvejs-konversation med én mens hun kompetent flytter rundt på en seks-syv forskellige spidse metalgenstande i ens mundhule.
Rie er helt sikkert en af årsagerne til, at jeg aldrig har haft decideret tandlægeskræk. Den anden årsag er Lene Køppen, tidligere All England-mester i damesingle i badminton og Verdensmester i Mixed Double i 1977.
Da Lene Køppen lagde ketcheren fra sig som 30-årig, samlede hun i stedet eksamensbeviset fra tandlægeskolen op. Og til det store held for eleverne på Vedbæk Skole, valgte hun at søge stillingen som skoletandlæge, da Tandlæge-Kirsten, en dame som var lidt mere af den gamle skole tandplejemæssigt og noget hårdhændet, som jeg husker det fra de helt unge år, gik på pension.
Tandlæge-Kirsten var ikke en sadist som sådan, men hun var håndværker, ikke pædagog, og når vi taler 6-årige børn og boremaskiner i munden, så er lidt omsorg altså et mindst ligeså essentielt redskab som en vattampon. Men med Tandlæge-Kirsten var der ikke tid til fingerspitzgefühl. Det var take it or leave it-tandpleje, hvor man skulle lide for sit lille gummidyr og mini-tuben fra Colgate. Det var ligesom en del af det med tandlægen. Den gamle skole, som sagt.
Ind steppede Lene, og så var det slut med tårer. Let og elegant regerede hun de hvide træskos land, så tandlægebesøg blev en afslappende og kærlig afveksling i skoledagen. Man var i gode hænder. Man fik rene tænder. Og hvis man spurgte pænt, så fik man stadig et lille gummidyr som udmærkelse for vel overstået tandtjek, selv når man havde nået den alder, hvor Lene måtte se venligt bort fra at få kittelærmet tilsmudset af en fedtet mix af Rimmel Foundation og Clerasil-dækstift. Jo, tandklinikken på Vedbæk Skole var en tryg og velkommen havn i teenageårenes tumult.
Dette er Lene:
http://ha5.free.fr/danemark_772.jpg
Da dagen kom, hvor jeg ikke længere kunne trække på skoletandplejens tjenester, var jeg så godt vant med Lenes professionelle venlighed, at jeg troede, at det kun kunne gå nedad bakke. Jeg vidste jo udmærket, at tandlægebesøg ikke burde være noget, man så frem til, men at der ude i den virkelige verden fandtes tandlæger, som kun ønskede at se blodet sprøjte mellem deres gummiklædte fingre. At Lene Køppens klinik var et helle, som på magisk vis havde været os forundt i de unge år.
Så kom Rie. Og trygheden vendte tilbage. Jeg havde aldrig behøvet at frygte.
Ikke at det er 100% smertefrit at ligge i stolen hos hende på Strandboulevarden. Især ikke når man som jeg er en tandlægernes arbejdsopgave-tag-selv-bord: Jeg er for doven og træt morgen og aften til at børste længe, og jeg bryder mig ikke om tandpasta, og har derfor fået lavet mindst en fem-otte huller gennem tiden, plus at jeg har fået trukket alle fire visdomstænder ud - og da de var ude, besluttede min krop at producere fire tænder mere samme steder, tænder, som Rie ikke kan forklare, hvorfor kom eller hvad de skulle bruges til - men ud skulle de! Tre af dem i al fald, og for dem, der aldrig har fået trukket en tand ud, så kan jeg skrive under på, at JA - det gør nas. I et par dage efter, hvis den endda skal opereres ud.
De ting sker også på Ries klinik. Men i det mindste er der ingen der nyder ens lidelser. Og de er hurtigt ovre. Man får ros for sit mod, og en kærlig hilsen med til mor og far. Når man altså har betalt de horrible regninger, men hey - tilgengæld slipper man måske for en dag at vågne op og sige godmorgen til sit gebis i et glas på natbordet.
Nå. Fredag var jeg nervøs. For uagtet alle de rosende ord om Ries blide hænder, så vidste jeg, at jeg havde ditchet mine aftaler med hende i over to år, at min fjerde og sidste ekstra-tand, som var en kær baby sidst, nu havde vokset sig til en lang kindtand, og at der var en mistænkelig smerte i nærheden af en tand i undermunden, som havde en endnu mere mistænkelig sort plet lige midt i.
Worst case scenario var således både boring og udtrækning. Og af frygt for denne kombi havde jeg trukket denne aftale så længe jeg kunne retfærdiggøre det, mens tænder blev længre, sorte pletter større og smerter værre. Med andre ord: Der var lagt i ovnen til både skældud og smertehelvede.
"Jeg har et hul i en af tænderne", sagde jeg brødebetynget til Rie, da jeg var blevet placeret i stolen.
"Hvordan kan du vide det? Gab op", smilede hun, mens hun stak et spejl og noget spidst ind i gabet på mig.
"Oggi er er eng ort et å anden", svarede jeg, og pegede ind i min mund i det, der måtte være den generelle retning af miseren. "'Er-ede."
Jeg var helt, helt sikker på, at Rie ville sige "Ja, det kan jeg godt se, det er tydeligt for enhver at der er stort, ækelt hul i den tand!" og begynde at skælde ud og bore lige med det samme. I stedet sagde hun: "Nu kigger vi lige på nogle røngtenbilleder", og proppede fotoudstyret ind i min mund.
Og tænk jer: Det var ikke et hul! Det er en lille kløft i tanden, en fissur, som det hedder med et ret geologisk udtryk, der får mig til at være lidt stolt af mine tænder på en bjergkædeagtige måde. Det er helt naturligt og en del af tandens personlige frihed til at udvikle sig som individ i en verden af andre hvide klumper. Det mørke er bare lidt misfarvning. Og smerten er nogle blottede tandhalse, men det har jeg set i en reklame, at Iben Hjejle også har, så det gør mig bare mere happening.
Og så rensede Rie mine tænder med spidse metalting og fluorlak, mens hun argumenterede reflekteret og engageret for aktiv dødshjælp og beklikkede danskernes berøringsangst med dette emne, og jeg stirrede beundrende op på hende og sagde "Ah" og "Ej" og skyllede efter i en plastikkop.
Og så hostede jeg op med 500 kroner, og gik ned på gaden og ud i juletravlheden som den gladeste og mest overraskede pige i København den eftermiddag. Nul huller. Lykke er smerte, der ikke dukker op.
...lidt doven
Ja, det tager sin tid i øjeblikket, at få sat sig til tasterne. Heldigvis vil jeg mene, at det kan ses som et tegn på, at jeg har en slags liv.
Fyldt af julefester, galleriåbninger, restaurantbesøg og morsomme sociale sammenkomster. Ret meget som 24 afsnit af 'Sex and the City', bare med knap så dyrt tøj og meget smukkere mænd.
Det er sådan, det er.
...lidt.
Eller, det er faktisk kun sådan fra kl. 22-24 hver aften, og så er det inde i fjensynet. Der sender de nemlig 'SATC'-julekalender - 4 afsnit pr. aften - på TV3 hele december, og lige dér er det ret meget som et afsnit af 'Sex and the City'.
Ellers er det mere som et afsnit af 'Julegaveindkøb, jobsøgning og the City'. Kender i den? Den handler om en pige i 20'erne, og hendes forsøg på at nå det hele her i tilværelsen og forhåbentlig have det sjovt, mens hun prøver. Den er knap så glamourøs som SATC, men den har mere held i kærlighed. Det er lidt en mix af 'Young Ones' og 'The Devil Wears Prada'. Med en snert af 'Before Sunrise'.
Jeg kan faktisk godt lide den. Hovedpersonen er lidt utroværdig i persontegningen, men der er en god dialog og nogle meget overraskende drejninger af plottet. Og så er bipersonerne skønne - her er to af dem, kæresten og fætteren:
Fyldt af julefester, galleriåbninger, restaurantbesøg og morsomme sociale sammenkomster. Ret meget som 24 afsnit af 'Sex and the City', bare med knap så dyrt tøj og meget smukkere mænd.
Det er sådan, det er.
...lidt.
Eller, det er faktisk kun sådan fra kl. 22-24 hver aften, og så er det inde i fjensynet. Der sender de nemlig 'SATC'-julekalender - 4 afsnit pr. aften - på TV3 hele december, og lige dér er det ret meget som et afsnit af 'Sex and the City'.
Ellers er det mere som et afsnit af 'Julegaveindkøb, jobsøgning og the City'. Kender i den? Den handler om en pige i 20'erne, og hendes forsøg på at nå det hele her i tilværelsen og forhåbentlig have det sjovt, mens hun prøver. Den er knap så glamourøs som SATC, men den har mere held i kærlighed. Det er lidt en mix af 'Young Ones' og 'The Devil Wears Prada'. Med en snert af 'Before Sunrise'.
Jeg kan faktisk godt lide den. Hovedpersonen er lidt utroværdig i persontegningen, men der er en god dialog og nogle meget overraskende drejninger af plottet. Og så er bipersonerne skønne - her er to af dem, kæresten og fætteren:
Jeg kan lave en lille præsentation af persongalleriet en dag, men nu skal jeg lige ind og se et afsnit mere. Det er det, hvor hovedpersonen har tømmermænd mens hun hænger vasketøj op, bærer aviser ned, og spiser de chokolader, hun fik i pakkekalender i morges. Det er en knaldfed episode.
mandag, december 04, 2006
...en søgende sjæl
Disclaimer: Den her post er bygget løseligt over virkelige hændelser. Der kan drages visse paraleller til bloggerens virkelighed, men der er også tale om en kunstnerisk overdrivelse i forståelsens navn. I virkeligheden er der ingen skurke, ingen helte, ingen som har Ulla Therkelsen-hår. Med andre ord: Det er ikke så galt som det lyder.
Her er en quiz:
Du har gået så småt og drømt om det her i et stykke tid. Luret lidt på afstand, og måske fantaseret i dit stille sind om, hvordan livet ville være, hvis du havde det. Naturligvis meget sjovere, mere meningfyldt og generelt bare en tilværelse, som ville passe dig meget bedre, end den du vågner op til hver morgen lige pt.
Så en dag - ud af det blå - kommer åbningen. Du bliver bemærket. Positivt. Muligheden byder sig, og I har en aftale. En date. Den første og afgørende. Pludselig drejer alt sig om, at sætte sejlene til for at nå i mål. Ikke bare storsejlet, men spoileren, foggen og alle de stykker stof, som ligger og lugter lidt jorslået i din mentale båd.
Og ikke bare dem. Du føler også et voldsomt behov for at geare op og forny dit selv med nyt look, nyt hår, ny energi og en ekstra vindende personlighed, så du kan vælte rummet med din tilstedeværelse fra første skidt ind i denne nye drømmetilværelse, som du nu kan se vinke lokkende et sted ude i horisonten.
Du glæder dig som et lille barn til juleaften, men er samtidig et sandt rod af modstridende følelser. Alle mulighederne for, at det går grueligt galt, afspiller sig selv med fuld scenografi og følelsesporno i dit indre Kongelige Teater. Med et cast fra helvede: I rollen som din cool ses Rene "Bridget Jones" Zellweger, Paris Hilton har en birolle som dine intelektuelle talegaver, og din charme og selvtillid personificeres af John Candy, tilbage fra graven for denne pragtrolle. Og dit lækre hår spilles af Ulla Therkelsen.
Scenografien består af de trekanter, der var for spidse til "Woyceck". Din stylist er Ace Ventura, Pet Detective. Og musikken er et mariachi-band som fortolker juleklassikere. Og Rammstein på en dag med tømmermænd.
Imens det hele går galt i din fantasi, nærmer dagen sig for daten. Og når den oprinder, gribes du af en sær form for zen-agtig ro. Der er ingen vej ud. Nu må det briste eller bære, og hvis det første er tilfældet, så får vi jo alle en chance til, når vi bliver reinkarneret en dag. (Det ville så være et plus, hvis man kunne få en tur i Angelina Jolies sko til den tid, men så skal der vist gang i en øget opmærksomhed overfor ikke at træde på myrer...)
Det går godt. Ganske godt, i al fald. Du får skubbet Renee, Paris, afdøde John og Ulla af banen, og er mest af alt dig selv på en lidt overgearet, men ikke utroværdig måde. Det ender med en "Vi snakkes helt sikker ved", og du går hjem med en lettet følelse i kroppen, fuld af forventning om mere.
Lige indtil at du opdager, at helvedet først starter NU.
For det er the waiting game, du har indladt dig på. Det, hvor det går op for dig, at "snakkes ved"er the ledeste våben i verden, da det efterlader dig som et stadigt mere rystende vrag, hvis tankevirksomhed langsomt indsnævres til kun at dreje sig om to ord: Hvornår og Hvad.
Din trofaste mobiltelefon bliver pludselig din værste fjende. Det lille tavse apperat ligger som en stdaig påmindelse om det limbo, du har sat dig selv i, og larmer med sin lydløshed. Og uanset hvor intenst du forsøger at bruge Jedi Mindtricks på den, lader den sig ikke påvirke til at give sig en meter, før den har set dig blævre rundt som den gummi-alien, som er inde i en Astronaut-is.
Der går et par søvnløse nætter, og et par dage, hvor du har haft repremiere på det forhadte teaterstykke med Rene i en triumferende hovedrolle, nu komplet med skuffelse. Du er på nuværende tidpunkt isoleret i en boble af nervøsitet, og dine omgivelsers forsøg på at indgyde dig mod og optimisme preller mere og mere af.
Den tro, du trods alt har på, at projektet nok skal lykkes, er under konstant beskydning af din indre frygt for at skuffes endnu mere. Men alligevel - drømmen lever, og du ved jo, at det her er hvad du vil - at I klikkede, og at der er fremtid i det. Hvis bare den forbandede telefon ville ringe...
...og så ringer den. Ding dingeling. Du tager den. Stemmen er rigtig, ordene er..ikke. Og med ét er det overstået. Det var fedt at møde dig, men...I skal ikke ses igen. Det er ikke dig, det er bare...Men du må endelig ringe, ikke?
Så er der skuffelse ta'-selv-bord. Den rigtig dybe, lede, nedrige udgave. Og så på en fredag. Alle andre synes det er en dejlig juletid, åbenbart, mens du bliver mere og mere kynisk for hver snaps, der ryger ind.
Milennium Weltschmertz sætter ind. Det er alligevel lige meget det hele: Endnu en brandert, endnu en sværm af luftkys med spritstank, endnu en endnu en nat hvor ingen andre fatter, at deres liv højst er status quo, når de vågner i morgen - aldrig bedre, aldrig mere meningsfyldt.
For der er ingen mening med skidtet, kun timerne, de på hinanden altid følgende timer, tikkende afsted og ædende hver forspildt mulighed. Og dechj er i - hik! - virkeligsjeden den schtørste barmshjertighed, er dechj ikke? Atsc der sjbliver en ende på dechj en dagsj, halleluchja - hik!
Jeg er virkeligt god til den her diciplin. Hvis jeg bare kunne holde fast i den her følelse - og promille - kunne jeg blive Danmarks første kvindelige skribent for Rolling Stone.
Alle de søde med optimsimen taler om, at der er en eller anden hest, man skal op på, men den står og ser rimeligt uoverskuelig høj ud, den lede krikke. Du stikker alligevel foden i stigbøjlen, og går på nettet efter nye muligheder. Du prøver at sende følere ud efter en ny date, men det føles bare ikke på samme måde rigtigt. Men det kommer jo altid en ny chance, siger de gamle i gårde...
Spørgsmålet er:
Taler vi om:
a) Kærlighed
b) Jobsøgning
c) Adoption, eventuelt af hjemløs hund
Her er en quiz:
Du har gået så småt og drømt om det her i et stykke tid. Luret lidt på afstand, og måske fantaseret i dit stille sind om, hvordan livet ville være, hvis du havde det. Naturligvis meget sjovere, mere meningfyldt og generelt bare en tilværelse, som ville passe dig meget bedre, end den du vågner op til hver morgen lige pt.
Så en dag - ud af det blå - kommer åbningen. Du bliver bemærket. Positivt. Muligheden byder sig, og I har en aftale. En date. Den første og afgørende. Pludselig drejer alt sig om, at sætte sejlene til for at nå i mål. Ikke bare storsejlet, men spoileren, foggen og alle de stykker stof, som ligger og lugter lidt jorslået i din mentale båd.
Og ikke bare dem. Du føler også et voldsomt behov for at geare op og forny dit selv med nyt look, nyt hår, ny energi og en ekstra vindende personlighed, så du kan vælte rummet med din tilstedeværelse fra første skidt ind i denne nye drømmetilværelse, som du nu kan se vinke lokkende et sted ude i horisonten.
Du glæder dig som et lille barn til juleaften, men er samtidig et sandt rod af modstridende følelser. Alle mulighederne for, at det går grueligt galt, afspiller sig selv med fuld scenografi og følelsesporno i dit indre Kongelige Teater. Med et cast fra helvede: I rollen som din cool ses Rene "Bridget Jones" Zellweger, Paris Hilton har en birolle som dine intelektuelle talegaver, og din charme og selvtillid personificeres af John Candy, tilbage fra graven for denne pragtrolle. Og dit lækre hår spilles af Ulla Therkelsen.
Scenografien består af de trekanter, der var for spidse til "Woyceck". Din stylist er Ace Ventura, Pet Detective. Og musikken er et mariachi-band som fortolker juleklassikere. Og Rammstein på en dag med tømmermænd.
Imens det hele går galt i din fantasi, nærmer dagen sig for daten. Og når den oprinder, gribes du af en sær form for zen-agtig ro. Der er ingen vej ud. Nu må det briste eller bære, og hvis det første er tilfældet, så får vi jo alle en chance til, når vi bliver reinkarneret en dag. (Det ville så være et plus, hvis man kunne få en tur i Angelina Jolies sko til den tid, men så skal der vist gang i en øget opmærksomhed overfor ikke at træde på myrer...)
Det går godt. Ganske godt, i al fald. Du får skubbet Renee, Paris, afdøde John og Ulla af banen, og er mest af alt dig selv på en lidt overgearet, men ikke utroværdig måde. Det ender med en "Vi snakkes helt sikker ved", og du går hjem med en lettet følelse i kroppen, fuld af forventning om mere.
Lige indtil at du opdager, at helvedet først starter NU.
For det er the waiting game, du har indladt dig på. Det, hvor det går op for dig, at "snakkes ved"er the ledeste våben i verden, da det efterlader dig som et stadigt mere rystende vrag, hvis tankevirksomhed langsomt indsnævres til kun at dreje sig om to ord: Hvornår og Hvad.
Din trofaste mobiltelefon bliver pludselig din værste fjende. Det lille tavse apperat ligger som en stdaig påmindelse om det limbo, du har sat dig selv i, og larmer med sin lydløshed. Og uanset hvor intenst du forsøger at bruge Jedi Mindtricks på den, lader den sig ikke påvirke til at give sig en meter, før den har set dig blævre rundt som den gummi-alien, som er inde i en Astronaut-is.
Der går et par søvnløse nætter, og et par dage, hvor du har haft repremiere på det forhadte teaterstykke med Rene i en triumferende hovedrolle, nu komplet med skuffelse. Du er på nuværende tidpunkt isoleret i en boble af nervøsitet, og dine omgivelsers forsøg på at indgyde dig mod og optimisme preller mere og mere af.
Den tro, du trods alt har på, at projektet nok skal lykkes, er under konstant beskydning af din indre frygt for at skuffes endnu mere. Men alligevel - drømmen lever, og du ved jo, at det her er hvad du vil - at I klikkede, og at der er fremtid i det. Hvis bare den forbandede telefon ville ringe...
...og så ringer den. Ding dingeling. Du tager den. Stemmen er rigtig, ordene er..ikke. Og med ét er det overstået. Det var fedt at møde dig, men...I skal ikke ses igen. Det er ikke dig, det er bare...Men du må endelig ringe, ikke?
Så er der skuffelse ta'-selv-bord. Den rigtig dybe, lede, nedrige udgave. Og så på en fredag. Alle andre synes det er en dejlig juletid, åbenbart, mens du bliver mere og mere kynisk for hver snaps, der ryger ind.
Milennium Weltschmertz sætter ind. Det er alligevel lige meget det hele: Endnu en brandert, endnu en sværm af luftkys med spritstank, endnu en endnu en nat hvor ingen andre fatter, at deres liv højst er status quo, når de vågner i morgen - aldrig bedre, aldrig mere meningsfyldt.
For der er ingen mening med skidtet, kun timerne, de på hinanden altid følgende timer, tikkende afsted og ædende hver forspildt mulighed. Og dechj er i - hik! - virkeligsjeden den schtørste barmshjertighed, er dechj ikke? Atsc der sjbliver en ende på dechj en dagsj, halleluchja - hik!
Jeg er virkeligt god til den her diciplin. Hvis jeg bare kunne holde fast i den her følelse - og promille - kunne jeg blive Danmarks første kvindelige skribent for Rolling Stone.
Alle de søde med optimsimen taler om, at der er en eller anden hest, man skal op på, men den står og ser rimeligt uoverskuelig høj ud, den lede krikke. Du stikker alligevel foden i stigbøjlen, og går på nettet efter nye muligheder. Du prøver at sende følere ud efter en ny date, men det føles bare ikke på samme måde rigtigt. Men det kommer jo altid en ny chance, siger de gamle i gårde...
Spørgsmålet er:
Taler vi om:
a) Kærlighed
b) Jobsøgning
c) Adoption, eventuelt af hjemløs hund
Abonner på:
Opslag (Atom)
