Berlinalen (Området omkring Potsdamer Platz, Berlinale Palast, Sony Center. U Bahn: Potsdamer Platz)
Hver februar i uge 6-7 afholdes Berlins filmfestival, Berlinalen, i år for 60. gang.
Det er en de europæiske A-festivaler, hvilket vil sige de mest prestigiøse, internationale festivaller, hvor man bla. har et stort marked for filmselskaber og andre i filmbranchen, og der er særlige regler for hvilke film der må deltage i konkurrencen om festivalens priser.
Berlinalen er dog også en stor publikumsbegivenhed, hvor almindelieg mennesker har mulighed for at købe billige billetter til de næsten 400 film, der er i Berlinaleprogrammet.
De billetter står berlinerne i kø for fra tidlig morgen ved Arkaden, et stort shoppingcenter på Potsdamer Platz, der er blevet udnævnt til Berlinalens publikumscentrum. Den kø kan man joine som turist og få mulighed for at se film før alle andre og måske opdage en den uopdagede celluloid-perle. Eller få et godt grin over en håbløs produktion - det er en del af gamet. Og i det hele taget er al aktiviteten omkring Berlinalen en sjov oplevelse at få med.
Filmene og de andre Berlinaleaktiviteter er koncentreret i samme område, som rummer Cinemaxx-komplekset, den ærkegrimme overdesignerede kolos Sony Center og selvfølgelig Berlinale-paladset, der ligger glamourøst placeret for enden af en vintersmukt oplyst Alte Potsdamer Strasse, med et gulvtæppe af en rød løber foran indgangen.
Man kan få en idé om, hvor mange mennesker, der deltager i Berlinalen, ved at spotte årets Berlinale-taske: En skuldertaske, som man får udleveret sammen med sin akkreditering, og som folk troskyldigt slæber rundt på, uanset hvordan den ser ud (i år var et af de værre...). Og der er mange - rigtig mange.
På Hyatt Hotel ved siden af Berlinalepaladset holder pressen til, og det er også her, der bliver afholdt pressemøder med filmenes skabere og stjerner. Hvis man holder sig til ved bagindgangen af hotellet kan man derfor være heldig at få et glimt af celebriteterne. Hvis man da kan komme til for paparazzi, som har opstillet trappestiger langs afspærringer her. Et tip er at sætte sig og spise frokost på caféen overfor bagindgangen. De laver en udemærket Flammkuche, og du har udsigt til al paparazziaktiviteten uden at fryse dine tæer af.
Næsten hver aften afholder Berlinalen en gallamiddag for en af festivalens prominente film i Berlinalepaladset. Hvis du er i området omkring klokken 19.30, er det lige der, hvor gæsterne ankommer. Så der kan du igen se kendisser og opleve lidt hysteri og glamour-stemning før du går videre ud i byen og den virkelige verden.
Øst-Vest-hopning og murfordybelse (Hele byen på kryds og tværs)
Sørg for at se dig godt omkring i både det tidligere øst og det tidligere vest i Berlin, og læg mærke til forskellene.
Det er så godt som umuligt ikke at krydse lidt frem og tilbage, da Berlinmuren delte byen lige ned gennem nervesystemet i Mitte-området, men sørg for at tage lidt ud i kanterne af hvert område også. Så lægger man i større grad mærke til kontrasterne mellem DDR-byggeri og mere vestligt inspirerede, og man ser også hvordan DDR ikke var blege for at bulldoze gamle bygninger og bygge nye betonboliger, mens vestberlin har flere reminicenser af ældre 'almindelige' bygninger. Hvis de ikke er blevet bombet væk inden øst og vest overhovedet var på tale.
Det er ikke svært at finde ud af, hvor byen var delt. Berlins bystyre har besluttet at lave hele murstrækningen til et mindesmærke med forskellige markeringer, som rækker fra en diskret stribe af brosten som løber i hele murens længden til detaljerede infoplancher rundt omkring og fredninger af de sidste tilbageblivende stykker mur.
De fleste turistkort, som kan tages i hotelreceptioner etc., viser desuden hvor muren løb, hvilket kan komme som lidt af et chock hvis man troede at de tre meter høje betonblokke og det 30 meter brede ingenmandsland i mellem de to mursektioner var et fænomen fra byens udkant. Berlinmuren skar metropolen tvæs gennem organerne, og det er svimlende at stå på den myldrende Friderichsstrasse i dag og forestille sig, at for bare 20 år siden var det et ødeland med kontroltårne, pigtråd og bevæbnede vagter.
DDR og delingen af Berlin har optaget mig meget, og både skræmt og fascineret mig. Det er så tæt på i tid, og de fleste af de mennesker, der passerer en på gaden i Berlin har oplevet, hvad opdelingen ville sige.
Historierne om den tid - og tiden efter - er både komplekse og ekstreme, og jeg vil anbefale at man læser op på DDR, Vestberlin og muren, eller i hvert fald besøger et af mur-museerne:
Gedänkstätte Berliner Maur, Bernauer Strasse 111 (U Bahn Nordbahnhof)
Et nyt dokumentationscenter som er del af bystyrets øgede fokus på mur-markering. Et meget seriøst lille museum, som ligger placeret på Bernauer Strasse, en af de gader som murens opbygning gik meget hårdt udover. Her blev der sprængt boligblokke og kirker væk, stationer blev muret til og gaden lukket af mod øst af mur og pigtråd. Et isnende stykke ingenmandsland er bevaret her, med dobbeltmur, kontroltårn og de høje lamper, der ligner galger og står som varsel over den skæbne, der tilfalder den der prøver at krydse det tomme rum.
Museum Haus am Checkpoint Charlie (U Bahn Checkpoint Charlie)
Som det fremgår af billedet er Checkpoint Charlie, den gamle øst-vest-grænseovergang for diplomater og forretningsfolk, blevet noget af et murnostalgisk cirkus. Men museet her er efter min mening bedre end sit ry - om ikke andet på grund af dets historie. Nogen kalder det Berlinmurens Disneyland på grund af dets farverige karakter og det souvenirkaos, der er vokset op omkring det. Men museet selv er ikke blevet til efter murens fald for at slå plat på historien. Det er faktisk opstået som et meget reelt projekt: En samling som startede tilbage i 1961, hvor en vestberliner, Rainer Hildebrandt, ønskede at dokumentere de hændelser, der skete omkring ham i forbindelse med den delte by. Huset åbnede som museum i 1963, og var desuden et tilflugtssted for flygtninge fra DDR.
Gennem årene er det blevet til en kolossal samling af mere eller mindre spændende gentande og dokumenter. Kunstværkerne, der præger museet er fx. mindre fede, men det faktabaserede materiale er interessant og omfangsrigt. De utrolige flugthistorier og originale hjælpemidler som Trabanten med plads til flygtninge i sidepanelerne er selvfølgelig kendt af de fleste, men fortæller stadig om den desperation, DDR afstedkom hos dets indbyggere. Jeg synes, at det er værd at se.
Udover museerne er der grundig info om DDR-tiden i de fleste guidebøger. Sæt dig ind i det - for med lidt af den viden i baghovedet er en tur gennem Berlins gader ekstremt gribende, når du pludselig opdager et tilmuret vindue, et stort område med tomme grund midt i mellem alle bygningerne, eller et kors der markerer et mislykket flugtforsøg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar