I år var virkelig det år, hvor jeg blev voksen, tror jeg. På nogle punkter. Især med hensyn til at gå på arbejde. Det har jeg gjort virkelig meget, og derer også kommet end del resultater ud af det. Men der er også gået tid fra andet - andet, som er vigtigt, og som, hvis det ikke er der, får ens sjæl til at skrumpe.
Det ikke fordi der ikke har været tid til leg. Jeg synes at jeg har været til gode fester, haft store oplevelser, ikke mindst i Afrika, haft megen grin og glæde, og takket være både Nikolai og min elskede familie, men også nye og gamle venner og mine fabelagtige kollegaer, er der blevet drysset et rigt mål af stjernestøv hist og pist på min vej.
På min 28-års fødselsdag, udtalte jeg - lettere snøvlet af vino og rørelse - at jeg aldrig havde haft det så godt som nu. Og det er nok stadig rigtigt. Jeg har aldrig været glad så længe ad gangen som i disse tider. Kortene har aldrig ligget bedre, ser det ud til.
Men ...for der er et men.
Der har været meget lidt tid til eftertanke. Jeg var engang vant til at bruge langt mere tid på at fordøje, fortolke og overveje begivenhederne, end på egnetlig at udleve dem. Det var ofte et grusomt spild af tid, men også noget, der samlet set har gjort mig lidt klogere på mig selv hen ad vejen.
Nu kan jeg godt se, hvordan det kan være, at hårdtarbejdende voksne mennesker kan ende der, hvor de vågner op en morgen efter 25 år, hvor livet har kørt derudaf og det ene kapitel har tagte det andet, og så slår de øjnene op, ser pludselig sig selv udefra og indefra på samme tid, helt klart for første gang i mange år, som om nogen åbnede et vindue og kold morgenluft fløj ind og ned gennem sjælens vortex og skabte passage - og så tænker de: "Hvordan dælen er jeg havnet her?"
Og så sker der alle de ting, som så sker: Nogen lukker hurtigt vinduet igen, køber en SUV mere og en Porshe, nogle får en efternøler eller en elsker, nogle smækker vinduet op på vid gab og bliver psykoterapeuter eller fåreavlere, nogle bliver skilt, nogle siger op, nogle kaster sig ud af vinduet og nogle tænker:
"Nu går jeg ned i køkkenet og snakker lidt med min kone/mand om det, og måske skulle jeg tage en øl med min bedste ven snart og høre, om han/hun har nogle bud på svaret - og så tror jeg at jeg skal kigge det hele lidt efter i sømmene, og lave noget om, hvis det strammer."
Der er ikke en rigtig måde at reagere på. Men det er meget populært at reagere midt i livet.
Hvad nu, hvis man er en af dem, der reagerer hen ad vejen? Jeg vil hellere justere tingene gennem livet. Samtidig ved jeg, at det gør det svært at være glad i nuet og alt det, og hvor ville jeg dog ønske at jeg kunne være rolig og tilfreds i stedet for grundbekymret for tingenes tempo og udvikling.
Men jeg ER simpelthen bange - jeg er rædselsslagen - for at tage det hele for roligt, og så vågne op den morgen og opdage, at behovet for justeringer er så stort, at det ikke kan gøres uden at ødelægge maskinen.
Jeg ved, at de gange, hvor jeg ikke har reageret når noget strammede, er det kun blevet værre, og det har efterladt sår.
Jeg ved også, at de store justeringer, jeg har gjort, har været de vigtigste og bedste ting, der er sket mig,og de har betydet alverden for mig.
Derfor bliver jeg bekymret, når jeg opdager, at jeg sidder i en situation, hvor jeg ikke har plads til at tænke efter. Hvor jeg er for træt og frustreret og forvirret og ansvarsbebyrdet til at orke at grave ned eller se frem. Hvor TV får lov at gøre det ud for tanker, og hvor den frie tid bliver fydt med ting, der bare skal holde én i godt humør indtil næste arbejdsdag.
Og hvor man bliver bange for, alt det, der kan ske, hvis man rokker ved tingenes tilstand.
Men så må man tvinge sig selv. Så må man melde sig ud af flinkeskolen, finde noget mod og noget energi. Jeg mener at huske at have gjort det før. Sidste år ved den her tid- og da var det endda værre. Meget. Der kom nytåret som en skillelinje, mellem grå, grå mental overlevelse og evig ked og håbløs, og så noget indre røvsparkning, som satte gang i det hele, da jeg ikke orkede at tude mere.
Så jeg kan nok også gøre det en gang til. Og en gang til. For det bliver ikke sidste gang, der bliver justeret henad vejen. Jeg skal fandme ikke ha' en placebo-Porsche om 25 år!
Godt nytår - det ER faktisk et punkt, som kan gøre en forskel.
fredag, december 28, 2007
søndag, oktober 07, 2007
...overrasket!
Jeg har altid gerne vil ha' mig et surprise party - hvem vil ikke det? - men har aldrig forventet, at det faktisk kunne ske. Jeg tror simpelthen ikke, at jeg regnede med, at nogen realistisk set ville føle, at jeg var elskelig nok til at de orkede at gå igennem alt det bøvl for min skyld.
Men men men...
Det var min fødselsdag i fredags, og for en måned tid siden annoncerede jeg for Nikolai, at jeg gerne ville spise middag med mine forældre og mine brødre og ham, den aften, ganske som vi plejer. Ikke noget vildt, for dagen efter skulle vi til bryllup hos Jens og Andrea - som vi lige kan benytte lejligheden til at ønske et stort tilykke med hinanden og sige tak til for en fed fest!
Men her var Nikolai pludselig på tværs. Han havde tænkt sig at han og jeg skulle hænge ud fredag, og der måtte jeg altså lige kappe navlestrengen og være en stor pige. Familien kunne jeg jo altid se.
Jeg kviede mig, men var alligevel meget smigret af at blive inviteret ud af ham, bare sådan helt solo-romantisk, så jeg tænkte tingene igennem, og regnede ud, at jeg sagtens kunne nå at presse en Afternoon Tea-fødselsdag med familien ind mellem vielse og bryllupsfest om lørdagen.
I den næste måneds tid stiger spændingen omkring hvad vi mon skal den aften, ikke mindst fordi jeg får at vide, at jeg skal have fint tøj på. Men ikke for fint. Samtidig får jeg også klaget mig lidt over hans tromle-agtige tendenser: Når jeg nu plejer .... Men okay, jeg er en sucker for surprises.
Det er er, hvad der skete - og jeg advarer: Normalt er det en slags pointeret historie, jeg fortæller her på bloggen. Det her er mere sådan what-went-on. Men det var bare så skønt, at det skal skrives ned. Her kommer det blow-by-blow for overskueligheden skyld.
Fredag, 09.00 (Okay, 09.15..): Tager på arbejde efter fødselsdagsmorgen med dejlige gaver fra Nikolai. Et smukt gavemix af triphop, filmklassikere og velour. Spisre morgenmad med kollegaer, og får smukke blomster og fine ørenringe samt booze. Toppen.
15.00: Tager afsted fra arbejde, med afskedssalut fra kollegaer, bla. Natascha, som alle er meget nysgerrige omkring hvad Nikolai mon har fundet på, at jeg skal i aften. Det er jeg også.
16.00: Stiller hos Nikolai iført nye glimmersko og sølvkjole. Har givet den hele armen og bevidst glemt det med "ikke for fint". Jeg vil glimte igennem, hvis vi skal sidde og stirre hinanden romatisk ind i øjnene hele aftenen. Jeg tror, at vi måske skal i teatret eller operaen eller sådan noget, og der skader lidt sølv ikke. Så begynder turen.
16.00-18.00: Vi er i Grand. Vi skal se en film, det viser sig at være "Sicko", som jeg virkelig har glædet mig til. Michael Moore er virkelig for vild, jeg tror måske han er lidt et geni i min bog. Han er så skamløs at det gør ondt og godt på samme tid. Vi får nok at tale om i aften, tænker jeg.
18.00-19.00: Næste stop er en lille vinbar, hvor vi får et glas champagne. Skal vi spise der? Nej. Det er meget spændende og romantisk, men jeg tænker dog, at en middag på en eller naden måde vil blive lidt et antiklimaks når han bygger så meget op. Jeg mener, vi har jo spist ude sammen før, ikke? Det er jo ikke helt enestående, tænker den ret forkælede pige.
Så kører vi igen, ned mod Kgs. Nytorv og Store Kongensgade. Jeg tænker straks, at vi skla på Le Sommelier - noget, jeg faktisk har udvilet teorier om tidligere på ugen. Den restaurant er nemlig med i Reconstruction, en af Nikolais yndlingsfilm, og der løber det forelskede par fra regningen. Måske skal vi også det? Det vil være fedt, men lidt skuffende, når nu jeg har gættet det. Og kriminelt.
19:00: Vi kører ikke ned til Le Sommelier, men holder ind ved Restaurant Madklubben, et andet super sted, hvor vi dog har været før. Fint nok, tænker jeg, det er et godt sted, der vil jeg da også gerne spise i aften... og så sker der noget interessant: Jeg får øje på Nikolais søster Anouks kæreste Jeppe dernede, og skal lige til at sige det til Nikolai. For det var da et sjovt tilfælde.
Men så går det op for mig: Jeppe er omringet af Anouk - min far - min mor - David - Thomas - Marie-Louise - Iben - Nanna - Andreas Kiaby - Riina - og Natascha, som altså har siddet lige overfor mig for fire timer siden og sagt. "Ha' en god aften!" nok så uskyldigt!
De står i det lokale for private selskaber, som jeg svømmede hen over for nogle måneder siden, og sagde til Nikolai, at det ville være skønt at holde et selskab der. Det var der, han fik idéen, fortæller han mig.
Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, så jeg hopper lidt på stedet. Det er det mest vidunderlige syn, og nu skal jeg derned og have den dejligste aften, jeg kan forestille mig.
Og det får jeg. Alle er så søde og glade - og gode til at holde på hemmeligheder! - og jeg kan slet ikke sætte ord på, hvor rørt jeg er. Og hvor overrasket. Ikke kun fordi at jeg ikke havde regnet med det, men også fordi at de allesammen stiller op til noget der handler om mig. Måske er det ikke så urealitsik i deres verden?
Jeg får gaver, vi får skøn mad, og far og mor, som er de gavmilde givere af aftenen, får mødt nogle af de mennesker, jeg altid taler om. Nikolai har arrangeret dette i månedsvis, og det er det perfekte selskab.
Ca. midnat: Vi går videre på bar. Heldigvis for nogle er karaokebaren fyldt tilranden, så vi går på Vertigo, ikke verdens dejligst ejoint, men Thomas' flinke ven Bondo er på arbejde dernede bag baren, og vi stoler på ham. Vi kan mirakuløst nok alle sidde ned, og der er både champagne og andre, mindre elegante men ikke uefne sager på bordet. Det er bragende. Jeg bliver hurtigt meget kærlig og ærlig i samtale. Jeg kan ikke lade være. Der er slet ingen huller i min glæde den aften.
04.00: Hjem. Jeg overlever fuld cykeltur, måske fordi jeg svæver et par centimeter over jorden. Koncenterer mig hårdt om tre ting: Sko af, ørenringe af, kontaktlinser af. Falder henrykt i søvn med al makeuppen på, ved siden af Nikolai.
09.00: Op igen.
09.25: Realistisk set op. Jeg har ikke tømmermænd, men jeg mistænker at det er fordi at jeg stadig er fuld.
09.25-10.45: Dress up til bryllup, herunder beslutning om outfit. Men stadig, komfortabel tid.
11.00: Vielse af Jens og Andrea.
11.20 (Ja, det var en topeffektivt eksekveret vielse) -12.00: Reception, hvor spisning af små butterdejsting med en kvist dild på eventuelt kan dublere for morgenmad, hvis dette ikke er nået. Mistanken var i øvrigt korrekt: Jeg begynder at få kvalme og miste orienteringen.
12.00: Hjem fra reception. Mit hovede sidder skævt på.
12.05: Køb af gave til Mor og Far som tak for forrygende arrangement i går.
12.10-13.00: Indkøb af alt hvad vi ikke købte ind i torsdags; inklusiv handy ting som fire liter mælk og en honningmelon, som faldt ud af posen otte gange på vej hjem ad Vesterbrogade. Jeg har lyst til at sove. Eller gå i bad. Eller aldrig at tænke på kage igen.
13.00-15.00: Organisering af Afternoon Tea; inklusiv bygning af lagkage, hakning af chokolade, vandbad, tackling af husblas, bagning af muffins (Forhindring no.1: Jeg kan ikke bage.), afsløring af den hemmelige opskrift bag æggesalat, sandwichmasseproduktion, frugtfad, ignorere tilstanden af mine thekopper (Forhindring no.2: Er folk ligeglade med skår? Måske.), etc.
13.35: Nikolai ankommer, påbegynder oprydning af lejlighed. Jeg er nået til at have et overblik over lagkagens individuelle dele, samt at have lagt frugt på fad.
14.05: Specialtropperne indkaldes: Jeg ringer til Marie-Louise og trygler om hjælp, og hun anokmmer beredvilligt, løser æggesalatens gåde og laver en million sandwich samt varmer kakaoen. Jeg når imellemtiden mærkværdigt let og hurtigt gennem muffinbagningen.
14.30: Nikolai har ryddet hel elejligheden op. Jeg går ind og flytter om på en peberkværn og et saltkar og mumler noget desorienteret om at de ikke skal stå der, og glemmer dem derefter igen, alt indenfor et minut. Jeg burde tage en lur nu. Jeg er virkelig rodet i hovedet, men kæmper med det, og viljen til sejr er stor.
15.00: Alle er forsinket. Hurra.
15.15: Vi har faktisk alt på bordet: Lagkage, muffins, sandwich, boller, frugt inkl. flugtmelonen, tallerkner, skårede kopper, kaffe, thé og kakao. Nikolai har pisket fire liter flødeskum, fordi jeg i min tågede tilstand kom til at svare ja, da han spurgte, om han skulle bruge al fløden.
15.20-17.00: Nu har vi også gæster. Mormor, morfar, farmor, far, mor, Thomas og Iben, samt mit toptrænede team Marie-Louise og Nikolai kan nu tage den med ro. Vi spiser, jeg får skønne gaver, det er hyggeligt, og vi har kun en bekymring: Er David ved at blive arresteret i aktion G13, noget storstilet BZ i nordvest for Ungdomshuset?
17.00: De fleste gæster er gået igen, mætte og tilfredse. Dejligt at se dem her, kan godt lide, når mit hjem også er et sted, der tælle på familie-Krak-kortet. David har ringet, han er rystet men ikke arresteret. Han kommer forbi - han får kage, og de går hjem. Så tar' vi lige en lur.
20.30-21.15: Vågner fra lur. På med tøj, bestil fastfood, spis, gøre os fine igen, og så til fest.
21.30-03.20: Fest. Med festaben Nikolai i forreste geled. Jeg er træt men glad, glad, glad.
03.30: Nikolai har fået hørt sit sidste musikønske med Tatu, og kan nu eskorteres fra festen af to hærdebræde mænd uden at stritte nævneværdigt imod. Jeg er taknemmelig. Nu skal vi sove.
Lidt af en weekend. Ikke bare druk, det kan alle sgu' finde ud af og det er efterhånden lidt overurderet, mener jeg - men kærlighed, venner, overraskelser, folk der mødte hinanden for første gang med stor succes, fandenivoldsk fest og champagne - det er sådan en omgang, der giver kloden, jeg bor på, et lille skub, så den kan køre med frisk, frejdig og fornyet hast rundt og rundt igen.
Men men men...
Det var min fødselsdag i fredags, og for en måned tid siden annoncerede jeg for Nikolai, at jeg gerne ville spise middag med mine forældre og mine brødre og ham, den aften, ganske som vi plejer. Ikke noget vildt, for dagen efter skulle vi til bryllup hos Jens og Andrea - som vi lige kan benytte lejligheden til at ønske et stort tilykke med hinanden og sige tak til for en fed fest!
Men her var Nikolai pludselig på tværs. Han havde tænkt sig at han og jeg skulle hænge ud fredag, og der måtte jeg altså lige kappe navlestrengen og være en stor pige. Familien kunne jeg jo altid se.
Jeg kviede mig, men var alligevel meget smigret af at blive inviteret ud af ham, bare sådan helt solo-romantisk, så jeg tænkte tingene igennem, og regnede ud, at jeg sagtens kunne nå at presse en Afternoon Tea-fødselsdag med familien ind mellem vielse og bryllupsfest om lørdagen.
I den næste måneds tid stiger spændingen omkring hvad vi mon skal den aften, ikke mindst fordi jeg får at vide, at jeg skal have fint tøj på. Men ikke for fint. Samtidig får jeg også klaget mig lidt over hans tromle-agtige tendenser: Når jeg nu plejer .... Men okay, jeg er en sucker for surprises.
Det er er, hvad der skete - og jeg advarer: Normalt er det en slags pointeret historie, jeg fortæller her på bloggen. Det her er mere sådan what-went-on. Men det var bare så skønt, at det skal skrives ned. Her kommer det blow-by-blow for overskueligheden skyld.
Fredag, 09.00 (Okay, 09.15..): Tager på arbejde efter fødselsdagsmorgen med dejlige gaver fra Nikolai. Et smukt gavemix af triphop, filmklassikere og velour. Spisre morgenmad med kollegaer, og får smukke blomster og fine ørenringe samt booze. Toppen.
15.00: Tager afsted fra arbejde, med afskedssalut fra kollegaer, bla. Natascha, som alle er meget nysgerrige omkring hvad Nikolai mon har fundet på, at jeg skal i aften. Det er jeg også.
16.00: Stiller hos Nikolai iført nye glimmersko og sølvkjole. Har givet den hele armen og bevidst glemt det med "ikke for fint". Jeg vil glimte igennem, hvis vi skal sidde og stirre hinanden romatisk ind i øjnene hele aftenen. Jeg tror, at vi måske skal i teatret eller operaen eller sådan noget, og der skader lidt sølv ikke. Så begynder turen.
16.00-18.00: Vi er i Grand. Vi skal se en film, det viser sig at være "Sicko", som jeg virkelig har glædet mig til. Michael Moore er virkelig for vild, jeg tror måske han er lidt et geni i min bog. Han er så skamløs at det gør ondt og godt på samme tid. Vi får nok at tale om i aften, tænker jeg.
18.00-19.00: Næste stop er en lille vinbar, hvor vi får et glas champagne. Skal vi spise der? Nej. Det er meget spændende og romantisk, men jeg tænker dog, at en middag på en eller naden måde vil blive lidt et antiklimaks når han bygger så meget op. Jeg mener, vi har jo spist ude sammen før, ikke? Det er jo ikke helt enestående, tænker den ret forkælede pige.
Så kører vi igen, ned mod Kgs. Nytorv og Store Kongensgade. Jeg tænker straks, at vi skla på Le Sommelier - noget, jeg faktisk har udvilet teorier om tidligere på ugen. Den restaurant er nemlig med i Reconstruction, en af Nikolais yndlingsfilm, og der løber det forelskede par fra regningen. Måske skal vi også det? Det vil være fedt, men lidt skuffende, når nu jeg har gættet det. Og kriminelt.
19:00: Vi kører ikke ned til Le Sommelier, men holder ind ved Restaurant Madklubben, et andet super sted, hvor vi dog har været før. Fint nok, tænker jeg, det er et godt sted, der vil jeg da også gerne spise i aften... og så sker der noget interessant: Jeg får øje på Nikolais søster Anouks kæreste Jeppe dernede, og skal lige til at sige det til Nikolai. For det var da et sjovt tilfælde.
Men så går det op for mig: Jeppe er omringet af Anouk - min far - min mor - David - Thomas - Marie-Louise - Iben - Nanna - Andreas Kiaby - Riina - og Natascha, som altså har siddet lige overfor mig for fire timer siden og sagt. "Ha' en god aften!" nok så uskyldigt!
De står i det lokale for private selskaber, som jeg svømmede hen over for nogle måneder siden, og sagde til Nikolai, at det ville være skønt at holde et selskab der. Det var der, han fik idéen, fortæller han mig.
Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, så jeg hopper lidt på stedet. Det er det mest vidunderlige syn, og nu skal jeg derned og have den dejligste aften, jeg kan forestille mig.
Og det får jeg. Alle er så søde og glade - og gode til at holde på hemmeligheder! - og jeg kan slet ikke sætte ord på, hvor rørt jeg er. Og hvor overrasket. Ikke kun fordi at jeg ikke havde regnet med det, men også fordi at de allesammen stiller op til noget der handler om mig. Måske er det ikke så urealitsik i deres verden?
Jeg får gaver, vi får skøn mad, og far og mor, som er de gavmilde givere af aftenen, får mødt nogle af de mennesker, jeg altid taler om. Nikolai har arrangeret dette i månedsvis, og det er det perfekte selskab.
Ca. midnat: Vi går videre på bar. Heldigvis for nogle er karaokebaren fyldt tilranden, så vi går på Vertigo, ikke verdens dejligst ejoint, men Thomas' flinke ven Bondo er på arbejde dernede bag baren, og vi stoler på ham. Vi kan mirakuløst nok alle sidde ned, og der er både champagne og andre, mindre elegante men ikke uefne sager på bordet. Det er bragende. Jeg bliver hurtigt meget kærlig og ærlig i samtale. Jeg kan ikke lade være. Der er slet ingen huller i min glæde den aften.
04.00: Hjem. Jeg overlever fuld cykeltur, måske fordi jeg svæver et par centimeter over jorden. Koncenterer mig hårdt om tre ting: Sko af, ørenringe af, kontaktlinser af. Falder henrykt i søvn med al makeuppen på, ved siden af Nikolai.
09.00: Op igen.
09.25: Realistisk set op. Jeg har ikke tømmermænd, men jeg mistænker at det er fordi at jeg stadig er fuld.
09.25-10.45: Dress up til bryllup, herunder beslutning om outfit. Men stadig, komfortabel tid.
11.00: Vielse af Jens og Andrea.
11.20 (Ja, det var en topeffektivt eksekveret vielse) -12.00: Reception, hvor spisning af små butterdejsting med en kvist dild på eventuelt kan dublere for morgenmad, hvis dette ikke er nået. Mistanken var i øvrigt korrekt: Jeg begynder at få kvalme og miste orienteringen.
12.00: Hjem fra reception. Mit hovede sidder skævt på.
12.05: Køb af gave til Mor og Far som tak for forrygende arrangement i går.
12.10-13.00: Indkøb af alt hvad vi ikke købte ind i torsdags; inklusiv handy ting som fire liter mælk og en honningmelon, som faldt ud af posen otte gange på vej hjem ad Vesterbrogade. Jeg har lyst til at sove. Eller gå i bad. Eller aldrig at tænke på kage igen.
13.00-15.00: Organisering af Afternoon Tea; inklusiv bygning af lagkage, hakning af chokolade, vandbad, tackling af husblas, bagning af muffins (Forhindring no.1: Jeg kan ikke bage.), afsløring af den hemmelige opskrift bag æggesalat, sandwichmasseproduktion, frugtfad, ignorere tilstanden af mine thekopper (Forhindring no.2: Er folk ligeglade med skår? Måske.), etc.
13.35: Nikolai ankommer, påbegynder oprydning af lejlighed. Jeg er nået til at have et overblik over lagkagens individuelle dele, samt at have lagt frugt på fad.
14.05: Specialtropperne indkaldes: Jeg ringer til Marie-Louise og trygler om hjælp, og hun anokmmer beredvilligt, løser æggesalatens gåde og laver en million sandwich samt varmer kakaoen. Jeg når imellemtiden mærkværdigt let og hurtigt gennem muffinbagningen.
14.30: Nikolai har ryddet hel elejligheden op. Jeg går ind og flytter om på en peberkværn og et saltkar og mumler noget desorienteret om at de ikke skal stå der, og glemmer dem derefter igen, alt indenfor et minut. Jeg burde tage en lur nu. Jeg er virkelig rodet i hovedet, men kæmper med det, og viljen til sejr er stor.
15.00: Alle er forsinket. Hurra.
15.15: Vi har faktisk alt på bordet: Lagkage, muffins, sandwich, boller, frugt inkl. flugtmelonen, tallerkner, skårede kopper, kaffe, thé og kakao. Nikolai har pisket fire liter flødeskum, fordi jeg i min tågede tilstand kom til at svare ja, da han spurgte, om han skulle bruge al fløden.
15.20-17.00: Nu har vi også gæster. Mormor, morfar, farmor, far, mor, Thomas og Iben, samt mit toptrænede team Marie-Louise og Nikolai kan nu tage den med ro. Vi spiser, jeg får skønne gaver, det er hyggeligt, og vi har kun en bekymring: Er David ved at blive arresteret i aktion G13, noget storstilet BZ i nordvest for Ungdomshuset?
17.00: De fleste gæster er gået igen, mætte og tilfredse. Dejligt at se dem her, kan godt lide, når mit hjem også er et sted, der tælle på familie-Krak-kortet. David har ringet, han er rystet men ikke arresteret. Han kommer forbi - han får kage, og de går hjem. Så tar' vi lige en lur.
20.30-21.15: Vågner fra lur. På med tøj, bestil fastfood, spis, gøre os fine igen, og så til fest.
21.30-03.20: Fest. Med festaben Nikolai i forreste geled. Jeg er træt men glad, glad, glad.
03.30: Nikolai har fået hørt sit sidste musikønske med Tatu, og kan nu eskorteres fra festen af to hærdebræde mænd uden at stritte nævneværdigt imod. Jeg er taknemmelig. Nu skal vi sove.
Lidt af en weekend. Ikke bare druk, det kan alle sgu' finde ud af og det er efterhånden lidt overurderet, mener jeg - men kærlighed, venner, overraskelser, folk der mødte hinanden for første gang med stor succes, fandenivoldsk fest og champagne - det er sådan en omgang, der giver kloden, jeg bor på, et lille skub, så den kan køre med frisk, frejdig og fornyet hast rundt og rundt igen.
lørdag, september 08, 2007
... i Aaaafrika, Aaafrika..!
Så er dagen oprunden, hvor familien Lungebok/Kosten Pjoddersen + associates Jersin og Schulz letter rumpetterne og flyver til Sydafrika.
Vi skal jo ud at jage, og at bo i telte og at gå i ørkenstøvler. Men selvom der er så meget kahki-farvet tøj med, at Banana Republic ville få seriøs konkurrence hvis vi åbnede et udsalg i lufthavnen, så forudser jeg at det bliver mindre "Min afrikanske farm" og mere "Ørkenens Sønner".
Turens motto er sågar hentet fra de fire midaldrende sjoferters sommerrevy i år: "Altid på jagt efter eventyr - Altid i kamp med de vilde dyr!"
Jeg var i Afrika da jeg var 12-13 år gammel med Mor, Far, David og lille Thomas, nærmere betegnet Kenya - som jo er noget nordligere end vi skal nu - og det husker jeg som en stor, stor oplevelse.
Ikke kun fordi jeg fik malaria og fordi Thomas kastede op på gulvet i en restaurant og skvattede i en sø af flamingobæ, men også på grund af den helt anderledes enorme natur, og den nærhed, man oplevede som lille menneskeflok midt i det vilde.
Og ja - det var rimeligt vildt. Årsagen til at jeg fik malaria var fx., at jeg en nat skulle tisse, men opgav at gå hele vejen ud til toilet-teltet (Et telt med en skammel i), fordi der var for mange vilde elefanter, der trampede på det den nat.
Så jeg stak lige ud af teltet i stedte, men lod være at tage sko, bukser og strømper på, da jeg kun lige skulle ud, og blev derfor stukket af en ækel besmittet myg lige på anklen.
Og så var der fire dages nedtælling, før jeg vågnede en nat og skulle tisse igen - men denne gang var problemet, at mine ben pludselig var som smør, og jeg måtte kravle ud på badeværelset (Vi var nu på hotel) med dem slæbende efter mig. Og det mærkeligste ved det var, at jeg var ret ligeglad, og lagde mig til at sove igen bagefter. Sådan er det, når man har meget, meget høj feber.
Da jeg blev fundet næste morgen, blev jeg slæbt på mine slatne ben til et landsbylazret. Her huserede en enorm sort kvinde i en klassisk sygeplejerskeuniform med lille serviet på hovedet og det hele. Hun gav mig en pille så stor som en golfbold.
"Hvis det er malaria, slår den det ned. Hvis den ikke slår det ned, så ved jeg ikke hvad det er. Næste!", sagde hun.
Jeg husker en vis ængstelighed gennem febertågen. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan min mor, som var ved sine fulde fem, havde det lige der. Værre end patienten, vil jeg tro.
Men golfbolden lavde Hole In One. I to dage rekonvalcerede jeg på et nyt hotel på et bjerg, i et lille hus med påskegul sengehimmel og samt udsigt til en sø fyldt med pinke flamingoer (Jeg husker min opvågnen som ret syret og væsentligt mindre virkelighedstro end feberen).
Derfor gik jeg også glip af Thomas' finte i flamingo-bæen, som dog heldigvis blev optaget på video, og som gav ham øgenavnet "Guano-skvatteren" for en kort tid.
Men jeg så ham kaste op på restaurantgulvet aftenen efter, og det var fair nok. Thomas var et sart barn når det slog ham. Og den forkælede italienske unge, der sad ved bordet ved siden af, spiste altså virkelig ulækkert.
Det lyder ret fækalie-agtigt det hele, men det er jo ofte ting med bæ og bræk, der skaber en god oplevelse for et bredt publikum. Men det var en vidunderlig tur, med mange andre oplevelser: Dyr, natur, dyr, vidunderlige stjernehimle, David og far, der fik diarré, fantastiske hoteller, kolde morgener og hede dage, dyr, nye venner og natur.
Det er vist sådan at Afrika er, og det glæder jeg mig meget til at opleve igen - som den person jeg er nu, og med dem, min familie er nu: Ældre, mere erfarne, bevæbnede, højere, og med bedre malariamedicin og mere stabil tarmflora.
Det bliver bedre dag for dag.
Vi skal jo ud at jage, og at bo i telte og at gå i ørkenstøvler. Men selvom der er så meget kahki-farvet tøj med, at Banana Republic ville få seriøs konkurrence hvis vi åbnede et udsalg i lufthavnen, så forudser jeg at det bliver mindre "Min afrikanske farm" og mere "Ørkenens Sønner".
Turens motto er sågar hentet fra de fire midaldrende sjoferters sommerrevy i år: "Altid på jagt efter eventyr - Altid i kamp med de vilde dyr!"
Jeg var i Afrika da jeg var 12-13 år gammel med Mor, Far, David og lille Thomas, nærmere betegnet Kenya - som jo er noget nordligere end vi skal nu - og det husker jeg som en stor, stor oplevelse.
Ikke kun fordi jeg fik malaria og fordi Thomas kastede op på gulvet i en restaurant og skvattede i en sø af flamingobæ, men også på grund af den helt anderledes enorme natur, og den nærhed, man oplevede som lille menneskeflok midt i det vilde.
Og ja - det var rimeligt vildt. Årsagen til at jeg fik malaria var fx., at jeg en nat skulle tisse, men opgav at gå hele vejen ud til toilet-teltet (Et telt med en skammel i), fordi der var for mange vilde elefanter, der trampede på det den nat.
Så jeg stak lige ud af teltet i stedte, men lod være at tage sko, bukser og strømper på, da jeg kun lige skulle ud, og blev derfor stukket af en ækel besmittet myg lige på anklen.
Og så var der fire dages nedtælling, før jeg vågnede en nat og skulle tisse igen - men denne gang var problemet, at mine ben pludselig var som smør, og jeg måtte kravle ud på badeværelset (Vi var nu på hotel) med dem slæbende efter mig. Og det mærkeligste ved det var, at jeg var ret ligeglad, og lagde mig til at sove igen bagefter. Sådan er det, når man har meget, meget høj feber.
Da jeg blev fundet næste morgen, blev jeg slæbt på mine slatne ben til et landsbylazret. Her huserede en enorm sort kvinde i en klassisk sygeplejerskeuniform med lille serviet på hovedet og det hele. Hun gav mig en pille så stor som en golfbold.
"Hvis det er malaria, slår den det ned. Hvis den ikke slår det ned, så ved jeg ikke hvad det er. Næste!", sagde hun.
Jeg husker en vis ængstelighed gennem febertågen. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan min mor, som var ved sine fulde fem, havde det lige der. Værre end patienten, vil jeg tro.
Men golfbolden lavde Hole In One. I to dage rekonvalcerede jeg på et nyt hotel på et bjerg, i et lille hus med påskegul sengehimmel og samt udsigt til en sø fyldt med pinke flamingoer (Jeg husker min opvågnen som ret syret og væsentligt mindre virkelighedstro end feberen).
Derfor gik jeg også glip af Thomas' finte i flamingo-bæen, som dog heldigvis blev optaget på video, og som gav ham øgenavnet "Guano-skvatteren" for en kort tid.
Men jeg så ham kaste op på restaurantgulvet aftenen efter, og det var fair nok. Thomas var et sart barn når det slog ham. Og den forkælede italienske unge, der sad ved bordet ved siden af, spiste altså virkelig ulækkert.
Det lyder ret fækalie-agtigt det hele, men det er jo ofte ting med bæ og bræk, der skaber en god oplevelse for et bredt publikum. Men det var en vidunderlig tur, med mange andre oplevelser: Dyr, natur, dyr, vidunderlige stjernehimle, David og far, der fik diarré, fantastiske hoteller, kolde morgener og hede dage, dyr, nye venner og natur.
Det er vist sådan at Afrika er, og det glæder jeg mig meget til at opleve igen - som den person jeg er nu, og med dem, min familie er nu: Ældre, mere erfarne, bevæbnede, højere, og med bedre malariamedicin og mere stabil tarmflora.
Det bliver bedre dag for dag.
lørdag, august 04, 2007
... klartskuende
Den gode nyhed først: Jeg har fået kontaktlinser. På tide, kunne man mene, da jeg har -2,75 på begge øjne, og er for forfængelig til at bruge briller til hverdag. Så reelt set er alt i min synsvinkel, som er udenfor en afstand af 30 centimeter, et akvarelmaleri lavet af en 8-årig.
Og nu den dårlige: Hvis det "at have fået kontaktlinser" kan opfattes som at jeg nu permanent bruger kontaktlinser hver dag, så er det forkert. For det har vist sig at være et ufatteligt bøvl at få en rutine i gang med skidtet.
Jeg har købt mine linser hos en Discount-kæde, som er billig og som regel også god hvad angår service - det ved jeg fra brillekøb. Men nu da vi har bevæget sig ind på et mere kompliceret område, hvor der er mere fysisk kontakt og mere logistik involveret, så begynder tingene at blive mere vanskelige.
Min interaktion med min optiker er meget mærkelig. Eller rettere, mine optikere, for hos Discount-kæden er der flere optikere, der kan tage sig af én.
Den første jeg traf, og som solgte mig idéen om linser i første omgang, er en spidsnæset, arrogant halsklud-og-perleørenringe-pige med en overlegen mine og et udtryk af mellemsvær irritation over kunder generelt og lige præcis denne kunde i særdeleshed.
Det var super-duper hyggeligt at sidde med ansigtet 20 centimeter fra hende og prøve at sætte linser i for første gang, med sveden haglende og tårerne plaskende ud af mine genstidige øjne, der klappede i som en papparazzi-blænde hver gang jeg nærmede mig med linsen.
Hende undgår jeg helst.
Den anden er solid pige med en venlig, bekymret attitude. Hun skræmmer mig paradoksalt nok fra vid og sans.
Da jeg var til tjek hos hende første gang, sad jeg lidt og ventede for mig selv i et rum med en stor plakat fuld af totalskadede øjne. Det var øjnenes rædselskabinet: Mælkede zombieglugger, høj-rødsprængte øjenæbler, betændt blindhed og andre ting, der så grotesk smertefulde ud.
Da optikeren kom ind, spurgte jeg, hvad de billeder forestillede. "Det er den slags skader du kan få ved kontaktlinser, hvis du fx. får en ridse på hornhinden", svarede hun. Hvorefter hun kiggede mig i øjet, så alvorligt på mig og sagde: "Du har en ridse på hornhinden."
Jeg var muligvis lidt svær at tale ned derefter.
Men vi kom videre, jeg fik lidt teknik til udtagningen, jeg unlod at gå med linser i tre dage, fik dem på igen, gik til nyt tjek - for at få at vide, at jeg nu havde lavet ridser i begge hornhinder.
Og så så hun på mig med store, bekymrede øjne, der rystede mig endnu mere end jeg i forvejen var.
Jeg må have været helt hvid i ansigtet, for den samvittighedsfulde optiker sagde: "Det er klart du fik et chock ved den ridse sidste gang. Og så har du svært ved at styre det. Men bare rolig - du skal nok lære det", som om jeg havde mistet hele min familie i en zeppelinerulykke og nu skulle lære at gå igennem en Sportmaster og passere hylden med Footballs uden at få et skrige-fit.
Så forklarede hun mig (Igen) tålmodigt hvordan jeg skal "twiste" mine fingre, så neglen (Hvilken negl?!?) ikke ridser hornhinden. Og hun demonstrerede noget med øjet, hvor hun trækker linser ud i siden, så der er mere hvidt at trykke på.
Og jeg forsøgte at tage det til mig, vel vidende at en optikers øjen-controls er urealistisk heftige, og at mit eget øje er en særdeles kampberedt klump gele, som lukker og dodger som en professionel bokser. Og så gik jeg trist derfra, med yderligere tre dages linse-karantæne.
Jeg bryder mig ikke om at blive meget skræmt af en pige i æggegul polotrøje med firmalogo på. Så jeg vil prøve at undgå hende også.
Den tredje optiker er den, jeg bedst kan lide. Hun er en tynd, imødekommende kvinde, som sympatiserede med min bekymring for linser på Roskildefestival - fordi hun selv havde været der. Hun er sød og lidt goofy, og det virker som om at hende med opstoppernæsen og perleørenringene undertrykker hende lidt.
Problemet er bare, at hun er det svageste led rent optikermæssigt. Hun er konstant lidt forfjamsket og har mildt sagt ikke særligt godt tjek på sagerne.
Hun gav mig for høj styrke første gang jeg fik linser med hjem, hvilket gav mig hovedpine i en uge. Og derefter gav hun mig linser med forkert krumning, så de hele tiden gled nedad i øjet. Resultatet var, som når der kommer vand ind mellem dobbelte ruder - bare i mit øje.
Så hende tør jeg ikke rigtig satse på heller.
Og så har jeg slet ikke nævnt den mandlige optiker, der ville skændes med mig om hvorvidt jeg var fem minutter forsinket eller ej (Det var jeg og jeg indrømmede det, men det var ikke nok. Der skulle blod på disken), eller det faktum, at den første sending linser i skrivende stund ikke er nået herhjem til mig, skønt den blev afsendt 18. juli.
Discountkædens eneste forklaring er at skyde skylden på Postdanmark. Hvilket sikkert er helt korrekt, og noget jeg selv ville gøre når som helst, men det er også meget let, ikke?
Alt i alt er det sgu' noget lort indtil videre - også set i betragtning af, at mine øjne aktivt forsøger at frastøde skidtet hvert sekund de er i, og at jeg ikke kan finde ud af det med at tage dem ud uden at forette skade på mine øjne.
Men alligevel: Når jeg har dem på og har fred for svie, kradsen og kløe et øjeblik, måske fordi min øjnes nerver er lammet af ubehag-overdosis, så er det så vidunderligt at kunne se igen - lige så klart som alle andre kan.
Jeg fortæller hele tiden folk hvor smukke stjernerne/træerne/skyerne/gadelamperne er, fordi det virkelig slår mig gang på gang - at hele virkeligheden står så skarpt!
Og folk tænker: "Hun mangler virkelig inspiration. Om lidt snakker vi om vejret eller kongehuset." Men der tager de fejl. Jeg har bare fået øjnene op. Og derfor bliver vi ved, stædigt, til trods for bøvlet.
Så længe jeg ikke ender på anskuelsesplakaten om øjenskader fra Helvede, er det det hele værd.
Og nu den dårlige: Hvis det "at have fået kontaktlinser" kan opfattes som at jeg nu permanent bruger kontaktlinser hver dag, så er det forkert. For det har vist sig at være et ufatteligt bøvl at få en rutine i gang med skidtet.
Jeg har købt mine linser hos en Discount-kæde, som er billig og som regel også god hvad angår service - det ved jeg fra brillekøb. Men nu da vi har bevæget sig ind på et mere kompliceret område, hvor der er mere fysisk kontakt og mere logistik involveret, så begynder tingene at blive mere vanskelige.
Min interaktion med min optiker er meget mærkelig. Eller rettere, mine optikere, for hos Discount-kæden er der flere optikere, der kan tage sig af én.
Den første jeg traf, og som solgte mig idéen om linser i første omgang, er en spidsnæset, arrogant halsklud-og-perleørenringe-pige med en overlegen mine og et udtryk af mellemsvær irritation over kunder generelt og lige præcis denne kunde i særdeleshed.
Det var super-duper hyggeligt at sidde med ansigtet 20 centimeter fra hende og prøve at sætte linser i for første gang, med sveden haglende og tårerne plaskende ud af mine genstidige øjne, der klappede i som en papparazzi-blænde hver gang jeg nærmede mig med linsen.
Hende undgår jeg helst.
Den anden er solid pige med en venlig, bekymret attitude. Hun skræmmer mig paradoksalt nok fra vid og sans.
Da jeg var til tjek hos hende første gang, sad jeg lidt og ventede for mig selv i et rum med en stor plakat fuld af totalskadede øjne. Det var øjnenes rædselskabinet: Mælkede zombieglugger, høj-rødsprængte øjenæbler, betændt blindhed og andre ting, der så grotesk smertefulde ud.
Da optikeren kom ind, spurgte jeg, hvad de billeder forestillede. "Det er den slags skader du kan få ved kontaktlinser, hvis du fx. får en ridse på hornhinden", svarede hun. Hvorefter hun kiggede mig i øjet, så alvorligt på mig og sagde: "Du har en ridse på hornhinden."
Jeg var muligvis lidt svær at tale ned derefter.
Men vi kom videre, jeg fik lidt teknik til udtagningen, jeg unlod at gå med linser i tre dage, fik dem på igen, gik til nyt tjek - for at få at vide, at jeg nu havde lavet ridser i begge hornhinder.
Og så så hun på mig med store, bekymrede øjne, der rystede mig endnu mere end jeg i forvejen var.
Jeg må have været helt hvid i ansigtet, for den samvittighedsfulde optiker sagde: "Det er klart du fik et chock ved den ridse sidste gang. Og så har du svært ved at styre det. Men bare rolig - du skal nok lære det", som om jeg havde mistet hele min familie i en zeppelinerulykke og nu skulle lære at gå igennem en Sportmaster og passere hylden med Footballs uden at få et skrige-fit.
Så forklarede hun mig (Igen) tålmodigt hvordan jeg skal "twiste" mine fingre, så neglen (Hvilken negl?!?) ikke ridser hornhinden. Og hun demonstrerede noget med øjet, hvor hun trækker linser ud i siden, så der er mere hvidt at trykke på.
Og jeg forsøgte at tage det til mig, vel vidende at en optikers øjen-controls er urealistisk heftige, og at mit eget øje er en særdeles kampberedt klump gele, som lukker og dodger som en professionel bokser. Og så gik jeg trist derfra, med yderligere tre dages linse-karantæne.
Jeg bryder mig ikke om at blive meget skræmt af en pige i æggegul polotrøje med firmalogo på. Så jeg vil prøve at undgå hende også.
Den tredje optiker er den, jeg bedst kan lide. Hun er en tynd, imødekommende kvinde, som sympatiserede med min bekymring for linser på Roskildefestival - fordi hun selv havde været der. Hun er sød og lidt goofy, og det virker som om at hende med opstoppernæsen og perleørenringene undertrykker hende lidt.
Problemet er bare, at hun er det svageste led rent optikermæssigt. Hun er konstant lidt forfjamsket og har mildt sagt ikke særligt godt tjek på sagerne.
Hun gav mig for høj styrke første gang jeg fik linser med hjem, hvilket gav mig hovedpine i en uge. Og derefter gav hun mig linser med forkert krumning, så de hele tiden gled nedad i øjet. Resultatet var, som når der kommer vand ind mellem dobbelte ruder - bare i mit øje.
Så hende tør jeg ikke rigtig satse på heller.
Og så har jeg slet ikke nævnt den mandlige optiker, der ville skændes med mig om hvorvidt jeg var fem minutter forsinket eller ej (Det var jeg og jeg indrømmede det, men det var ikke nok. Der skulle blod på disken), eller det faktum, at den første sending linser i skrivende stund ikke er nået herhjem til mig, skønt den blev afsendt 18. juli.
Discountkædens eneste forklaring er at skyde skylden på Postdanmark. Hvilket sikkert er helt korrekt, og noget jeg selv ville gøre når som helst, men det er også meget let, ikke?
Alt i alt er det sgu' noget lort indtil videre - også set i betragtning af, at mine øjne aktivt forsøger at frastøde skidtet hvert sekund de er i, og at jeg ikke kan finde ud af det med at tage dem ud uden at forette skade på mine øjne.
Men alligevel: Når jeg har dem på og har fred for svie, kradsen og kløe et øjeblik, måske fordi min øjnes nerver er lammet af ubehag-overdosis, så er det så vidunderligt at kunne se igen - lige så klart som alle andre kan.
Jeg fortæller hele tiden folk hvor smukke stjernerne/træerne/skyerne/gadelamperne er, fordi det virkelig slår mig gang på gang - at hele virkeligheden står så skarpt!
Og folk tænker: "Hun mangler virkelig inspiration. Om lidt snakker vi om vejret eller kongehuset." Men der tager de fejl. Jeg har bare fået øjnene op. Og derfor bliver vi ved, stædigt, til trods for bøvlet.
Så længe jeg ikke ender på anskuelsesplakaten om øjenskader fra Helvede, er det det hele værd.
tirsdag, juli 03, 2007
...stadig tør
Har I lagt mærke til, hvor dejligt vejet er lige nu, her i nat?
Det har jeg - for jeg skal snart ud og være i det ret så megte live. Festivalen kalder, selvom jeg vil indrømme, at dens kalden er dæmpet kraftigt af mudder og lyden af den sliende regn de sidste par dage. -"Hva' siger du? Jeg kan ikke høre dig ... Ud og mærke Roskilde? Ikke på de vilkår! Tal højere!"
De seneste meldinger er dog, at alle hygger sig derned ei vandland. Og jeg har købt regnsæt, fundet røjserne frem og så forede jeg vores lejr med halm i søndags, så en vis tryhed breder sig i kroppen.
...
Okay, men den halm var altså tør og hyggelig sidst, jeg så den. Så den giver stadig tryghed til mig på distancen, selvom den nok mest giver lugt- og fugtgener til dem, der lever med den pt.
Under alle omstændigheder så har jeg et tilbud til jer, der sidder festivalløse og lumrer den bag skærmene de næste par dage. I kan følge mig på Oestrogen.dk hver dag, når jeg skriver Roskildeblog - Not-so-chick-lit, er vist blevet payoff'et. Artiklerne kommer op daglig under området Nyheder og under Kunst og Kultur - Musik. Og hver af dem er tilmed illustreret med perler fra en til lejligheden lavet fotoserie, hvor David, Nikolai, min kollega Natascha og jeg tumler rundt med bajer, telt og badeand i et Clueless-møder-Roskildes-finest -setup.
Selv Allers husfotograf synes det var sjovt - sagde han. Så om ikke andet for billedernes skyld, tag et kig forbi Oestrogen-banken i weekendens løb. Måske er der også nogle, I kender, nævnt hist og pist i mellem linjerne.
Hyg jer, tørre tøsedrenge! Jeg er ude!
:D Marie
Det har jeg - for jeg skal snart ud og være i det ret så megte live. Festivalen kalder, selvom jeg vil indrømme, at dens kalden er dæmpet kraftigt af mudder og lyden af den sliende regn de sidste par dage. -"Hva' siger du? Jeg kan ikke høre dig ... Ud og mærke Roskilde? Ikke på de vilkår! Tal højere!"
De seneste meldinger er dog, at alle hygger sig derned ei vandland. Og jeg har købt regnsæt, fundet røjserne frem og så forede jeg vores lejr med halm i søndags, så en vis tryhed breder sig i kroppen.
...
Okay, men den halm var altså tør og hyggelig sidst, jeg så den. Så den giver stadig tryghed til mig på distancen, selvom den nok mest giver lugt- og fugtgener til dem, der lever med den pt.
Under alle omstændigheder så har jeg et tilbud til jer, der sidder festivalløse og lumrer den bag skærmene de næste par dage. I kan følge mig på Oestrogen.dk hver dag, når jeg skriver Roskildeblog - Not-so-chick-lit, er vist blevet payoff'et. Artiklerne kommer op daglig under området Nyheder og under Kunst og Kultur - Musik. Og hver af dem er tilmed illustreret med perler fra en til lejligheden lavet fotoserie, hvor David, Nikolai, min kollega Natascha og jeg tumler rundt med bajer, telt og badeand i et Clueless-møder-Roskildes-finest -setup.
Selv Allers husfotograf synes det var sjovt - sagde han. Så om ikke andet for billedernes skyld, tag et kig forbi Oestrogen-banken i weekendens løb. Måske er der også nogle, I kender, nævnt hist og pist i mellem linjerne.
Hyg jer, tørre tøsedrenge! Jeg er ude!
:D Marie
lørdag, juni 23, 2007
... på pause
Hej.
Jeg vil bare lige sige, at jeg er her endnu. Jeg har været på arbejde. Og så er jeg bare træt, især computertræt, når jeg kommer hjem. Så blogging sniger sig langsomt ned i prioriteterne.
Charlotte, min tidligere kollega og i dag bedre kendt, i al fald i blog-verdenen, som SpaceMermaid, skriver et eller andet sted, at hun ofte hører folk, der siger at de ikke har tid til at blogge, og det kan hun simpelthen ikke forstå. For hende er det et must, hver dag, gerne flere gange.
Til det må jeg sige: Good on her, og det fortæller også noget om, hvorfor det blev hende , og ikke alle mulige andre af landets utallige bloggere, der udgav Danmarks første blog-roman ( "1001 tårs tøsetanker", udkom i maj ... vistnok. Tjek hendes blog på http://www.spacemermaid1001.dk/).
Men for mig er det sgu' bare ikke sådan. Jeg blogger langt, når jeg virkelig føler lysten til at fortælle en historie. Men de korte små hug, som de fleste bloggere deler rundhåndet ud af for at holde nyhedsstrømmen kørende, dem tager jeg egentlig kun af pligt, når der er gået så lang tid uden nyt, at jeg frygter at folk tror at jeg har givet op eller er afgået ved døden. Som fx. nu.
Det er jo det, der egentlig er rigtig blogging. En web-logbog. Hvor man, som på en båd, skriver alt hvad man laver af betydning ned, så eftertiden har noget at gå efter, når ens mystiske forsvinden i Bermudatrekanten skal opklares.
Jeg gir' bare ikke så meget for det. Jo, jeg kan godt lide at læse det hos andre, faktisk. Især hos Magnus', som altid skriver sjovt, overraskende og ærligt. Men når det kommer til mig selv, så føler jeg mig ikke spor tilpas med at belemre andre med små tilfældigheder og narscicismer fra min hverdag.
"Var på udsalg i Maga i dag, og prøvede en heftig pink læbestift. Besluttede mig at købe den, på trods af at den faktisk er alt for Vogue og vild til mig, og jeg tror at ekspedienten syntes jeg var ret sej, fordi jeg bare slog til i stedet for at stå og overveje i tusind år, sammen med de tre teenagetøser i skinnyjeans og store tørklæder, som fik smurt alle lipgloss-testerne ud over deres små hænder, inden de gik uden at købe noget.
Mit humør røg dog lidt ned igen, da jeg blev fanget i regnen udenfor Magasin, og stod i 20 minutter under en viadukt, mens vandet styrtede ud af himlen. Syntes at folk kiggede underligt på mig - mon det var læbestiften, og så det faktum at den var kombineret med min såkaldte Dollars-kjole (Navngivet af min kollega Natascha) med skulderpuder, samt mit hår, der har en naturlig drift mod at danne et højt, volumiøst pandehår? Altså, disse mennesker så for deres øjne, midt i regnen, et spøgelse fra deres fortid, lyslevende: Krystle Carrington - bare før hun fik sølvræven på hovedet. Forstår godt, de stirrede."
Det er da meget sjovt. Og det er sket. Men er det særligt spændende? Næ, vel? Det er ikke engang spændende for mig at skrive.
Så her på bloggen er det de lange, tunge sager, man kan forvente. Og derfor er der langt mellem snapsene. Sådan er det.
Lige nu gider jeg fx. ikke skrive mere. Jeg vil hellere ind og se "Grapes of Wrath", som jeg har snuppet på DVD fra mine forældre og som er på pause lige nu. Bogen er en af de sørgeligste, mest gribende og voldsomme bøger, jeg har læst, og filmen gør det godt: Den har spillet 20 min., og jeg har allerede haft tårer i øjenkrogene én gang, ved synet af en Oklahoma-daglejer, som opgiver at forsvare sin jord da Caterpillartraktorerne kommer, efter ordre fra "the company out east". Det er den mest effektive historie om menneskelig fornedrelse, hensynsløshed og alle de små egoistiske og grådige træk, der i den samlede sum af konsekvenserne bliver til ondskab.
Desuden er den fantastisk skrevet. Ekspressionistisme og socialrealisme hådn i hånd, til en roman skrevet med en civilisations hjerteblod.
Læs den. Og om to timer ved jeg også, om I bør se den.
- kys, m
Edit to timer senere: Det behøver I ikke nødvendigvis.
Jeg vil bare lige sige, at jeg er her endnu. Jeg har været på arbejde. Og så er jeg bare træt, især computertræt, når jeg kommer hjem. Så blogging sniger sig langsomt ned i prioriteterne.
Charlotte, min tidligere kollega og i dag bedre kendt, i al fald i blog-verdenen, som SpaceMermaid, skriver et eller andet sted, at hun ofte hører folk, der siger at de ikke har tid til at blogge, og det kan hun simpelthen ikke forstå. For hende er det et must, hver dag, gerne flere gange.
Til det må jeg sige: Good on her, og det fortæller også noget om, hvorfor det blev hende , og ikke alle mulige andre af landets utallige bloggere, der udgav Danmarks første blog-roman ( "1001 tårs tøsetanker", udkom i maj ... vistnok. Tjek hendes blog på http://www.spacemermaid1001.dk/).
Men for mig er det sgu' bare ikke sådan. Jeg blogger langt, når jeg virkelig føler lysten til at fortælle en historie. Men de korte små hug, som de fleste bloggere deler rundhåndet ud af for at holde nyhedsstrømmen kørende, dem tager jeg egentlig kun af pligt, når der er gået så lang tid uden nyt, at jeg frygter at folk tror at jeg har givet op eller er afgået ved døden. Som fx. nu.
Det er jo det, der egentlig er rigtig blogging. En web-logbog. Hvor man, som på en båd, skriver alt hvad man laver af betydning ned, så eftertiden har noget at gå efter, når ens mystiske forsvinden i Bermudatrekanten skal opklares.
Jeg gir' bare ikke så meget for det. Jo, jeg kan godt lide at læse det hos andre, faktisk. Især hos Magnus', som altid skriver sjovt, overraskende og ærligt. Men når det kommer til mig selv, så føler jeg mig ikke spor tilpas med at belemre andre med små tilfældigheder og narscicismer fra min hverdag.
"Var på udsalg i Maga i dag, og prøvede en heftig pink læbestift. Besluttede mig at købe den, på trods af at den faktisk er alt for Vogue og vild til mig, og jeg tror at ekspedienten syntes jeg var ret sej, fordi jeg bare slog til i stedet for at stå og overveje i tusind år, sammen med de tre teenagetøser i skinnyjeans og store tørklæder, som fik smurt alle lipgloss-testerne ud over deres små hænder, inden de gik uden at købe noget.
Mit humør røg dog lidt ned igen, da jeg blev fanget i regnen udenfor Magasin, og stod i 20 minutter under en viadukt, mens vandet styrtede ud af himlen. Syntes at folk kiggede underligt på mig - mon det var læbestiften, og så det faktum at den var kombineret med min såkaldte Dollars-kjole (Navngivet af min kollega Natascha) med skulderpuder, samt mit hår, der har en naturlig drift mod at danne et højt, volumiøst pandehår? Altså, disse mennesker så for deres øjne, midt i regnen, et spøgelse fra deres fortid, lyslevende: Krystle Carrington - bare før hun fik sølvræven på hovedet. Forstår godt, de stirrede."
Det er da meget sjovt. Og det er sket. Men er det særligt spændende? Næ, vel? Det er ikke engang spændende for mig at skrive.
Så her på bloggen er det de lange, tunge sager, man kan forvente. Og derfor er der langt mellem snapsene. Sådan er det.
Lige nu gider jeg fx. ikke skrive mere. Jeg vil hellere ind og se "Grapes of Wrath", som jeg har snuppet på DVD fra mine forældre og som er på pause lige nu. Bogen er en af de sørgeligste, mest gribende og voldsomme bøger, jeg har læst, og filmen gør det godt: Den har spillet 20 min., og jeg har allerede haft tårer i øjenkrogene én gang, ved synet af en Oklahoma-daglejer, som opgiver at forsvare sin jord da Caterpillartraktorerne kommer, efter ordre fra "the company out east". Det er den mest effektive historie om menneskelig fornedrelse, hensynsløshed og alle de små egoistiske og grådige træk, der i den samlede sum af konsekvenserne bliver til ondskab.
Desuden er den fantastisk skrevet. Ekspressionistisme og socialrealisme hådn i hånd, til en roman skrevet med en civilisations hjerteblod.
Læs den. Og om to timer ved jeg også, om I bør se den.
- kys, m
Edit to timer senere: Det behøver I ikke nødvendigvis.
lørdag, maj 19, 2007
... filmhader
Altså, jeg hader ikke film - men de film jeg hader, hader jeg. Og de fortjener at få det at vide. Denne tråd er inspireret af Nikolais ditto om samme emne, på http://www.fejerforfolk.blogspot.com , som igen er inspireret af filmkritikerlegenden Roger Eberts bog "I Hated, hated, hated this movie", en pragtfuld samling af eksempler på hvor virtuost man kan rakke noget hø ned. Se mere hos Nikolai, efter at I har læst min
Top 5 over film, jeg hader:
1: Rich Kids
2: How To Loose a Guy in Ten Days
3: The Bone Collector
4: Van Helsing
5: What Women Want
Uddybende:
1: Rich Kids (Danmark)
Det værste skodlort jeg nogensinde har betalt penge for at se: Det pinligste amatørskuespil, fuldkommen mangel på historie, verdens mest letkøbte morale blandet sammen med et mærkelig mix af skræmmebillede og facination af nogle røverhistorier fra nogle unger, der er vildt kede af at de kommer fra Herlev og ikke har gået på Øregård Gymnasium. Bræk, bræk, bræk og coke. Og så er det den billigst udseende produktion om dyre ting, jeg nogensinde har set.
Min respekt for Regnar Grasten, filmens producent, var i forvejen mindre end end tændstiksdværg, men efter denne film har borte for alvor taget den, og kun en gold grund af had, ægte had, er tilbage. Brænd alle kopier af dette makværk pronto!
2: How To Loose a Guy in Ten Days (USA)
Folk har det med at sige om chick-teen-flicks som den her, at "Det er ikke stor kunst, men de er nu meget underholdende". Nej. Det er kedeligt. Meget, meget kedeligt. Denne film er fuldkommen til grin, og her menes ikke "til at le af" - du ler ikke én gang i gennem det fuldkommen himmelråbende usandsynlige plot med dets overanstrenge humor og pinligt forudsigelige episoder.
To gode skuespillere ...okay, to lækre skuespillere... okay så, to lækre MENNESKER ... gør ingen forskel. Det er så røvsygt at man undervejs overvejer at skrive en guide til "How To Kill Yourself In Ten Ways". Den eneste formildende omstændighed ved denne idiotiske film er, at jeg så den i et fly, og altså ikke betalte penge for den.
3: The Bone Collector (Helvede)
Den her film er den ovenover, bare i action-krimi. Det jeg hader ved den slags film er, er at der er så mange af dem, at de sælger så mange biletter, at de koster så mange penge at lave og at de er så fucking ligegyldige og nemme!
Dødssyg, dybt ligegyldig og uoriginal historie, lækre/gode skuespillere, som ikke gør en forskel, forudsigelig til det tåkrummende og ofte ligeud idiotisk. Som fx. i det, at man aldrig får at vide hvorfor The Bone Collector samler bones fra sine ofre. Det er bare lige en lille finesse til at starte med, for at trække på noget Silence of The Lambs/Seven-effekt. Forskellen er, at i de film er der en pointe - ret stor pointe - med morderens makabre fikseringer. Her glemmer man den bare igen, når den lige har lavet en titel og en start. Dumdidum. Det stinker af metervare.
Og så ved jeg ikke hvilket nummer hjerneblødning, der satte ind kollektivt mod hele filmholdet, da der ikke var nogen, som tog bladet fra munden, og sagde at det måske ikke var den mest tjekkede eller skræmmende afslutning at lade morderen fise rundt og skrige "Would you like to be a zucchini? Zucchiniiii! Zucchiniiii!" i klimaks-scenen. At det bare var til grin og sindssygt - ikke som I at morderen var totalt for vild sindssyg (Helt sikkert hensigten), men at instruktøren var. Og desuden 8 år gammel.
4: Van Helsing (Legoland)
Det her er ikke et afskyvækkende, kvalmefremkaldende stykke filmrulle, som skulle straffes på livstid for overhovedet at spilde 2 minutter af nogens tid, som de tre ovenover - og den herunder. Det er bare en dårlig film. Dårlige effekter, dårligt skuespil, dårlig historie. Bare dårlig. Usyldig, uskadelig, dårlig. Og det er grund nok til at hade den, synes jeg. Det hele kan ikke være et festfyrværkeri. Lidt har også ret. På det jævne, på det jævne, også had.
5: What Women Want (Pygmæernes Rige)
Denne film representerer noget af det, der kan gøre mig mest rasende på en film: Kalkulation. Og ikke med et kunstnerisk sigte, men med sigte lige ned i pengepungen på os, publikum, kvæget.
Okay: Den hedder "What Women Want". Allerede der er det så tydeligt som det kan blive, vi giver jer hvad I vil have, og gider ikke engang finde på en titel til at dække over det faktum. Og hvad vil kvinder have, ifølge de mest ufarlige, kønsdogmatiske, bøvede, mandschauvanistiske teorier?
- En lækker mand, der har bukserne på og pikken fremme - I ka' jo li' det, tøser!
- At denne lækre mand kan læse vores tanker og forstå vores mindste behov - Ja, for I ka' jo ikke finde ud af at kommunikere det til os, vel, vi er jo for helvede ikke tankelæsere - typisk kvinder!
- At den lækre mand løfter os ud af problemerne i sine stærke arme - Sådan ender det altid, karrierekvinder mig her, I kan jo ikke finde ud af noget selv, vel?
- Et yndigt hus - I tænker jo ikke på andet.
- Mel Gibson - Så ham får I - ham ka' vi fyre også li, det er noget med Die Hard, og så har vi lige en scene hvor han er verdens bedste tyr på et lagen. Yes sir, sådan skal de ha' det, kællingerne!
Hvilken kvindetype vælger vi så til at matche den her mand og få filmens budskab igennem?
- En umiddelbart succesrig - men ulykkelig og usikker, selvfølgelig! - karrierekvinde, der prøver at sætte lækker mand på plads, fejler med det, fejler med sit eget job, fejler med alt tilsidst - og så kommer lækker mand og redder hende, endda med en lille rørende tale om, at hun har vist ham den sande vej. Ingen tror på det, men who cares. Happy end.
Og nårh ja. For at få hele den her latterlige kabale til at gå op, så er plottets omdrejningspunkt, at Mels rolle lige pludselig kan læse kvinders tanker. Og vupt, der har vi titlen - "What Women Want." Så gi' os jeres penge, piger. Her får I, hvad I vil ha'.
Det er så fucking lavt. Jeg hader, hader, hader den her film.
------------------------------------------------------------------------------------------
Det føltes godt, det her - skriv endelig jeres egne hadelister i kommentarerne, og husk at tjekke Nikolais side for mere kvalificeret filmhad!
Top 5 over film, jeg hader:
1: Rich Kids
2: How To Loose a Guy in Ten Days
3: The Bone Collector
4: Van Helsing
5: What Women Want
Uddybende:
1: Rich Kids (Danmark)
Det værste skodlort jeg nogensinde har betalt penge for at se: Det pinligste amatørskuespil, fuldkommen mangel på historie, verdens mest letkøbte morale blandet sammen med et mærkelig mix af skræmmebillede og facination af nogle røverhistorier fra nogle unger, der er vildt kede af at de kommer fra Herlev og ikke har gået på Øregård Gymnasium. Bræk, bræk, bræk og coke. Og så er det den billigst udseende produktion om dyre ting, jeg nogensinde har set.
Min respekt for Regnar Grasten, filmens producent, var i forvejen mindre end end tændstiksdværg, men efter denne film har borte for alvor taget den, og kun en gold grund af had, ægte had, er tilbage. Brænd alle kopier af dette makværk pronto!
2: How To Loose a Guy in Ten Days (USA)
Folk har det med at sige om chick-teen-flicks som den her, at "Det er ikke stor kunst, men de er nu meget underholdende". Nej. Det er kedeligt. Meget, meget kedeligt. Denne film er fuldkommen til grin, og her menes ikke "til at le af" - du ler ikke én gang i gennem det fuldkommen himmelråbende usandsynlige plot med dets overanstrenge humor og pinligt forudsigelige episoder.
To gode skuespillere ...okay, to lækre skuespillere... okay så, to lækre MENNESKER ... gør ingen forskel. Det er så røvsygt at man undervejs overvejer at skrive en guide til "How To Kill Yourself In Ten Ways". Den eneste formildende omstændighed ved denne idiotiske film er, at jeg så den i et fly, og altså ikke betalte penge for den.
3: The Bone Collector (Helvede)
Den her film er den ovenover, bare i action-krimi. Det jeg hader ved den slags film er, er at der er så mange af dem, at de sælger så mange biletter, at de koster så mange penge at lave og at de er så fucking ligegyldige og nemme!
Dødssyg, dybt ligegyldig og uoriginal historie, lækre/gode skuespillere, som ikke gør en forskel, forudsigelig til det tåkrummende og ofte ligeud idiotisk. Som fx. i det, at man aldrig får at vide hvorfor The Bone Collector samler bones fra sine ofre. Det er bare lige en lille finesse til at starte med, for at trække på noget Silence of The Lambs/Seven-effekt. Forskellen er, at i de film er der en pointe - ret stor pointe - med morderens makabre fikseringer. Her glemmer man den bare igen, når den lige har lavet en titel og en start. Dumdidum. Det stinker af metervare.
Og så ved jeg ikke hvilket nummer hjerneblødning, der satte ind kollektivt mod hele filmholdet, da der ikke var nogen, som tog bladet fra munden, og sagde at det måske ikke var den mest tjekkede eller skræmmende afslutning at lade morderen fise rundt og skrige "Would you like to be a zucchini? Zucchiniiii! Zucchiniiii!" i klimaks-scenen. At det bare var til grin og sindssygt - ikke som I at morderen var totalt for vild sindssyg (Helt sikkert hensigten), men at instruktøren var. Og desuden 8 år gammel.
4: Van Helsing (Legoland)
Det her er ikke et afskyvækkende, kvalmefremkaldende stykke filmrulle, som skulle straffes på livstid for overhovedet at spilde 2 minutter af nogens tid, som de tre ovenover - og den herunder. Det er bare en dårlig film. Dårlige effekter, dårligt skuespil, dårlig historie. Bare dårlig. Usyldig, uskadelig, dårlig. Og det er grund nok til at hade den, synes jeg. Det hele kan ikke være et festfyrværkeri. Lidt har også ret. På det jævne, på det jævne, også had.
5: What Women Want (Pygmæernes Rige)
Denne film representerer noget af det, der kan gøre mig mest rasende på en film: Kalkulation. Og ikke med et kunstnerisk sigte, men med sigte lige ned i pengepungen på os, publikum, kvæget.
Okay: Den hedder "What Women Want". Allerede der er det så tydeligt som det kan blive, vi giver jer hvad I vil have, og gider ikke engang finde på en titel til at dække over det faktum. Og hvad vil kvinder have, ifølge de mest ufarlige, kønsdogmatiske, bøvede, mandschauvanistiske teorier?
- En lækker mand, der har bukserne på og pikken fremme - I ka' jo li' det, tøser!
- At denne lækre mand kan læse vores tanker og forstå vores mindste behov - Ja, for I ka' jo ikke finde ud af at kommunikere det til os, vel, vi er jo for helvede ikke tankelæsere - typisk kvinder!
- At den lækre mand løfter os ud af problemerne i sine stærke arme - Sådan ender det altid, karrierekvinder mig her, I kan jo ikke finde ud af noget selv, vel?
- Et yndigt hus - I tænker jo ikke på andet.
- Mel Gibson - Så ham får I - ham ka' vi fyre også li, det er noget med Die Hard, og så har vi lige en scene hvor han er verdens bedste tyr på et lagen. Yes sir, sådan skal de ha' det, kællingerne!
Hvilken kvindetype vælger vi så til at matche den her mand og få filmens budskab igennem?
- En umiddelbart succesrig - men ulykkelig og usikker, selvfølgelig! - karrierekvinde, der prøver at sætte lækker mand på plads, fejler med det, fejler med sit eget job, fejler med alt tilsidst - og så kommer lækker mand og redder hende, endda med en lille rørende tale om, at hun har vist ham den sande vej. Ingen tror på det, men who cares. Happy end.
Og nårh ja. For at få hele den her latterlige kabale til at gå op, så er plottets omdrejningspunkt, at Mels rolle lige pludselig kan læse kvinders tanker. Og vupt, der har vi titlen - "What Women Want." Så gi' os jeres penge, piger. Her får I, hvad I vil ha'.
Det er så fucking lavt. Jeg hader, hader, hader den her film.
------------------------------------------------------------------------------------------
Det føltes godt, det her - skriv endelig jeres egne hadelister i kommentarerne, og husk at tjekke Nikolais side for mere kvalificeret filmhad!
onsdag, maj 09, 2007
... trist
For tiden er jeg meget glad. Måske det gladeste jeg har været i længere tid af gangen, i mange år. Måske siden jeg var 15 år gammel. Måske. Man skal passe på med at måle glæde. Men glad er jeg. Det er en ret fed tilstand, som jeg bestemt synes fortjener sit gode ry.
Det føles lidt ligesom, at ens fødselsattest er blevet et årskort til Tivoli, med mulighed for fornyelse uden yderligere beregning. Man har betalt acconto ved tidligere lejligheder - med en valuta af møgdage, lorteuger og røv-år.
Jeg oplever at vågne hver morgen uden en hård klump i maven - en velkendt, tårevædet klump bestående af bekymringer, frustrationer og en panikædt fransk hotdog fra kl. 22.30 i går.
Det er måske ikke den store sag for jer andre, da I sikkert har levet ret klumpfrie liv. Og det er heller ikke fordi, jeg har levet i en konstant klump-præget tilstand de sidste 12 år. Klumpen min er gået til og fra, men i perioder er den blevet rigtig længe, og den kommer sikkert igen en dag.
Men lige nu er den væk. Og det har den været længe - siden nytår, mere eller mindre. Når den er dukket op på det sidste, opløses den igen i løbet af en dags tid. Nogle gange endnu mindre tid. Nogle gange kun den tid, det tager, at få et kys og få en kop thé indenbords.
Det gør mit liv så let at være glad. Og det virker selvforstærkende: Ting går ikke så galt, som de gjorde før. Eller måske gik de aldrig så galt, som jeg troede. Det føltes bare meget galt, fordi alt andet også var det, og fordi der lå en klump af piv, ynk, trist og tvivl i maven og gjorde det pænt svært at slå en perlende latter op, når jobansøgningerne ikke gav resultat og manden i ens liv sov med ryggen til om natten.
Det er væsentligt lettere at få latter frem nu, selvom perlende nok er så meget sagt. Det er et hit at være glad - alle burde prøve det.
Derfor, mine damer og herrer, vil det nok vække undren hvad jeg nu vil skrive. For nogle gange føler jeg en sær trang. En mærkelig længsel. Mor vil hade mig for at skrive det her.
Jeg får lyst til at være trist.
Det kommer ofte når jeg hører en melankolsk sang om tab og tristesse, eller ser på noget natur, der enten falmer trindt om land i efteråret (Og gør alle lidt smådepri bare som en hobby) eller - og det er endnu mere mystisk - er noget med en lys nat i den tidlige sommer, hvor luften har syrenduft og gadelamperne udsender sådan en nostalgisk Danmark-besat-agtig halo af elektrisk lys med små sommerinsekter i. Så går jeg alene, og tænker på, at jeg ved, hvordan man ville have det, hvis man var trist lige nu, og så længes jeg efter at opleve følelsen selv - den velkendte, sjælfulde, poetiske tristhed.
Okay. Wierdo.
Fair nok, at man kan føle sig lidt grådlabil når man ser efterårets komme eller hører Jeff Buckley, tænker I måske. Men hvorfor dælen kommer det i sommernatten? Der, hvor alle andre tænker på at slentre halvsnalrede hånd i hånd hjem fra byen, eller måske helsnalret og uden hånd at holde i, men lykkelig for sommeren, tilværelsen, branderten og alt det fest og varme, der kommer de næste måneder? Hvad sker der for at gå og ønske sig trist, når alle andre oplever, at de gråblå tanker fejes væk af solskinnet hver morgen, og nyder det i fulde drag?
Dertil må jeg svare: Hvis I ikke forstår det, beklager jeg - for så er det fordi I ikke forstår, kernen af den poetiske tristhed.
Det er jo netop fordi, at alle andre går rundt og ligner Filuris i ansigtet, at tristheden bliver så meget mere udsøgt. Så attråværdigt anderledes og ægte. Der går du, helt i din egen, ensomme verden, fyldt af en fintfølende blålig dis, mens resten af verden er arm i arm og Walking on Sunshine - Oh yeah!
Det er ikke fordi, at de andres glæde er simpel eller dum. Det er meget mere sofistikeret end det. Det er fordi, at deres glæde, og de små glade fugle og de små glade træer, giver din tristhed en ekstra dimension af længsel, ensomhed og fortabthed - fordi du ser deres fryd og carelessness, men ikke selv kan nå den. Du er en betragter, som dog mest ser indad i dit eget melankolske sinds afkroge.
Oh, at være fanget i sine egne tankers bur. At se verden gennem øjne, som er nær ved at flyde over af tårer hvert øjeblik. At tale med let bævende stemme, og føle sig distanceret, livsklog og resignet - ensom, men resigneret. At gå fra relation til relation med en bittersød viden om, at skibe i natten aldrig lander i samme havn. At høre sin egen indre stemme højere end nogen anden, og at trække sig tilbage før tid med et tappert smil til afsked - og hulke af gråd i den nærmeste gadedør, så snart alle andre er ude af syne.
Sådan er min længsel, når alting spiller for mig, og jeg synger i Filuris'enes kor. Fordi jeg kender det langsomme, indadvendte, uudgrundelige trip det giver, fordi man altid vokser lidt af sine ensomme stunder og nedture, og fordi det er mit bedste forsøg på at være mystisk - noget, jeg altid har ønsket mig, men må erkende at jeg ikke har naturlig anlæg for.
Inden I tror jeg er blevet fuldkommen sindssyg og sender mig ferietabletter anonymt, så vil jeg lige tilføje, at jeg ikke længes efter det her tristhed hele tiden. Det er bare af og til, når det ligger i luften, eller når jeg hører Under Byens "Legesag". Jeg takker Gud, skæbnen og alle andre, som har spillet ind på min karma her på det sidste for, at jeg som sagt er glad nu, og kan gå og fantasere om tristhed i stedet for at leve med den.
Men der ligger bare den her dragning mod det triste i mig. Det har der altid gjort, tror jeg. Et af mine barndomsminder er, at jeg græd som pisket, når min far sang de første linjer af "Når lygterne tændes". Det er heller ikke så mærkeligt: Magen til stakkels, ensomme, patetiske - og poetiske - linjer skal man lede længe efter:
"Når lygterne tændes
På gade og vej
Så går jeg alene
Og tænker på dig"*
Jeg tudede som sagt, ved tanken om min unge, krølhårede far - eller en anden god, ærlig mand - ensom i skæret fra gadens lygter. Og alligevel bad jeg ham om at synge den. Ofte. Det var nærmest en af mine yndlingssange, på den her underlige, masochistiske måde, som stadig bor i mig, og gør at jeg fx. sætter The Gatherings "Sleepy Buildings" på igen og igen, med tårene drivende ned af kinderne. Fortabt i den poetiske tristhed.
Årh hvad. Det kan sgu'dda ikke være let at leve med sådan en som hende, tænker man så. Og nej, det er det nok heller ikke, og har sikkert heller ikke været, atget i betragtning at jeg ikke bare er melankolsk anlagt, men ligefrem kan finde på at forstærke mine depressive tendenser.
Men da jeg forleden bablede ud med dette til Nikolai - at jeg af og til kunne få helt lyst til at være ked af det, om han kendte det? - fik jeg denne respons: "Selvfølgelig. Jeg opfandt det."
Og hvor mærkeligt det end lyder, så tror jeg, at det er en af grundene til, at jeg føler at vi passer så godt sammen. For det er ikke svært at forstå min glæde og mit smil. De er ikke så svære at gå til. Alle forstår en Filuris. Men længslen i mig efter tristhed er en mærkelig, ulogisk, kompliceret størrelse. Hvis man forstår den - så forstår man rigtigt dybt og meget ind i mig.
Jeg forstår den ikke engang helt selv. Men nu tror jeg, at jeg vil høre Jeff Buckley, Under Byen og The Gathering, alle tre i træk og tage på tristheds-sightseeing, vel viden at jeg er i sikre hænder, der kan hive mig tilbage til glæden igen. Nikolais - men først og fremmest mine egne.
*Ja, der er en lille reference til den et sted i teksten ovenfor. Find det selv. Det er vildt snedigt med sådan en lille intertekstualitet, synes jeg.
Det føles lidt ligesom, at ens fødselsattest er blevet et årskort til Tivoli, med mulighed for fornyelse uden yderligere beregning. Man har betalt acconto ved tidligere lejligheder - med en valuta af møgdage, lorteuger og røv-år.
Jeg oplever at vågne hver morgen uden en hård klump i maven - en velkendt, tårevædet klump bestående af bekymringer, frustrationer og en panikædt fransk hotdog fra kl. 22.30 i går.
Det er måske ikke den store sag for jer andre, da I sikkert har levet ret klumpfrie liv. Og det er heller ikke fordi, jeg har levet i en konstant klump-præget tilstand de sidste 12 år. Klumpen min er gået til og fra, men i perioder er den blevet rigtig længe, og den kommer sikkert igen en dag.
Men lige nu er den væk. Og det har den været længe - siden nytår, mere eller mindre. Når den er dukket op på det sidste, opløses den igen i løbet af en dags tid. Nogle gange endnu mindre tid. Nogle gange kun den tid, det tager, at få et kys og få en kop thé indenbords.
Det gør mit liv så let at være glad. Og det virker selvforstærkende: Ting går ikke så galt, som de gjorde før. Eller måske gik de aldrig så galt, som jeg troede. Det føltes bare meget galt, fordi alt andet også var det, og fordi der lå en klump af piv, ynk, trist og tvivl i maven og gjorde det pænt svært at slå en perlende latter op, når jobansøgningerne ikke gav resultat og manden i ens liv sov med ryggen til om natten.
Det er væsentligt lettere at få latter frem nu, selvom perlende nok er så meget sagt. Det er et hit at være glad - alle burde prøve det.
Derfor, mine damer og herrer, vil det nok vække undren hvad jeg nu vil skrive. For nogle gange føler jeg en sær trang. En mærkelig længsel. Mor vil hade mig for at skrive det her.
Jeg får lyst til at være trist.
Det kommer ofte når jeg hører en melankolsk sang om tab og tristesse, eller ser på noget natur, der enten falmer trindt om land i efteråret (Og gør alle lidt smådepri bare som en hobby) eller - og det er endnu mere mystisk - er noget med en lys nat i den tidlige sommer, hvor luften har syrenduft og gadelamperne udsender sådan en nostalgisk Danmark-besat-agtig halo af elektrisk lys med små sommerinsekter i. Så går jeg alene, og tænker på, at jeg ved, hvordan man ville have det, hvis man var trist lige nu, og så længes jeg efter at opleve følelsen selv - den velkendte, sjælfulde, poetiske tristhed.
Okay. Wierdo.
Fair nok, at man kan føle sig lidt grådlabil når man ser efterårets komme eller hører Jeff Buckley, tænker I måske. Men hvorfor dælen kommer det i sommernatten? Der, hvor alle andre tænker på at slentre halvsnalrede hånd i hånd hjem fra byen, eller måske helsnalret og uden hånd at holde i, men lykkelig for sommeren, tilværelsen, branderten og alt det fest og varme, der kommer de næste måneder? Hvad sker der for at gå og ønske sig trist, når alle andre oplever, at de gråblå tanker fejes væk af solskinnet hver morgen, og nyder det i fulde drag?
Dertil må jeg svare: Hvis I ikke forstår det, beklager jeg - for så er det fordi I ikke forstår, kernen af den poetiske tristhed.
Det er jo netop fordi, at alle andre går rundt og ligner Filuris i ansigtet, at tristheden bliver så meget mere udsøgt. Så attråværdigt anderledes og ægte. Der går du, helt i din egen, ensomme verden, fyldt af en fintfølende blålig dis, mens resten af verden er arm i arm og Walking on Sunshine - Oh yeah!
Det er ikke fordi, at de andres glæde er simpel eller dum. Det er meget mere sofistikeret end det. Det er fordi, at deres glæde, og de små glade fugle og de små glade træer, giver din tristhed en ekstra dimension af længsel, ensomhed og fortabthed - fordi du ser deres fryd og carelessness, men ikke selv kan nå den. Du er en betragter, som dog mest ser indad i dit eget melankolske sinds afkroge.
Oh, at være fanget i sine egne tankers bur. At se verden gennem øjne, som er nær ved at flyde over af tårer hvert øjeblik. At tale med let bævende stemme, og føle sig distanceret, livsklog og resignet - ensom, men resigneret. At gå fra relation til relation med en bittersød viden om, at skibe i natten aldrig lander i samme havn. At høre sin egen indre stemme højere end nogen anden, og at trække sig tilbage før tid med et tappert smil til afsked - og hulke af gråd i den nærmeste gadedør, så snart alle andre er ude af syne.
Sådan er min længsel, når alting spiller for mig, og jeg synger i Filuris'enes kor. Fordi jeg kender det langsomme, indadvendte, uudgrundelige trip det giver, fordi man altid vokser lidt af sine ensomme stunder og nedture, og fordi det er mit bedste forsøg på at være mystisk - noget, jeg altid har ønsket mig, men må erkende at jeg ikke har naturlig anlæg for.
Inden I tror jeg er blevet fuldkommen sindssyg og sender mig ferietabletter anonymt, så vil jeg lige tilføje, at jeg ikke længes efter det her tristhed hele tiden. Det er bare af og til, når det ligger i luften, eller når jeg hører Under Byens "Legesag". Jeg takker Gud, skæbnen og alle andre, som har spillet ind på min karma her på det sidste for, at jeg som sagt er glad nu, og kan gå og fantasere om tristhed i stedet for at leve med den.
Men der ligger bare den her dragning mod det triste i mig. Det har der altid gjort, tror jeg. Et af mine barndomsminder er, at jeg græd som pisket, når min far sang de første linjer af "Når lygterne tændes". Det er heller ikke så mærkeligt: Magen til stakkels, ensomme, patetiske - og poetiske - linjer skal man lede længe efter:
"Når lygterne tændes
På gade og vej
Så går jeg alene
Og tænker på dig"*
Jeg tudede som sagt, ved tanken om min unge, krølhårede far - eller en anden god, ærlig mand - ensom i skæret fra gadens lygter. Og alligevel bad jeg ham om at synge den. Ofte. Det var nærmest en af mine yndlingssange, på den her underlige, masochistiske måde, som stadig bor i mig, og gør at jeg fx. sætter The Gatherings "Sleepy Buildings" på igen og igen, med tårene drivende ned af kinderne. Fortabt i den poetiske tristhed.
Årh hvad. Det kan sgu'dda ikke være let at leve med sådan en som hende, tænker man så. Og nej, det er det nok heller ikke, og har sikkert heller ikke været, atget i betragtning at jeg ikke bare er melankolsk anlagt, men ligefrem kan finde på at forstærke mine depressive tendenser.
Men da jeg forleden bablede ud med dette til Nikolai - at jeg af og til kunne få helt lyst til at være ked af det, om han kendte det? - fik jeg denne respons: "Selvfølgelig. Jeg opfandt det."
Og hvor mærkeligt det end lyder, så tror jeg, at det er en af grundene til, at jeg føler at vi passer så godt sammen. For det er ikke svært at forstå min glæde og mit smil. De er ikke så svære at gå til. Alle forstår en Filuris. Men længslen i mig efter tristhed er en mærkelig, ulogisk, kompliceret størrelse. Hvis man forstår den - så forstår man rigtigt dybt og meget ind i mig.
Jeg forstår den ikke engang helt selv. Men nu tror jeg, at jeg vil høre Jeff Buckley, Under Byen og The Gathering, alle tre i træk og tage på tristheds-sightseeing, vel viden at jeg er i sikre hænder, der kan hive mig tilbage til glæden igen. Nikolais - men først og fremmest mine egne.
*Ja, der er en lille reference til den et sted i teksten ovenfor. Find det selv. Det er vildt snedigt med sådan en lille intertekstualitet, synes jeg.
torsdag, april 26, 2007
... i hvidt
Der er ikke en sød lille historie fra min barndom til at introducere det her. Det er heller ikke helt, hvad det ser ud til - men det her er mig torsdag morgen:
Hvis I vil vide, hvad der sker (Og se mere marengs), kan i tjekke www.oestrogen.dk fra imorgen fredag kl. 9.00.
Hvis I vil vide, hvad der sker (Og se mere marengs), kan i tjekke www.oestrogen.dk fra imorgen fredag kl. 9.00.
fredag, april 20, 2007
... langhåret
Der en en sød lille historie fra min barndom. It goes like this:
Marie ca. tre år er til lægen. Måske var det for at få én af de der super bonus vacciner, man fik på en sukkerknald i stedet for gennem en nål. Hvorfor gør man ikke det mere? Jeg spør' bare.
Nå. Tilbage til historien: Hun har fletninger - det havde hun meget.
Lægen siger: "Sikke dog nogle fine fletninger - har din Mor lavet dem?"
Marie svarer: "Jeg gror dem selv".
Okay. På billedet herunder ser i så Marie 27 år, 19.4.2007. Hun er faktisk på arbejde, selvom det ikke ser sådan ud. Nu er det ikke alt håret, hun selv har groet. Noget af det har groet på russere:
Marie ca. tre år er til lægen. Måske var det for at få én af de der super bonus vacciner, man fik på en sukkerknald i stedet for gennem en nål. Hvorfor gør man ikke det mere? Jeg spør' bare.
Nå. Tilbage til historien: Hun har fletninger - det havde hun meget.
Lægen siger: "Sikke dog nogle fine fletninger - har din Mor lavet dem?"
Marie svarer: "Jeg gror dem selv".
Okay. På billedet herunder ser i så Marie 27 år, 19.4.2007. Hun er faktisk på arbejde, selvom det ikke ser sådan ud. Nu er det ikke alt håret, hun selv har groet. Noget af det har groet på russere:
Her kan I læse om, hvad der sker:
God weekend!
torsdag, april 12, 2007
... nørd blandt nørder
Det har lige været påskeferie, som I nok har bemærket, og jeg er blevet spurgt et par gange hvad jeg lavede i påsken. Hver gang har jeg kortfattet svaret, at jeg var i Jylland med Nikolai og nogle venner.
Det er ikke decideret løgn. Men også ret langt fra den fulde sandhed.
Nu står jeg frem og giver hele historien. Og så vil I måske forstå, hvorfor jeg holdt lidt igen med sandheden, ikke mindst ude på min ”Devil wears Prada”-arbejdsplads. Især fordi at jeg – og dette skal siges med eftertryk – havde en fantastisk påskeferie.
For mange af jer benyttede sikkert mindedagene for Jesu korsfæstelse til at gå til påskefrokoster med veltillavet mad og hjemmesyltet brændevin, holde en lille fest, se familien, gå udendørs og nyde vejret (Iført flyverdragt) eller måske gøre forårsrent eller endda i kirke. Modne og socialt acceptable ting.
Ikke her.
Jeg tilbragte påsken på en ferieforladt folkeskole 10 km. udenfor Århus. Det gjorde jeg rigtigt nok sammen med dejlige Nikolai og ca. 10 af mine bedste venner - og godt 300 dedikerede unge menensker fra alle dele af Nørd-segmentet (Det bleg-sorte segment).
Det var hele vejen fra de velcamouflerede udgaver, som er gledet umærkeligt ind i lukrative områder af den kreative klasse, hvor de gemmer sig bag interessante briller og skjuler deres oprindelige nørdethed som skæve indput på flipboardet – til den type, der omfavner nørdetheden med alle dens stereotypiske træk, og som maxer ud på lange læderfrakker, elendige sociale færdigheder, fedtet hestehale og dybfølt afsky for deo.
Jeg indtog en diæt bestående af toast, cola, elendigt tillavede mojitos og en form for undskyldning for mad, som blev serveret hver aften under uigennemskuelige fødevarepseudonymer som "Shepherds Pie" og "Gryderet med paprika". Alt sammen variationer over temaet "Rødbrun sovs til hvidlig kulhydrat".
Farven grøn eller konsistensen "sprød" er tabu i dette særlige cuisine, som oftetst findes på sommerlejre, børnehjem eller andre steder, hvor store mængder mennesker med svækkede rettigheder samles.
Jeg sov i en kold gymnastiksal, hvor folk snorkede så højt at man kunne mærke rystelserne i gulvet, og hvor man fik fornærmede tilråb hvis man vovede at tale eller blokere brandvejene (Som fandtes på visse steder af gulvet, lagt i et mystisk mønster med malertape - nærmest som Da Vinci Mysteriet med Silvan-specialeffekter).
Om aftenen sad jeg i en slags café, som var endnu et iskoldt område af omtalte skole og drak de elendige mojitos (Hvordan kan man ødelægge mojitos HVER gang?!? Rent statistisk må så relativt simpel en drink da lykkes af og til) eller de særlige gourmetøl fra Wintercoat-bryggeriet. ”Gourmetøl” betyder som bekendt, at du som brygmester kan tillade dig hvad som helst med hensyn til den øl. Wintercoat udmærker sig ved at have produceret ikke mindre end fire former for fadøl, som er udrikkelige på hver sin måde, men alle med et indslag af hhv. svovl og Cillit Bang et sted i smagsoplevelsen.
Der var også et cirkusstribet øltelt (Om det var koldt? Oh ja.), hvor der var abefest 24-7, og de havde en playlist der inkluderede en jysk version af Basshunter med en sang om teknisk skole, som tilsyneladende glædede de indfødte.
Og så var der en stor fællessal med en kiosk, en scene, et vævet scenetæppet med ugler på, en del borde og stole og så et hav af tag-selv-brætspil i den rollespilsorienterede genre. Og selvfølgelig en del grupper af koncentrerede unge mænd, som spillede spillene i timevis, uden øje for andet end at få has på Yog Sogoths kultister og gaine flere XP. Blandt disse var Nikolai og 10 af vores bedste venner.
Og jeg? Jeg groupiede lidt rundt, sludrede med forbipasserende og underholdt med kommentarer om løst og fast, som ingen hørte medmindre Yog Sogoth lige ventede en runde for at købe en Marsbar. Jeg fik nye venner, hentede kaffe, delte ugeblade ud og brokkede mig over kulden. Og så spillede jeg rollespil.
Her taler vi ikke om dem ovenfor, hvor der rykkes med brikker eller orker af tin. Vi taler heller ikke om det, hvor man klæder sig ud og slår orkerne real time ude i skoven.
Vi taler om en endnu en subgenre. Bordrollespil – eller papirrollespil – kalder de det, derovre. Derovre hedder i øvrigt Fastaval, og er en såkaldt Rollespils-con: Kort for convention.
Jeg ved ikke helt, hvad jeg selv vil kalde det andet et rollespil. For det er hvad det er – du får en rolle, og så indgår du i et spil. Ikke så meget et spil som i konkurrence, men som i skuespil. Spillet kaldes et scenarie, og det har et plot, nogle karakterer og ofte visse scener, der skal udspilles.
Ligesom teater, si’r du, MEN: Ordet spil passer bedre, i den forstand at fremdriften sker i interaktion med andre, som tager initiativer og kommer med indput, og at udkommet ikke er afgjort på forhånd. Lissom Twister. Bare uden hele højre-fod-på-blå-og-ansigt-i-Ebbes-skridt-delen.
Nu bliver det meget teknisk og kedeligt. Det var ikke meningen. For det er faktisk mægtigt sjovt og facinerende og ret så enestående.
Lad mig forklare.
Et bordrollespilsscenarie foregår sådan her: Man ankommer, ca. 5-6 spillere, til et klasselokale.
Dette er på ingen måde redecorated til lejligheden. Det har tværtimod bevaret alle trækkene fra sin hverdagsidenditet som rede for 1.b, heriblandt de klassiske alfabet-ark over tavlen, hvor A illustres med en abe og X med en xylofon. Fordi arkene er fra slut-70’erne, hvor ”xylofon” var det eneste relevante x-ord i sproget, for det var før Dansk Folkeparti, og derfor var ”xenofob” ikke så almindeligt kendt.
Der er også billeder af en dum tøjabe, som tilsyneladende hedder Læsefidusen, og skal narre børnene til at tro, at det er sjovt at lave lektier. Og der er postkort fra ungernes ferier, og et klassebillede, hvor man kan konstatere, at bøjletandlægen vil sætte ny nakketræksrekord, når de her unger vokser til.
Udover 1.b’s fingeraftryk er lokalet præget af to karakteristiske ting: Gulvet er ryddet men to-tre stk. borde med tilhørende stole er samlet i en firkant i midten af rummet. Det er den ene ting.
Den anden er en ung mand – i ganske få tilfælde en ung kvinde – med et lidt ængsteligt, afventende og imødekommende udtryk i ansigtet. Det er spillederen: Den person, som skal køre scenariet, og som ser ængstelig ud fordi han ikke er sikker på, at alle hans spillere møder op. Hvis han endda er forfatter til scenariet, ser han ikke bare ængstelig ud, men er decideret nervøs.
Man sætter sig i relativ tavshed – rollespillere er overraskende lidt socialt initiativtagende, tagte i betragtning af deres interesses natur. Hvis man kender nogle af sine medspillere, snakker man lidt med dem om vind, vejr og søvnproblemer i sovesalen, og det hjælper som regel på den generelle stemning. Ellers venter man pænt til der er fuldt hus af spillere.
Nu sætter spillederen sig ned for bordenden. Hans opgave er nu at få folk rystet sammen, fordelt rollerne, orienteret spillerne om scenariet som sådan, og sætte tingene i gang.
Det kan han vælge at gøre på flere måder. Jeg oplevede tre forskellige versioner i år:
Den ene bad om navne og lidt baggrund, samt præferencer mht. roller, og fortalte derefter om spillets mekanik og scenariets historie. Så fik vi roller, testede en scene, og startede.
Den anden lagde ud med at præsentere sig selv som psykologistuderende, holde 30 minutters indfølt peptalk, hvor pointen var, at hvis scenariet blev for meget for os, skulle vi ikke være bange for at stoppe hele baduljen og græde ud, og derefter kastede vi os ud i endnu et kvarters teambuilding-teatersport som kronedes af fødelseforberedelses-åndedrætsøvelser.
Den tredje lænede sig tilbage i stolen, strøg svenden af panden, og sagde: ”Nå. Hvad spillede I i går?”
På en aller anden måde når man altid frem til start.
Så er der selve scenariet. Dets historie og setting kan være meget, meget forskellige. Sidste år spillede jeg fx. et, som på ingen måde stod tilbage for Café Noir-reklamerne i absurde indslag, et Arkæolog-møder-Aladdin-scenarie og en Shakespeare-parafrase, som var 100% fantastisk i al sin bard’iske pathos.
I år spillede jeg et screwball-eventyr a la Shrek, et scenarie fuldt af mødregruppe-hverdags-horror, og to seriøse kærligheds-dilemma scenarier – et virkelig godt og et okay.
Nikolai spillede det dystre frihedskæmper-scenarie ”En lærke lettede”, og Guder-og-Helte-spillet ”Sparta”. Så der er en vis variation. Og - for udenforstående overraskende - få elvere, troldmænd og iskrystaller.
Spilteknisk er de også meget forskellige, de her størrelser. Men når man først går i gang, virker det som regel sådan her:
Man har sin rolle, som har nogle karaktertræk, nogle mål i livet/scenariet og nogle relationer. Det har alle de andre også. Disse træk og mål er forbundet til det store hele, som er scenariets setting og plot.
Man træffer valg, tænker og taler ud fra sin rolles baggrund og udvikling gennem spillet. Replikkerne er ikke fastlagt på forhånd, og scenernes udkomme heller ikke.
Der vil dog som regel være nogle scener, som er fastlagt på forhånd af scenariets forfatter, og der starter man selvfølgelig med den første, og kæmper sig vej gennem fortællingen.
Spillederen fortæller hvor man er, og måske lidt om stemningen. Men spillerne er i høj grad herrer over handlingen og udviklingen, qua deres valg, initiativer og idéer – eller mangel på samme.
For såvel som spillerne kan drive det hele frem, kan de også sætte det hele i stå. Det sker hvis de af en eller anden grund interagerer elendigt med alle andre, ikke tænker på spilmekanikken, er generte og indelukkede eller bare plain idioter.
Lad mig give et par eksempeler: I Arkælog-møder-Aladdin-historien fra sidste år, ”Den brændende vinds ild”, indgik der en neutralt udseende olielampe. I kan nok regne ud, genren taget i betragtning, at der her er tale om et stykke isenkram, der var rimeligt centralt for hele balladen.
På et af spillerholdene var der imidlertid en pige, som på meget tidligt tidspunkt besluttede sig for, at begrave pågældende lampe, så den var ude af legen. Det er et eksempel på plain idioti og ikke at tænke på spilmekanikken – og der blev i parantes bemærket slået hårdt ned på initiativet fra spillederens side. Frihed under ansvar.
Det hold, hvor jeg selv spillede med på, gik lidt anderledes. Der var ingen plain idioter, men der var en gut, som satte sig for at følge hver scene til dørs før den begyndte, således at vi hvergang endte med hans lille manuskript, som så skulle spilles. Det var da et meget festligt lille børneteater, men toltalt frarøvet det frie initiativ og den uforudsigelighed, som adskiller rollespil fra skuespil. Det er spilmekanikken og opmærksomheden på de andre spillere og deres input, den er gal med her. Og så var det altså heller ikke ligefrem Holberg'ske højder af klog komik, vi endte ud med, skal det tilføjes.
Endelig kan spillerne også være helt uskyldige, mens enten spillederen eller simpelthen scenariet er de faktorer, der sutter røv. En vag eller uforberedt spilleder eller et scenarie, der er dårligt skruet sammen, er faktorer der kan få dig til at sluge 3.b’s tavlesvamp i håbet om at dø af dehydrering på stedet.
Det er de skidte ting. Nu kommer vi til de gode.
Det kan være helt eminent spændende at spille et godt rollespilsscenarie, hvor alt går op. Det er som at medvirke i en film, hvor du ikke kender handlingen på forhånd, og hvor du selv har en masse på spil. Du er et sted mellem tilskuer i stakåndet spænding og hovedperson med fuld skrue på følelser og fremdrift.
Hvis historien er god, rollerne troværdige, dine medspillere talentfulde og engagerede og spillederen i perfekt kontrol, så er det en gribende og intens oplevelse, som jeg ikke kan sammenligne med noget andet, jeg har prøvet. Scenariet tager gerne en fem-seks timer, og hvis det er godt, kigger man ikke på uret en eneste gang. Det eneste andet, jeg kan foretage mig over så lang tid uden at tænke på tiden, er at sove.
Og for en narrations-junkie som jeg, er det fantastisk, når spillederen annoncerer en lille tisse-og-toast-pause efter et par timer, og jeg hele pausen igennem har sommerfugle i maven af spænding over, hvad der sker i ”næste afsnit”.
Når scenariet slutter, tager man en lille snak. Godt, skidt, sjovt, hvem sagde og gjorde fede ting, hvem skal lige stramme op? Og så siger man pænt farvel og går ud i ølteltet til sine venner, som også har spillet andre scenarier, fortæller hinanden om sine oplevelser og tager en fyraftensøl eller tolv.
Det er der, jeg synes man kan mærke, hvor god ens oplevelse var. Når den er okay, er de sidste seks timer faktisk hurtigt glemt, og man vil hellere høre om de andres oplevelser. Når den er elendig, kører adreanalinet i vrede hele vejen til fjerde bajer. Og når den var fantastisk, sidder overraskelsen, opløftelsen og følelsen af at have været del af noget unikt, i kroppen og sindet helt til næste morgen.
Læg oplevelser som det sammen med Nikolai, 10 af vores bedste venner og en stor gallafest med god undskyldning for at have silkekjole, høje hæle og masser af makeup på. Så kan det være, at der er en chance for, at I måske forstår – eller i al fald accepterer – at jeg mener, at jeg havde en fantastisk påskeferie.
Det er ikke decideret løgn. Men også ret langt fra den fulde sandhed.
Nu står jeg frem og giver hele historien. Og så vil I måske forstå, hvorfor jeg holdt lidt igen med sandheden, ikke mindst ude på min ”Devil wears Prada”-arbejdsplads. Især fordi at jeg – og dette skal siges med eftertryk – havde en fantastisk påskeferie.
For mange af jer benyttede sikkert mindedagene for Jesu korsfæstelse til at gå til påskefrokoster med veltillavet mad og hjemmesyltet brændevin, holde en lille fest, se familien, gå udendørs og nyde vejret (Iført flyverdragt) eller måske gøre forårsrent eller endda i kirke. Modne og socialt acceptable ting.
Ikke her.
Jeg tilbragte påsken på en ferieforladt folkeskole 10 km. udenfor Århus. Det gjorde jeg rigtigt nok sammen med dejlige Nikolai og ca. 10 af mine bedste venner - og godt 300 dedikerede unge menensker fra alle dele af Nørd-segmentet (Det bleg-sorte segment).
Det var hele vejen fra de velcamouflerede udgaver, som er gledet umærkeligt ind i lukrative områder af den kreative klasse, hvor de gemmer sig bag interessante briller og skjuler deres oprindelige nørdethed som skæve indput på flipboardet – til den type, der omfavner nørdetheden med alle dens stereotypiske træk, og som maxer ud på lange læderfrakker, elendige sociale færdigheder, fedtet hestehale og dybfølt afsky for deo.
Jeg indtog en diæt bestående af toast, cola, elendigt tillavede mojitos og en form for undskyldning for mad, som blev serveret hver aften under uigennemskuelige fødevarepseudonymer som "Shepherds Pie" og "Gryderet med paprika". Alt sammen variationer over temaet "Rødbrun sovs til hvidlig kulhydrat".
Farven grøn eller konsistensen "sprød" er tabu i dette særlige cuisine, som oftetst findes på sommerlejre, børnehjem eller andre steder, hvor store mængder mennesker med svækkede rettigheder samles.
Jeg sov i en kold gymnastiksal, hvor folk snorkede så højt at man kunne mærke rystelserne i gulvet, og hvor man fik fornærmede tilråb hvis man vovede at tale eller blokere brandvejene (Som fandtes på visse steder af gulvet, lagt i et mystisk mønster med malertape - nærmest som Da Vinci Mysteriet med Silvan-specialeffekter).
Om aftenen sad jeg i en slags café, som var endnu et iskoldt område af omtalte skole og drak de elendige mojitos (Hvordan kan man ødelægge mojitos HVER gang?!? Rent statistisk må så relativt simpel en drink da lykkes af og til) eller de særlige gourmetøl fra Wintercoat-bryggeriet. ”Gourmetøl” betyder som bekendt, at du som brygmester kan tillade dig hvad som helst med hensyn til den øl. Wintercoat udmærker sig ved at have produceret ikke mindre end fire former for fadøl, som er udrikkelige på hver sin måde, men alle med et indslag af hhv. svovl og Cillit Bang et sted i smagsoplevelsen.
Der var også et cirkusstribet øltelt (Om det var koldt? Oh ja.), hvor der var abefest 24-7, og de havde en playlist der inkluderede en jysk version af Basshunter med en sang om teknisk skole, som tilsyneladende glædede de indfødte.
Og så var der en stor fællessal med en kiosk, en scene, et vævet scenetæppet med ugler på, en del borde og stole og så et hav af tag-selv-brætspil i den rollespilsorienterede genre. Og selvfølgelig en del grupper af koncentrerede unge mænd, som spillede spillene i timevis, uden øje for andet end at få has på Yog Sogoths kultister og gaine flere XP. Blandt disse var Nikolai og 10 af vores bedste venner.
Og jeg? Jeg groupiede lidt rundt, sludrede med forbipasserende og underholdt med kommentarer om løst og fast, som ingen hørte medmindre Yog Sogoth lige ventede en runde for at købe en Marsbar. Jeg fik nye venner, hentede kaffe, delte ugeblade ud og brokkede mig over kulden. Og så spillede jeg rollespil.
Her taler vi ikke om dem ovenfor, hvor der rykkes med brikker eller orker af tin. Vi taler heller ikke om det, hvor man klæder sig ud og slår orkerne real time ude i skoven.
Vi taler om en endnu en subgenre. Bordrollespil – eller papirrollespil – kalder de det, derovre. Derovre hedder i øvrigt Fastaval, og er en såkaldt Rollespils-con: Kort for convention.
Jeg ved ikke helt, hvad jeg selv vil kalde det andet et rollespil. For det er hvad det er – du får en rolle, og så indgår du i et spil. Ikke så meget et spil som i konkurrence, men som i skuespil. Spillet kaldes et scenarie, og det har et plot, nogle karakterer og ofte visse scener, der skal udspilles.
Ligesom teater, si’r du, MEN: Ordet spil passer bedre, i den forstand at fremdriften sker i interaktion med andre, som tager initiativer og kommer med indput, og at udkommet ikke er afgjort på forhånd. Lissom Twister. Bare uden hele højre-fod-på-blå-og-ansigt-i-Ebbes-skridt-delen.
Nu bliver det meget teknisk og kedeligt. Det var ikke meningen. For det er faktisk mægtigt sjovt og facinerende og ret så enestående.
Lad mig forklare.
Et bordrollespilsscenarie foregår sådan her: Man ankommer, ca. 5-6 spillere, til et klasselokale.
Dette er på ingen måde redecorated til lejligheden. Det har tværtimod bevaret alle trækkene fra sin hverdagsidenditet som rede for 1.b, heriblandt de klassiske alfabet-ark over tavlen, hvor A illustres med en abe og X med en xylofon. Fordi arkene er fra slut-70’erne, hvor ”xylofon” var det eneste relevante x-ord i sproget, for det var før Dansk Folkeparti, og derfor var ”xenofob” ikke så almindeligt kendt.
Der er også billeder af en dum tøjabe, som tilsyneladende hedder Læsefidusen, og skal narre børnene til at tro, at det er sjovt at lave lektier. Og der er postkort fra ungernes ferier, og et klassebillede, hvor man kan konstatere, at bøjletandlægen vil sætte ny nakketræksrekord, når de her unger vokser til.
Udover 1.b’s fingeraftryk er lokalet præget af to karakteristiske ting: Gulvet er ryddet men to-tre stk. borde med tilhørende stole er samlet i en firkant i midten af rummet. Det er den ene ting.
Den anden er en ung mand – i ganske få tilfælde en ung kvinde – med et lidt ængsteligt, afventende og imødekommende udtryk i ansigtet. Det er spillederen: Den person, som skal køre scenariet, og som ser ængstelig ud fordi han ikke er sikker på, at alle hans spillere møder op. Hvis han endda er forfatter til scenariet, ser han ikke bare ængstelig ud, men er decideret nervøs.
Man sætter sig i relativ tavshed – rollespillere er overraskende lidt socialt initiativtagende, tagte i betragtning af deres interesses natur. Hvis man kender nogle af sine medspillere, snakker man lidt med dem om vind, vejr og søvnproblemer i sovesalen, og det hjælper som regel på den generelle stemning. Ellers venter man pænt til der er fuldt hus af spillere.
Nu sætter spillederen sig ned for bordenden. Hans opgave er nu at få folk rystet sammen, fordelt rollerne, orienteret spillerne om scenariet som sådan, og sætte tingene i gang.
Det kan han vælge at gøre på flere måder. Jeg oplevede tre forskellige versioner i år:
Den ene bad om navne og lidt baggrund, samt præferencer mht. roller, og fortalte derefter om spillets mekanik og scenariets historie. Så fik vi roller, testede en scene, og startede.
Den anden lagde ud med at præsentere sig selv som psykologistuderende, holde 30 minutters indfølt peptalk, hvor pointen var, at hvis scenariet blev for meget for os, skulle vi ikke være bange for at stoppe hele baduljen og græde ud, og derefter kastede vi os ud i endnu et kvarters teambuilding-teatersport som kronedes af fødelseforberedelses-åndedrætsøvelser.
Den tredje lænede sig tilbage i stolen, strøg svenden af panden, og sagde: ”Nå. Hvad spillede I i går?”
På en aller anden måde når man altid frem til start.
Så er der selve scenariet. Dets historie og setting kan være meget, meget forskellige. Sidste år spillede jeg fx. et, som på ingen måde stod tilbage for Café Noir-reklamerne i absurde indslag, et Arkæolog-møder-Aladdin-scenarie og en Shakespeare-parafrase, som var 100% fantastisk i al sin bard’iske pathos.
I år spillede jeg et screwball-eventyr a la Shrek, et scenarie fuldt af mødregruppe-hverdags-horror, og to seriøse kærligheds-dilemma scenarier – et virkelig godt og et okay.
Nikolai spillede det dystre frihedskæmper-scenarie ”En lærke lettede”, og Guder-og-Helte-spillet ”Sparta”. Så der er en vis variation. Og - for udenforstående overraskende - få elvere, troldmænd og iskrystaller.
Spilteknisk er de også meget forskellige, de her størrelser. Men når man først går i gang, virker det som regel sådan her:
Man har sin rolle, som har nogle karaktertræk, nogle mål i livet/scenariet og nogle relationer. Det har alle de andre også. Disse træk og mål er forbundet til det store hele, som er scenariets setting og plot.
Man træffer valg, tænker og taler ud fra sin rolles baggrund og udvikling gennem spillet. Replikkerne er ikke fastlagt på forhånd, og scenernes udkomme heller ikke.
Der vil dog som regel være nogle scener, som er fastlagt på forhånd af scenariets forfatter, og der starter man selvfølgelig med den første, og kæmper sig vej gennem fortællingen.
Spillederen fortæller hvor man er, og måske lidt om stemningen. Men spillerne er i høj grad herrer over handlingen og udviklingen, qua deres valg, initiativer og idéer – eller mangel på samme.
For såvel som spillerne kan drive det hele frem, kan de også sætte det hele i stå. Det sker hvis de af en eller anden grund interagerer elendigt med alle andre, ikke tænker på spilmekanikken, er generte og indelukkede eller bare plain idioter.
Lad mig give et par eksempeler: I Arkælog-møder-Aladdin-historien fra sidste år, ”Den brændende vinds ild”, indgik der en neutralt udseende olielampe. I kan nok regne ud, genren taget i betragtning, at der her er tale om et stykke isenkram, der var rimeligt centralt for hele balladen.
På et af spillerholdene var der imidlertid en pige, som på meget tidligt tidspunkt besluttede sig for, at begrave pågældende lampe, så den var ude af legen. Det er et eksempel på plain idioti og ikke at tænke på spilmekanikken – og der blev i parantes bemærket slået hårdt ned på initiativet fra spillederens side. Frihed under ansvar.
Det hold, hvor jeg selv spillede med på, gik lidt anderledes. Der var ingen plain idioter, men der var en gut, som satte sig for at følge hver scene til dørs før den begyndte, således at vi hvergang endte med hans lille manuskript, som så skulle spilles. Det var da et meget festligt lille børneteater, men toltalt frarøvet det frie initiativ og den uforudsigelighed, som adskiller rollespil fra skuespil. Det er spilmekanikken og opmærksomheden på de andre spillere og deres input, den er gal med her. Og så var det altså heller ikke ligefrem Holberg'ske højder af klog komik, vi endte ud med, skal det tilføjes.
Endelig kan spillerne også være helt uskyldige, mens enten spillederen eller simpelthen scenariet er de faktorer, der sutter røv. En vag eller uforberedt spilleder eller et scenarie, der er dårligt skruet sammen, er faktorer der kan få dig til at sluge 3.b’s tavlesvamp i håbet om at dø af dehydrering på stedet.
Det er de skidte ting. Nu kommer vi til de gode.
Det kan være helt eminent spændende at spille et godt rollespilsscenarie, hvor alt går op. Det er som at medvirke i en film, hvor du ikke kender handlingen på forhånd, og hvor du selv har en masse på spil. Du er et sted mellem tilskuer i stakåndet spænding og hovedperson med fuld skrue på følelser og fremdrift.
Hvis historien er god, rollerne troværdige, dine medspillere talentfulde og engagerede og spillederen i perfekt kontrol, så er det en gribende og intens oplevelse, som jeg ikke kan sammenligne med noget andet, jeg har prøvet. Scenariet tager gerne en fem-seks timer, og hvis det er godt, kigger man ikke på uret en eneste gang. Det eneste andet, jeg kan foretage mig over så lang tid uden at tænke på tiden, er at sove.
Og for en narrations-junkie som jeg, er det fantastisk, når spillederen annoncerer en lille tisse-og-toast-pause efter et par timer, og jeg hele pausen igennem har sommerfugle i maven af spænding over, hvad der sker i ”næste afsnit”.
Når scenariet slutter, tager man en lille snak. Godt, skidt, sjovt, hvem sagde og gjorde fede ting, hvem skal lige stramme op? Og så siger man pænt farvel og går ud i ølteltet til sine venner, som også har spillet andre scenarier, fortæller hinanden om sine oplevelser og tager en fyraftensøl eller tolv.
Det er der, jeg synes man kan mærke, hvor god ens oplevelse var. Når den er okay, er de sidste seks timer faktisk hurtigt glemt, og man vil hellere høre om de andres oplevelser. Når den er elendig, kører adreanalinet i vrede hele vejen til fjerde bajer. Og når den var fantastisk, sidder overraskelsen, opløftelsen og følelsen af at have været del af noget unikt, i kroppen og sindet helt til næste morgen.
Læg oplevelser som det sammen med Nikolai, 10 af vores bedste venner og en stor gallafest med god undskyldning for at have silkekjole, høje hæle og masser af makeup på. Så kan det være, at der er en chance for, at I måske forstår – eller i al fald accepterer – at jeg mener, at jeg havde en fantastisk påskeferie.
onsdag, marts 28, 2007
... på arbejde - HELE tiden.
Og derfor ingen blog for alvor pt. Hvis man vil læse "mig", så bør man gå ind på www.oestrogen.dk og søge på "Marie Carsten Pedersen" i søgefunktionen. Så skal I se løjer indenfor tøseuniverset. Det er ren "The Devil Wears Prada", bare uden at jeg er skrumpet til en size 4 (Not at all. Der er frokostordning ude på Aller Press) eller har mistet kærligheden i mit liv(Hvilket egentlig er utroligt. Vi ses stort set kun, når vi vågner om morgenen, men de lyserøde skyer ligger alligevel tæt over landet). Så masser at lave, masser af oplevelser (Jeg fik fx. et kindkys af Ole Henriksen i dag), men ikke meget blogtid. Jeg beklager, men sådan er det lige nu.
Men jeg kan tilgengæld glæde med, at en anden har taget vanten op og er gået til tasterne for alvor: Nikolai har lavet sin blog www.fejerforfolk.blogspot.com om til en filmblog - ja, en af de sagnomspundne, mystiske danske filmblogs, som alle snakker om men ingen ved hvor er, og som Kenneth Plummer bruger som undskyldning for at der ikke er et filmprogram på DR, er nu tilgængelig for jer lige her i mine links!
Og jeg skal love for, at det har gjort manden højaktiv mht. blogging. Netop nu dækker Nikolai Natfilmfestivalen grundigt på sin blog, så hvis I vil læse noget saglig og velskrevet filmkritik med ægte holdninger, plus ha' et par tips til hvad I skal se - eller undgå at se - i festivalens sidste uges tid, så kig derind nu!
Til slut er her tre billeder af Ziggy Stardust, Johnny Cash og Kelly Osbourne.
Ozzy og Sharon kommer også op, hvis altså Ozzy gir' lov.
Men jeg kan tilgengæld glæde med, at en anden har taget vanten op og er gået til tasterne for alvor: Nikolai har lavet sin blog www.fejerforfolk.blogspot.com om til en filmblog - ja, en af de sagnomspundne, mystiske danske filmblogs, som alle snakker om men ingen ved hvor er, og som Kenneth Plummer bruger som undskyldning for at der ikke er et filmprogram på DR, er nu tilgængelig for jer lige her i mine links!
Og jeg skal love for, at det har gjort manden højaktiv mht. blogging. Netop nu dækker Nikolai Natfilmfestivalen grundigt på sin blog, så hvis I vil læse noget saglig og velskrevet filmkritik med ægte holdninger, plus ha' et par tips til hvad I skal se - eller undgå at se - i festivalens sidste uges tid, så kig derind nu!
Til slut er her tre billeder af Ziggy Stardust, Johnny Cash og Kelly Osbourne.
Ozzy og Sharon kommer også op, hvis altså Ozzy gir' lov.
lørdag, marts 03, 2007
... Wienerküche
... Würst, Wienercafé, Nachsmarkt, Øldrikkende østrigere og über alles: Der Schnitzel
... kulturkompot II
..mere Hundertwasser, Sfinx med babser, nu i helfigur, lidt streetart og jugend og en arrig barokengel.
... kulturkompot
Lidt Hundertwasser, Belvedere (med Klimt indeni), en del Nikolai, Wienersescessionen og babser
... ZOMBIIIIIEEEEE ....
Det, der nu sker, er, at vi stiger ud af Riesenrad (se forrige post) og vandrer fascinerede rundt i det forladte Tivoli. Alt er lukket, under ombygning, forblæst, lidt uhyggeligt og uendeligt trist. Den eneste forlystelse, der er åben, er den her: 
Det ser så rørende usselt ud, at vi betaler to Euro og stiger ind. Det viser sig at være det mest crappy spøgelseshus i verden: Blafrende gange af presenning-vægge, med udtjente zombiedukker, som er endnu mere forfaldne end selv den mest voodoo-plagede udøde. Vi var dybt charmerede og flade af grin, mens vi vandrer rundt i det halvhjertede gyserhus - indtil straffen rammer i form af MiniMe-Skeletor, alias billetkontrolløren, som står på lur ved det sidste hjørne og giver mig et gedigen chock, så vi fik noget for pengene. Det var SÅ klassisk - en unik oplevelse, er vist det rette udtryk.
Her følger en af de underligste fotoserier, jeg nogensinde kommer til at tage:
Det ser så rørende usselt ud, at vi betaler to Euro og stiger ind. Det viser sig at være det mest crappy spøgelseshus i verden: Blafrende gange af presenning-vægge, med udtjente zombiedukker, som er endnu mere forfaldne end selv den mest voodoo-plagede udøde. Vi var dybt charmerede og flade af grin, mens vi vandrer rundt i det halvhjertede gyserhus - indtil straffen rammer i form af MiniMe-Skeletor, alias billetkontrolløren, som står på lur ved det sidste hjørne og giver mig et gedigen chock, så vi fik noget for pengene. Det var SÅ klassisk - en unik oplevelse, er vist det rette udtryk.
Her følger en af de underligste fotoserier, jeg nogensinde kommer til at tage:
... i Wien
På mandag starter jeg på mit nye job som redaktionssekretær og journalist på www.oestrogen.dk - en slags dameblad på nettet og en del af Aller Press Internet. Inden ville vi lige nå at fyre de penge, jeg vandt i "Brev fra det Blå"-konkurrencen sidste år, af på en ego-miniferie, inden der går skemaer og solidaritiet i ferieplanlægningen. Vi valgte at blæse højt og flot på varme, sol og sangria, og i stedet satse på Strauss og Sachertorte - med andre ord, vi tog 5 dage til Wien.
Ingen af os har været i Wien før, men da vi begge har set Wienerfilmene "Den tredje mand" med Orson Welles, "Before Sunrise" med Ethan Hawke og "The Illusionist" - der ikke er så god som de to andre, men er med Edward Norton - følte vi at der var en del at komme efter. Det var der også - jeg har ikke oplevet mange eupopæiske byer, der havde så meget god, tung kultur at byde på, og så meget helt særegen stemning uden at virke som et mausolæum/slash/museum for sin egen fordums storhed og identitet, som fx. Venedig gør - hvor smuk den end er.
I stedet for lange fortællinger om slentreture, kageindtag og kunst-oplevelser, som alligevel ikke kan kommunikeres videre, vil jeg udnytte, at vi tog en frygtelig masse billeder, og lave et par billedserier. Jeg kan glæde jer med, at det ikke altsammen er de sider af Wien, som turistkontoret vælger at sætte i brochuren.
Men det første er. Det er nemlig Rieserad, det par-hundrede-år gamle pariserhjul, som hæver sig over Donau og over byens skov-park Prateren, samt over en forlystelsespark, der har eksisteret siden Biedermeyer-tiden. I dag er den noget mindre magisk end den formentlig var dengang i Die Welt von Gestern, og ikke mindst vintertiden tog meget af charmen, men gav den den særlige melankolsk-morbide facinationskraft, som en forlystelse uden lyst har. Mere om det senere.
Her er Riesenrad, udsigten fra det, en del mekanik og nogle folk, der var oppe at køre:
Ingen af os har været i Wien før, men da vi begge har set Wienerfilmene "Den tredje mand" med Orson Welles, "Before Sunrise" med Ethan Hawke og "The Illusionist" - der ikke er så god som de to andre, men er med Edward Norton - følte vi at der var en del at komme efter. Det var der også - jeg har ikke oplevet mange eupopæiske byer, der havde så meget god, tung kultur at byde på, og så meget helt særegen stemning uden at virke som et mausolæum/slash/museum for sin egen fordums storhed og identitet, som fx. Venedig gør - hvor smuk den end er.
I stedet for lange fortællinger om slentreture, kageindtag og kunst-oplevelser, som alligevel ikke kan kommunikeres videre, vil jeg udnytte, at vi tog en frygtelig masse billeder, og lave et par billedserier. Jeg kan glæde jer med, at det ikke altsammen er de sider af Wien, som turistkontoret vælger at sætte i brochuren.
Men det første er. Det er nemlig Rieserad, det par-hundrede-år gamle pariserhjul, som hæver sig over Donau og over byens skov-park Prateren, samt over en forlystelsespark, der har eksisteret siden Biedermeyer-tiden. I dag er den noget mindre magisk end den formentlig var dengang i Die Welt von Gestern, og ikke mindst vintertiden tog meget af charmen, men gav den den særlige melankolsk-morbide facinationskraft, som en forlystelse uden lyst har. Mere om det senere.
Her er Riesenrad, udsigten fra det, en del mekanik og nogle folk, der var oppe at køre:
Abonner på:
Opslag (Atom)
