søndag, februar 21, 2010

Rejseguide til Berlin: Intro

Introduktion: Berlin - step by step


Jeg har været i Berlin fire gange i alt.

Første gang som folkeskoleelev på lynvisit med min 7.klasse; en tur hvor murens fald ikke lå mere end fem år tilbage, og hvor jeg i øvrigt udviste den store historiske takt og indsigt at købe en højpuldet DDR-officerkasket med hammer, segl og det hele og promenere den rundt i byen fra Alexanderplatz til Brandenburger Tor.

Anden gang var som rundforvirret 1. G'er på udveksling, en tur hvorfra jeg kun kan huske alkoholrelaterede sekvenser: At tage fejl af kildevand og gin i en plastflaske på Kollwitzplatz, at blive fanget med kolossale tømmermænd i en demonstration på Kurfürstendam og kaste op i U-Bahn på vej hjem. Og så at spise middag hos en af vores udvekslingsstuderende, hvis mor var en ægte berlinerbohéme, som serverede sur rødvin og drev rundt i lejligheden i Prenzlauer Berg iført fire ægte tæpper, hår som en midaldrende havfrue og sølvsmykker nok til en mindre sigøjnerlejr.

Tredje gang var sidste år, hvor jeg tog afsted for at besøge Nikolai, der hver år i de seneste otte år er taget afsted til den årlige filmfestival, Berlinalen (Den med bjørnen).

Inden rejsen måtte jeg flovt erkende, at jeg trods de to forgående ture ikke anede en døjt om Berlin. Faktisk havde de rejser end ikke givet mig bare et forhold til byen, en konsekvens af at på det pågældende tidspunkt at have været teenager, en tid hvor man primært arbejder på et forhold til sig selv (Læs: Har hovedet oppe i røven).

Jeg plejede ligefrem at sige, at jeg aldrig havde været i Berlin, fordi sådan føltes det. Og det gjorde mig efterhånden til den eneste yngre dansker (i hvert fald på Vesterbro), som ikke betragtede Berlin som sit andet hjem og/eller mekka.

Så nu var det på tide at jeg fandt ud af, hvad det var, det med Berlin handlede om. Jeg gik seriøst til værks, både denne tredje gang og nu den fjerde, som var i år, igen i Berlinaletiden, og som jeg netop er kommet hjem fra: Der er blevet forberedt, læst op, skrevet ned, kigget kort, prøvet af og travet tyndt.

Mine anstrengelser bar frugt og succesen indtraf. Især efter denne seneste tur, hvor jeg omsider følte at jeg fik en smule overblik over den enorme by. Så på nuværende tidspunkt er jeg så overvældet af og forgabt i Berlin, at jeg ikke helt ved, hvad jeg skal stille op med det. Jeg kan godt forstå, at folk flytter dertil i folkevandringsmængder. Bare for at få mere, og dog nok aldrig det hele, med.


Men når en flytning ikke er nært forestående, så kompenserer jeg som jeg bedst kan: Derfor har jeg lavet en lillebitte guide over ting at se, gøre, købe og spise. Den kommer i fire afsnit og jeg håber, at den kan kan blive til glæde for andre, der kaster sig ud i Der Grossstadt for første gang.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar